63 årig mand omkommet i færdselsuheld
En 63-årig mand omkom kort før kl. 7 til morgen, da han i sin bil kolliderede frontalt med en traktor på Bøgebjergvej mellem Brobyværk og Nørre Broby på Fyn.
Ifølge et vidne kom den 63-årige kørende ad Bøgebjergvej mod nordvest, da han i en blød højresvingskurve kom i slinger og kørte frontalt ind i en modkørende traktor. Den 63-årige blev formentlig dræbt på stedet, mens føreren af traktoren slap uskadt.
Vidneafhøringer og undersøgelse på uheldsstedet har klarlagt, at det glatte føre højst sandsynligt er en klart medvirkende årsag til uheldet.
Den 63-årige er fra lokalområdet. De pårørende er underrettet.
Der er ikke yderligere oplysninger i sagens anledning.
Pressekontakt
Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk