Spring til hovedindhold

Forslag

Bornholms Politi

Nyhed

23. december 2020 14:01

Håndsprit og levende lys kan være en farlig cocktail

Her kommer Bornholms Brandvæsen og Bornholms Politi lige med et par fif fra fifkassen.

 

Så er det dagen før dagen, og forhåbentlig er gaverne i hus, og der er pyntet op. I år er julen og det kommende nytår mere intimt end tidligere, men derfor skal det stadig være hyggeligt – selvom der i år er kommet en ny brændbar bekendt med i samværet, håndspritten.

”I år skal man være meget opmærksom på håndspritten, som er en yderst brændbar væske. Derfor opfordrer vi til, at hver enkelt er opmærksom på, at holde håndsprit langt væk fra de levende lys”, siger brandinspektør Henrik Madsen fra Bornholms Brandvæsen. Der skal selvfølgelig både være fokus, når det er juledekorationer, der tændes, men også når det er lysene på juletræet med pynten.

Det er i øvrigt også værd at være opmærksom på de almindelige gode råd om brandsikkerhed, så I ikke får uventet besøg hen over julen. ”Mange brande starter enten i køkkenet eller ved brug af levende lys. Læg aldrig ting fra dig på komfuret, bliv i køkkenet, når du laver mad, og sluk levende lys, når du forlader et lokale”, fortsætter brandinspektør Henrik Madsen fra Bornholms Brandvæsen og tilføjer ”Det er jo altid en god ide at have en eller flere røgalarmer opsat, men de skal også kontrolleres så det sikres, at batterier virker mm.”

Ud over de særlige risici i år i form af håndsprit, så melder salgsstederne for fyrværkeri om større salg i dagene op til jul i forhold til tidligere år. Det kunne tyde på, at der er mange, der har sikret sig årets fyrværkeri og dermed ikke ”venter”, til julen er overstået. Det er vigtigt i den forbindelse, at man tænker over, hvor fyrværkeriet opbevares. Gem det fx i et aflåst skur eller lignende, hvor det er langt fra håndsprit, levende lys og andre kilder til antændelse. Husk at afbrænding af fyrværkeri kun må foregå fra og med den 27. december til og med den 1. januar 2021,

Myndighederne ønsker alle en glædelig jul og håber at det må blive nogle rolige dage – men vi er selvfølgelig klar, hvis behovet skulle opstå.

 

 

 

Pressekontakt

 

E-mail: bornh-kommunikation@politi.dk

Telefon: 2323 1448

17. april 2024

Bornholms Politi

Politiet søger overvågningsbilleder fra Kirkegade i Hasle

Bornholms Politi rækker ud til borgere, der har videoovervågningsbilleder fra Kirkegade i Hasle, for eksempel fra privat overvågning eller såkaldte dashcam's fra biler.

17. april 2024

Bornholms Politi

Nyt tilbud om offerrådgivning på Bornholm

Nu har ofre for vold, indbrud eller anden kriminalitet en ny mulighed for at få hjælp og støtte på Bornholm. Fem lokale frivillige er blevet uddannet som offerrådgivere i den nyetablerede bornholmske afdeling af Offerrådgivningen.

23. februar 2024

Bornholms Politi

Bornholms Politi efterlyser forurettet efter overfald i Netto

En mand blev den 19. januar udsat for vold i Netto på Store Torv i Rønne, da han ved kassen fik kastet forskellige varer på sig af to gerningsmænd. Politiet efterlyser den forurettede.