Flere anholdt under målrettet indsats mod tricktyverier
Tre personer blev i weekenden anholdt og varetægtsfængslet - mistænkt for en række tricktyverier og gaderøverier i København.
Indsatsen førte henover weekenden til anholdelser af tre udenlandske statsborgere, som alle nu sidder varetægtsfængslet - mistænkt for flere tilfælde af tyverier og røverier.
”Vi ser desværre flere tilfælde, hvor borgere via tricktyverier bliver bestjålet eller får frarøvet deres værdigenstande såsom telefoner eller ure. Derfor laver vi løbende målrettede indsatser mod de her gerningsmænd, og jeg vil samtidig gerne opfordre alle til at være opmærksomme på deres tasker og lommer, når de færdes på steder med mange mennesker,” siger politikommissær Daniel Navntoft, der er leder Københavns Politis tyverisektion.
To af anholdelserne fandt sted fredag aften ved Kgs. Nytorv, hvor patruljen genkendte to marokkanske statsborgere, som begge blev anholdt - mistænkt for et røveri den 22. maj, hvor en person fik frarøvet sit armbåndsur. Den ene af de anholdte er desuden mistænkt for tre lignende forhold fra 2021.
De to mænd på henholdsvis 21 og 26 år blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag og den 26-årige blev varetægtsfængslet i 23 dage, mens den 21-årige blev fængslet i 11 dage.
Natten til søndag blev der foretaget anholdelse af en 45-årig ungarsk statsborger, der blev taget på fersk gerning efter et tricktyveri på Vesterbro. Han mistænkes desuden for seks lignende forhold fra 2022, hvor han i festlige sammenhænge skulle have krammet folk og i den forbindelse stjålet deres værdigenstande. Den anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør i går og varetægtsfængslet i 10 dage.
På politiets hjemmeside er der samlet en række gode til at forebygge at blive udsat for tricktyverier - blandt andet kan man læse mere om, hvordan man sikrer sig mod nogle af tyvenes metoder. Find de gode råd her.