Ny anholdelse i sagen om groft røveri og drabsforsøg mod cykelhandler fra Østerbrogade
Efterforskningen har nu ført til, at Københavns Politi i dag i københavns-området har foretaget anholdelse af en 45-årig mand af jugoslavisk oprindelse
I forbindelse med sagen om røveri af særlig grov karakter og forsøg på manddrab den 27. februar 2017 mod en 70-årig cykelhandler i hans private hjem på Østerbro, blev en 18-årig mand fra Albanien i februar 2018 i et nævningeting i Københavns Byret idømt ubetinget fængsel i 7 år samt udvist af Danmark for bestandig. Dommen er anket af den dømte.
Herudover sidder en 31-årig makedonsk statsborger varetægtsfængslet, efter at han blev anholdt i Albanien og udleveret til Danmark.
Københavns Politi har nu foretaget endnu en anholdelse i sagen
”Vi har hele tiden ledt efter yderligere en person, og efterforskningen har nu ført til, at vi i dag i københavns-området har foretaget anholdelse af en 45-årig mand af jugoslavisk oprindelse”, oplyser efterforskningsleder Hans Erik Raben, Københavns Politi, Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet.
Han fortsætter: ”Den anholdte sigtes som de to andre for drabsforsøg og groft røveri. Han vil senere i dag blive fremstillet grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Der vil blive fremsat begæring om, at grundlovsforhøret afholdes for lukkede døre”.
Københavns Politi ønsker for nuværende ikke at give yderligere oplysninger i sagen.
Københavns Politi
Kommunikationssektionen