Spring til hovedindhold

Forslag

Bornholms Politi

Nyhed

2. december 2020 09:33

Pressemeddelelse Bornholm

Bornholms Politi lukker ”Snorrebakkesagen”

Bornholms Politi har efter en grundig efterforskning vurderet, at der ikke er grundlag for at gå videre med sagen om muligt embedsmisbrug i forbindelse med Snorrebakkesagen.

 
Bornholms Politi modtog i oktober 2019 en anmeldelse om muligt embedsmisbrug i forbindelse med Bornholms Regionskommunes byggeprojekt, hvor formålet var at samle kommunens byggeadministration på en fælles adresse på Snorrebakken i Rønne. Anmeldelsen omfattede blandt andet processen med at udarbejde budget for byggeprojektet.  

Siden anmeldelsen har Bornholms Politi foretaget en grundig efterforskning af sagen med bistand fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Under efterforskningen af sagen har Bornholms Politi ikke fundet, at der er begået noget strafbart i straffelovens forstand, oplyser politidirektør Martin Gravesen.

- Vi har gennemgået et meget omfattende skriftligt materiale og har været igennem mailkorrespondance mellem de personer, der har været involveret i håndteringen af byggeprojektet. Vi har foretaget flere ransagninger og afhøringer af sagens personer og afhørt en række vidner. På den baggrund mener hverken vi eller SØIK, at der er beviser for, at der er begået noget strafbart i straffelovens forstand. Derfor lukker vi sagen, siger Martin Gravesen. 

I forløbet har Bornholms Politi sigtet to personer, men sigtelserne er nu frafaldet. Statsadvokaten kan – indtil 2 måneder efter datoen for afgørelsen -  bestemme, at straffesagen skal fortsætte. Det kan fx ske på baggrund af en klage.

Forud for efterforskningen foretog revisionsselskabet BDO en undersøgelse af sagsforløbet om Snorrebakken. Konklusionen i undersøgelsen var, at indhentning af tilbud i forbindelse med byggeriet ikke er sket i overensstemmelse med tilbudslovens regler. Der er efter politiets vurdering ikke grundlag for en strafferetlig forfølgelse af dette forhold. Bornholms Politi har dog orienteret Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med henblik at de kan vurdere, om sagen skal indbringes for Klagenævnet for Udbud.

Kontaktperson: Politidirektør, Martin Gravesen, 5690 1448
//Bornholms Politi
 

Pressekontakt

 

E-mail: bornh-kommunikation@politi.dk

Telefon: 2323 1448

8. september 2025

Bornholms Politi

Søg om støtte fra SSP-puljen til initiativer for Bornholms børn og unge

Har du en idé til et lokalt projekt eller en aktivitet målrettet børn og unge, som har et kriminalpræventivt perspektiv? Så kan du søge om støtte fra Bornholms SSP-pulje.

12. juni 2025

Bornholms Politi

Politi opfordrer borgere til at fjerne biler Allinge straks

Borgere risikerer, at politiet fjerner deres bil i dag – og det kan blive bekosteligt

4. juni 2025

Bornholms Politi

Midlertidigt droneforbud til Folkemødet 2025

Bornholms Politi indfører igen i år et midlertidigt droneforbud til Folkemødet af sikkerhedsmæssige årsager.