Anne Tønnes – politidirektør 2017-
Siden 2017 har Anne Tønnes været indehaver af skrivebordet på politidirektørens kontor på Politigården, hvor de 31 forgængere på posten skuer ned på hende, mens hun leder Københavns Politis omkring 3.300 ansatte.
Dansk politi har i den grad udviklet sig, siden Klavs Rasch blev Danmarks første politimester i 1682. Men de seneste mange år har målet været det samme. Som daværende politidirektør Theodor Dybdal sagde ved indvielsen af Københavns Politigård den 30. marts 1924, så ønsker politiet ”intet hellere end at vinde Borgernes Tillid”. I dag sætter Anne Tønnes retningen for Københavns Politi med de strategiske mål ’Tættere på borgerne’ og ’Sund drift’ med det altoverskyggende mål om at sikre trygheden og sikkerheden for indbyggerne og besøgende i Københavns Politikreds: Dragør, Tårnby, Frederiksberg og København.
Anne Tønnes er uddannet Cand. jur. fra Aarhus Universitet og kom første gang til Københavns Politi som stabschef og vicepolitidirektør i 2013 med en bred erfaring bl.a. fra en række roller i Justitsministeriet, som politimester i Holbæk og vicepolitidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi.
Efter tre år i København vendte Anne Tønnes tilbage og blev politidirektør i Midt- og Vestsjællands politikreds, inden hun i 2017 kom retur til Københavns Politi som direktør.
De 31 forgængere, der hænger på politidirektørens kontor, kan man læse mere om herunder.
Klavs Rasch – politimester 1682-1705
Portræt på Politigården malet af: Jacob Coning
Rasch var af bondeæt og født den 22. august 1639. Raschs forældre var formentlig bønder, men han var dog af en æt med en vis berømmelse, idet hans oldefader Johan Rasch havde nydt benådninger fra Kong Christian III på grund af sine indsats ved angrebet på Lybæk i 1534.
Da den danske hær i 1657 trak sig tilbage gennem den jyske halvø, fik Rasch lejlighed til at bevise Kong Frederik III sin ”dyd og tapperhed” og blev udnævnt til underofficer. Under Københavns belejring i 1659 udviste han igen mod og tapperhed, og han blev efterfølgende som 23-årig ved kongens bevågenhed udnævnt til slotsskriver og ridefoged over Nyborg Amt. Herfra avancerede han til forvalter over Nyborg og Tranekjær amter, og senere blev han endvidere Landkommissær på Fyn.
I 1669 købte han af kongen Bavnegaard, hvortil han ved mageskifte med kongen erhvervede 24 gårde i omegnen og dannede hovedgården Raschenberg (senere Juelsberg).
Han blev på Kongens ordre i 1682 kaldt til København som assessor i Højesteret og som politimester.
Meget blev lagt på hans skuldre, men trods energi og en utvivlsom dygtighed optrådte han ofte egenmægtigt og fremfusende, ikke mindst i sine stadige stridigheder med magstraten, hvoraf han selv som borgmester var medlem. I 1687 pålagdes det ham at varetage sit embede i samråd med magistrat og en kgl. politikommission, men han syntes ikke at have lagt synderlig vægt herpå. Hans smukke hovedgård interesserede ham mere end embederne, og i de sidste år af sit liv fik han den senere politimester J.B. Ernst som medhjælper.
Der var ikke megen respekt om Raschs politikorps, og datidens betjente blev betegnet som primitive og brøsige folk, der med deres tinskilt på brystet anså sig for næsten almægtige personer og tiltog sig rettigheder og dusører, hvortil de ingen hjemmel havde. Rasch selv var ”af samme skuffe”, og det fortælles, at en slagterkone opsøgte Rasch for at få en forklaring på, hvorfor hendes mand var arresteret, og kun nåede at få sagt: ”Hr Politimester… ”, da hun fik en knaldende lussing og én til, da hun ville fortsætte, hvorefter hun dånede og blev slæbt ud af lokalet. Slagterkonen klagede efterfølgende til kongen, men Rasch anførte til sin undskyldning, at han havde forvekslet konen med ”en gammel prokurators kvinde”, der gennem en uge havde overrendt ham. Da fejltagelsen var opdaget, havde han foræret slagterkonen en flaske hovedvand og eddike og ladet sin vogn køre hende hjem. Det måtte være tilstrækkeligt for at opveje fejltagelsen.
Rasch var i øvrigt særdeles ferm til at svinge (øl)pokalen og drak ved en hoffest – til kong Christian V store glæde – en saksisk udsending, der var kendt for sit umådehold, under bordet, hvorefter kongen eftergav Rasch en betydelig sum penge, fordi han havde hævdet Danmarks ære.
Rasch døde som jorddrot og etatsråd den 8. januar 1705 efter at have været politimester i godt 22 år. Hans enke fik ved kongelig bevilling tilladelse til, at hans lig endnu måtte stå 10 uger over jorden, og at hans ligfærd måtte foregå med større højtidelighed end sædvanligt.
Ole Christensen Rømer – politimester 1705-1710
Portræt på Politigården malet af: Agnete Warming 1921 (kopi af original, der findes på Københavns Universitet)
Københavns Politi kan prale med at have haft en af datidens – og eftertidens – største matematiske og astronomiske begavelser som chef.
Rømer blev født i 1644 som søn af en købmand fra Århus. Efter at have studeret medicin og matematik og have samarbejdet med professor Rasmus Bartholin ved udgivelsen af Tycho Brahes observationer gjorde han i 1675 sin epokegørende opdagelse af ”lysets tøven”, der skaffede ham professortitlen og et internationalt ry.
Forinden denne epokegørende opdagelse var han i 1672 sammen med Picard rejst til Paris, hvor han de kommende 9 år var beskæftiget med observationer på det nye kongelige observatorium. Han blev medlem af l’Académie Royale des Sciences og assisterede også ved udarbejdelsen af vandforsynings og fontænesystemerne på Versailles og Château de Marly. Det var i denne periode, han kom frem til sit resultat om lysets hastighed; det beskrives nærmere nedenfor.
I 1681 vendte han tilbage til Danmark, hvor han blev udnævnt til professor i astronomi ved Københavns Universitet. Han var samtidig aktiv på universitetets observatorium, der lå på toppen af Rundetårn, hvor han bl.a. brugte instrumenter, som han selv havde opfundet eller forbedret. Desværre gik alle hans observationer og instrumenter tabt ved branden i 1728, og da han selv kun publicerede ganske få artikler, er meget af hans op-samlede viden gået tabt.
Ud over det astronomiske arbejde gjorde han også forarbejdet til indførelsen af den gregorianske kalender i Danmark-Norge i 1700. Et andet indsatsområde var hans metrologiske arbejde (fastlæggelse af mål og vægt), hvor han stod i spidsen for indførelsen af et nationalt system, og i kraft af sin astronomiske baggrund søgte han at definere mål- og vægtenheder, som var baseret på astronomiske konstanter. Det gav sig blandt andet udslag i hans definition af en dansk mil. Også temperaturskalaen søgte han at standardisere, og hans Rømerskala dannede senere grundlag for Fahrenheitskalaen.
I 1681 fattede kongen interesse for Rømer, og han blev medlem af ”Brolægnings- og Vand kommissionen” og efterfølgende fik han i 1690 til opgave at udarbejde en ny matrikel for hele landet. På hans foranledning blev der opsat milepæle på landevejene og den gregorianske kalender indførtes. På dette tidspunkt havde han sæde i Højesteret og udarbejdede i 1701 en ny politianordning, hvilket naturligt førte til, at han i januar 1705 modtog stillingen som politimester i København – et embede han med en etatsrådtitel beklædte til sin død i 1710.
Rømers praktiske og matematiske begavelse gav sig udslag i talrige foranstaltninger, herunder forbedring af byens vandforsyning, indførsel af gadebelysning (tranlamper) og et brugeligt brandvæsen.
Ole Rømer lagde desuden kimen til senere socialreformer ved at skabe fokus på byens tiggere og prostituerede.
Selv om Rømers navn primært er knyttet til vigtige videnskabelige opdagelser, var han dog også en virksom politimester. Som politimester afskedigede han de gamle politibetjente og ansatte 10 nye, der alle var lønnet ens – med 70 rigsdaler.
Han lagde stor vægt på, at de betjente, han havde under sig, var dygtige, hæderlige og fastlønnede folk, og han beklagede sig over, at det kneb med at finde egnede folk til politiet.
Han måtte selv på et tidspunkt afskedige to af sine 10 betjente og havde efterfølgende meget svært ved at finde nye egnede kandidater. Han måtte derfor slække lidt på sine egne krav for at kunne ansætte nye folk, og ved hans død fungerede 12 politibetjente i København.
Som tegn på deres myndighed fik hver betjent en hvid stav, der var udstyret med en øjenprydet hånd af metal i den ene ende. Øjet i hånden er den dag i dag et symbol, der relaterer sig til politiet.
Man kan – som flere har gjort det – ærgre sig over, at disse pålagte politimæssige hverv fratog Rømer tid, der ellers kunne have været brugt på astronomisk forskning, der var hans hjertesag, men hans indberetninger viser dog, at han udførte hvervene med stor ildhu.
I Politigårdens Mindegård er der opsat en mindetavle for Ole Christensen Rømer.
Johan Bertram Ernst – politimester 1710-1722
Portræt på Politigården malet af ukendt kunstner.
Ernst ansøgte om stillingen samme dag, som Rømer døde, idet han var fornærmet over, at denne var sprunget over ham i rækken af politimestre – især efter at Ernst havde vikarieret for politimester Rasch. Ernst var søn af en gårdejer, der ejede en gård på Amagertorv. Han kom således fra det velhavende borgerskab, var student fra 1681 og havde rejst med Christian V`s søn prins Christian i udlandet. Han havde været assessor i Hofretten og blev senere borgmester og justitsråd.
På grund af pesten var hans første år som politimester ikke morsomme og hvor alvorlig situationen var i København i 1711 kan aflæses på den befaling, som politimester Ernst modtog
7. juli 1711. I syv punkter opregnedes de foranstaltninger, der nu ansås for nødvendige: Han skulle bl.a. lade opføre barakker ude ved Wodrofsgård, hvis det ikke på anden måde var muligt at huse de pestramte. Østerport skulle lukkes, så trafikken til og fra byen blev lettere at kontrollere, og der skulle oprettes en sygeobservation i et af husene nær volden, hvor mistænkelige tilfælde hos ”syge tjenestefolk og andre deslige” kunne sendes hen.
Ernst gjorde sig hurtigt upopulær ved sit hovne væsen, og der blev på Børsen og på Rådhuset opslået fornærmende skrifter, der hånede ham, hvilket fik ham til at reagere voldsomt. På baggrund af dette udarbejdedes der på Ernsts indstilling et kongeligt reskript, hvoraf det bl.a. fremgik, at ophavsmanden til disse fornærmende skrifter skulle brændes af bødlen på Nytorv, og at han udlovede en dusør på 100 rigsdaler til den, der kunne give oplysninger om forfattere. Det blev endvidere påbudt enhver at vise Ernst respekt og høflighed.
Han døde den 22. december 1722 og havde sikret sig en pragtfuld begravelse fra Skt. Petri Kirke, hvor kirkeklokkerne ringede en time længere end sædvanligt. Onde tunger har siden fortalt, at det også var begravelsen, borgerskabet huskede bedst om politimester Ernst.
Johan Philip Ratecken – politimester 1723-1726
Portræt på Politigården malet af ukendt kunstner, kopi efter Hendrik Krock
Ratecken, der var indvandret tysker, havde som teologisk student og lærer for fattige børn, som dronning Louise lod opdrage, indyndet sig hos dronningen. Han giftede sig senere med dronningens kammersekretær og blev også senere bestyrer af Hørsholm gods. Han blev udnævnt til politimester den 15. januar 1723, på et tidspunkt hvor han også var justitsråd.
Da dronning Louise døde i 1721, blev Ratecken af Kronprins Christian, der arvede Hørsholm gods, straks afskediget fra godset.
Hans hæderlighed blev hurtigt betvivlet, og i 1722 påbegyndtes en undersøgelse af hans regnskabsførelse, og generalfiskalen og kammeradvokaten fandt adskillige misligheder under hans opgørelse af dronning Louises bo.
Regnskaberne var raderede og forfalskede, og den store kassemangel, og det, at han havde beriget sig på dronningens bekostning, betød, at han i 1726 blev arresteret og afskediget af kongen på gråt papir og for evigt forvist fra kongeriget. Forinden var hans formue på 19.000 rigsdaler blevet beslaglagt.
I en fortegnelse fra Rådhuset over borgmestrene betegnes han som civiliter moruus, hvilket betyder, at han har mistet sin ære og følgelig blev suspenderet som justitsråd, politimester og borgmester.
Ratecken blev i øvrigt betegnet som en musikalsk – men også særpræget – mand. Han gik bl.a. ikke med paryk, og han var ugift og omgav sig med stor luksus.
Hans Himmerich – politimester 1726-1731
Portræt på Politigården malet af: Nikolaj Wichmann
Himmerich var født i Ålborg som søn af en købmand, og han blev student i 1702. Han opgav sine studier til fordel for udenlandsk krigstjeneste, hvorom han selv har berettet, at han fire gange blev taget til fange af fjenden og to gange af landevejsrøvere.
Han opholdt sig efter sit eget udsagn i udlandet i 20 år, hvor han forrettede krigstjeneste i dansk, russisk og polsk tjeneste – og han avancerede til oberst, inden han vendte endegyldigt hjem til Købehavn i 1725. Han opholdt sig dog i København under pesten i 1711, og han var en af de personer, som berigede sig ved at udplyndre folk på gaden og ved at bryde ind i huse, hvor han stjal de dødes efterladenskaber.
Ved pralerier og gode forbindelser med dronningens kammerfruer opnåede han som lykkejæger og eventyrer at blive udnævnt til politimester i september 1726. Himmerich var ikke uden dygtighed og udgav en samling politiplakater, der blev omdelt i byen, og som forklarede borgerne forholdene i København.
Han nærede desuden stor interesse for brandvæsen, og han beordrede adskillige indretninger til hjælp mod ildsvåde, og han offentliggjorde udmærkede instrukser til hjælp ved brandfare. Det var skæbnens ironi, at den store ildebrand i København opstod den 20. oktober 1728, hvor store dele af den gamle by blev ødelagt.
Himmerich blev så forvirret under branden, at han drak sig plakatfuld og var ude af stand til at lede og dirigere sit brandvæsen. Han blev efter sigende fundet døddrukken på tømmerpladsen, hvor han havde søgt at gemme sig. Han boede i øvrigt selv i en gård på Gråbrødre Torv, der brændte ved Københavns brand.
Om det var ovenstående, der førte til hans afskedigelse i 1731, er uklart. Ligesom sin forgænger Ratecken betegnes Himmerich som civiliter moruus, hvilket betyder, at han har mistet sin ære og følgelig blev suspenderet som justitsråd, politimester og borgmester.
Ved afskedigelsen fik han ingen egentlig straf, og han flyttede til sidst som enkemand tilbage til sin hovedgård Halkjær, hvor han døde i 1735.
Erik Jensen Torm – politimester 1731-1761
Portræt på Politigården malet af: Johannes Hörner
Torm var født i Salling i 1684 som søn af forpagter jens Henriksen og Mette Torm, der var datter af stiftprovsten ved Frue Kirke i København. Torm blev student allerede som 13-årig i 1697, og han tog morfaderens navn. Desværre var der ikke råd til, at han kunne forsætte studierne, hvorfor han blev ansat som lakaj for Kong Frederik IV.
Han fulgte kongen i krig, hvor han bl.a. var med i slaget ved Fadebusch i 1712. Senere blev han på grund af sine gode evner regimentsskriver og livkarl hos kongen, hvis liv han reddede ved en eksplosion på ”Gjethuset” under en kanonstøbning i 1729.
Ved kongens død i 1730 blev Torm administrator af Vallø Slot, et arbejde, han gik op i med stor interesse, ligesom han udgav adskillige skrifter med fortræffelige oplysninger om livet blandt bønderne.
Den 19. februar 1731 blev han politimester og borgmester i København, og han viste sig hurtigt at være en dygtig og djærv embedsmand, der selv indfandt sig på torvene og – ifølge familietraditionen – personligt bankede de bønder, der ikke overholdt de fastsatte priser.
I september 1761 måtte han, da alderen plagede ham, overlade politimesterembedet til sin svigersøn Frederik Horn, der havde været hans medhjælper i en halv snes år. Torm døde som etatsråd og borgmester i februar 1764.
Frederik Horn – politimester 1761-1771
Portræt på Politigården malet af ukendt kunstner
Horn var født på Falster i 1708 som søn af en toldkontrollør. Han blev student fra Nykøbing og senere – uden nogen egentlig eksamen – en kendt og anvendt prokurator i København.
Under sin ungdoms ophold i Norge var han blevet stærkt påvirket af Holberg og forsøgte sig også som poet og skribent, hvilket interesserede ham om end endnu mere end det politimesterembede, han opnåede ved sin svigerfar Erik Jensen Torms død. Foruden borgmestertitlen, der fulgte med stillingen som politimester, blev han direktør for fattigvæsnet.
I 1771 afskedigede Struensee hele magistraten og dermed også politimesteren. Selv Horns bedste venner kunne ikke nægte, at hans selskabelige forlystelser, poesiinteresser og podagra havde gjort ham lidet egnet til chefposten i politiet – en stilling, som tilsyneladende også kun voldte ham ulyst. Struensee gjorde ham til justitiarius i Hof- og Stadsretten, hvilket interesserede ham ulige mere.
I politimestertiden havde Horn i øvrigt haft nogle ubehagelige og pikante opgaver at slås med – nemlig fjernelsen af Kong Frederik V`s frille, madam Syssel, samt affæren omkring grev Danneskjold Laurvigs bortførelse af skuespillerinden, jomfru Rose.
Horn døde som konferensråd i maj 1781.
Vilhelm Bornemann – politimester 1771
Portræt på Politigården malet af: Jens Juul
Bornemann var født i Bergen i 1731, og han tog sin juridiske embedseksamen i 1748 og avancerede efterfølgende gennem krigskacelliet til generalauditør. Da Struensee afskedigede hele magistraten, blev Bornemann ved en kabinetsordre udnævnt til politimester – en stilling, han kun var interesseret i som springbræt til Højesterret, hvori han indtrådte, allerede 13 måneder efter at han var udnævnt til politimester.
Forinden sin tid som politimester havde Bornemann gjort karriere med hurtige skift i forskellige embeder: auditør ved Artillerikorpset (1753), sekretær i Krigskancelliet (1757), Krigsråd (1759), præsident i Inkvisitionskommissionen og samme år udnævnt til generalauditør (1763) og overauditør i Danmark (1767), inden han blev udnævnt til politimester i 1771.
Bornemann var et højt kultiveret menneske, som i sin korte politimestertid med stor nidkærhed røgtede sit embede uden persons anseelse. En tidlig morgen ”tog” han en bonde, som var kommet gennem byporten med 12 fjerdingkar smør, uden at det var undersøgt eller justeret. Han konfiskerede på stedet smørret til fordel for ”Børnehuset”, selv om bonden undskyldte sig med, at smørret var bestilt af etatsråd Rothe i Rentekammeret.
Ved siden af sit offentlige virke havde Bornemann en stor interesse og sans for poesi, og han var bl.a. ven med og inspirator for skuespilforfatteren Charlotte Biehl, der desuden oversatte Cervantes ”Don Quixote” til dansk.
Bornemanns tid som politimester blev kort, da han allerede i 1772 blev udnævnt til assessor i Højesteret, og senere blev han etatsråd (1776) og konferensråd (1781), inden han døde i 1801.
Christian Fædder – politimester 1772-1788
Portræt på Politigården malet af ukendt kunstner
Fædder, der stammede fra Horsens, kom til hovedstaden for at søge sin lykke. Han blev ansat som tjener hos nogle unge mennesker, der senere fik ham anbragt ved hoffet som lakaj.
I 1746 avancerede Fædder – på trods af at hans håndskrift var næsten ulæselig – til hofskriver, og han udviste en fremragende evne til at indynde sig hos sin overmænd og herse med sine undergivne, og på den måde lykkedes det ham – bl.a. ved Grev Moltkes indflydelse – i 1749 at blive viceborgmester i København. Han var ilde lidt på grund af sit uforskammede og hovne væsen og aldeles uduelig som medlem af Det Kongelige Teaters direktion fra 1757 til 1762. Han sænkede teatrets standard betydeligt ved at engagere akrobater og lignende, og i øvrigt var hans hovedinteresse tilsyneladende teatrets kvindelige personale – specielt en italiensk balletdanserinde, der blev hans elskerinde. I 1762 blev han afskediget fra teatret på grund af uduelighed.
I mellemtiden var det i 1758 lykkedes ham at blive justitsråd, og i 1768 blev han etatsråd. Han afgik sammen med den øvrige magistrat i 1771 ved Struenses fald, men blev efterfølgende, på trods af sin tilsyneladende uduelighed, udnævnt til politimester i 1772 og fungerede som politimester i 16 år, hvorefter han blev konferensråd. Fædder repræsenterer den værste side af enevældens embedsmandsvæsen. Han døde i 1793 og fik eftermæle som knægter af ”Tænke-, tale- og samvittighedsfriheden”. Han blev af Bernstorff karakteriseret med følgende ord: ”At lade ham have afgørende myndighed var som at give et fireårs barn en kniv i hånden” – han var kort sagt uduelig på sin post.
Johan Thomas Flindt – politimester 1788-1794
Portræt på Politigården malet af: Ulrik Ferdinand Beenfeldt
Flindt, der var officerssøn, blev efter at have været byfoged i Rudkøbing og senere generalauditør udnævnt til politimester i 1788, da han var 44 år gammel.
Han manglede som sin forgænger, politimester Fædder, ganske evnen til at omgås den gemene borger, og da han følte sig såret over den manglende agtelse, menigmand viste ham, ansøgte han om sin afsked, hvilket skete i 1794.
Flindt var vist på bunden en brav mand, men han magtede ikke at udfylde embedet. I hans politimestertid genlød hovedstaden af larmen fra adskillige optøjer og strejker, derunder den såkaldte ”posthusfejde” (1793), hvor vinduerne blev slået ind – både i Politikammeret og på hans private bopæl på hjørnet af Rådhusgade og Farvergade, og under den såkaldte ”filosofgangfejden”, som han tilsyneladende – set fra øvrighedens side – ikke håndterede på nogen fornuftig måde.
Utilfredsheden med Flindt kulminerede i 1794 ved ”Tømrersvendenes Skrue”, der ikke alene fremkaldte arbejdsnedlæggelser i flere forskellige lav, men som også førte til så voldsomme gadespektakler, at man frygtede for et egentligt oprør. Urolighederne ophørte først, da 125 tømrersvende var blevet sendt ud af landet.
Endelig fik Flindt den lidet misundelsesværdige opgave at skulle føre sagen mod Heiberg for dennes bekendte vise om: ”ordener hænger man på idioter/men har man hjerne/kan man jo gjerne/undvære orden og stjerne”. Denne sag og dommen over Heiberg var bestemt ikke gunstig for hans popularitet, men når dette er sagt, så var Flindt blot sat til at håndhæve de gældende regler, og Heiberg blev senere i 1799 landsforvist på grund af sine skriverier.
I august 1794 kort efter ”Tømrersvendenes Skrue” blev han afskediget som politimester ”grundet på en for ham ugunstig Opinion imellem den gemene Mand” – med andre ord var utilfredsheden med ham for stor blandt byens borgere.
Flint døde i 1809, og borgerne savnede ham ikke.
Christian Magdalus Thestrup Cold – politimester 1794-1800
Portræt på Politigården malet af: Christian Horneman
Cold blev udnævnt til politimester i 1794 i en alder af 40 år. Han fik til opgave at føre en forordning af 15. juli 1793 om: “En forbedret Politie indretning i København” ud i livet. I forordningen bestemmes, at politimesteren og hans betjente skulle være uniformerede, og som ydre værdighed fik politimesteren og hans fuldmægtige en karmoisinrøde uniformsfrakke, og den, der satte sig op mod kongens betjente, kunne i værste fald dømmes til arbejde i ”Rasphuset eller Slaveriet” i indtil 6 år. Herudover fik han til opgave at bringe orden i Københavns ret fortvivlede sanitære forhold – herunder at gennemføre brolægninger af alle gader.
Cold var en dygtig og samvittighedsfuld jurist, der i modsætning til sine umiddelbare forgængere opnåede en vis popularitet blandt byens borgere, selv om han med fire rødklædte, stokkebevæbnede betjente en gang måtte indfinde sig i Det Kongelige Teater og true det støjende, hyssende og tampende publikum med militær rydning af teatret, såfremt demonstrationerne mod det chauvinistiske stykke ”Dormon og Wilhelmine” ikke øjeblikkeligt ophørte. Optøjerne blev bragt til ophør, men samtidig blev stykket taget af plakaten.
Cold havde sin betydelige andel i forordningen af 3. juni 1796 om Rettens pleje, der lovfæstede, at dommere og advokater skulle have en juridisk eksamen, og under byens voldsomme brand i juni 1796 lykkedes det ham ved sin personlige indgriben at redde den østlige side af Farvergade, således at et stort stykke københavnsk kvarter blev skånet for flammerne.
Allerede i 1799 blev han af kongen kaldet til deputeret i Det Danske Kancelli, hvor der ventede ham store opgaver under krigshandlingerne i 1801 og 1807. Fra 1804 til 1825 fungerede han som generalprokurør og var medlem af utallige kommissioner og udvalg, inden han døde i 1826 som storkorsridder og geheimeetatsråd.
Hans Haagen – politimester 1800-1809 og politidirektør 1814
Portræt på Politigården malet af: C.A. Lorentzen
Haagen blev født 1754 og voksede op på Christianshavn som søn af en islandsk købmand. Han blev student i 1770 og i 1782 prokurator ved Hof- og Stadsretten. Han havde ry som en overordentlig dygtig, samvittighedsfuld og uforfærdet mand, som borgerne så op til, og som med nidkærhed og retfærd røgtede politimesterembedet fra 1800 til 1809 – der vel nok var en af de vanskeligste perioder i politiets historie. Da flådens udlevering i 1807 skulle proklameres, tilbød han generøst general Peyman at ride rundt med denne i Københavns gade for at afværge folkets forbitrelse.
Haagen ansøgte pludselig om sin afsked i 1809 på grund af ”svagelighed og sorg over fædrelandets skæbne”, men det fortaltes over hele byen, at årsagen var en ganske anden.
Der var blevet stjålet en kostbar gulddåse fra galanterihandler og juveler Marcus Henriques på Købmagergade, og politimesterens undersøgelser pegede mod en meget højtstående person. Da dette kom kongen for øre, befalede han imidlertid, at sagen skulle dysses ned, men politimester Haagen ville ikke medvirke hertil og tog sin afsked.
Haagen blev også umiddelbart efter sin opsigelse udnævnt til Ridder af Dannebrog og i 1812 blev han generalauditør i Søetaten. Han fik yderligere oprejsning, idet han i maj 1814 blev geninstalleret i sin stilling, der nu hed politidirektør, men han døde allerede året efter.
Haagen var en særdeles vellidt politimester og politidirektør, og i nekrologen efter hans død stod der bl.a. i avisen Dagen: ”Af Skaberen selv syntes han bestemt til denne Post.”
Det var karakteristisk for Haagen, at han ville begraves i al beskedenhed en morgenstund kl. 7 og kun følges af sin søn (der i øvrigt senere blev nationalbankdirektør), to nære venner og præsten. Sønnen skulle udregne, hvad en prægtig begravelse ville have kostet, og indbetale differencen til Frederiks Hospital.
Rasmus Langeland Bagger – politimester 1809-1814
Portræt på Politigården malet af: C.A. Lorentzen
Bagger blev født i 1764 som søn af en forvalter på hovedgården Saltø ved Næstved. Han blev student fra Slagelse og tog juridisk eksamen i 1789. Efterfølgende gik han en stilfærdig embedsvej gennem kancelliet, hvorefter han i 1805 blev birkedommer og rådmand i Slagelse. Samme år udnævntes han til borgmester i Slagelse og også i 1805 til kancelliråd.
Noget imod sin vilje blev han i 1809 udpeget som Haagens efterfølger, idet han efter sigende hellere ville være blevet i Slagelse. Om hans indsats som politimester vides ikke meget – muligvis fordi han ikke udrettede meget. Da Haagen blev genindsat i 1814, blev Bagger borgmester i København, men var i sine sidste leveår stærkt lidende af vattersot – trøstet og opmuntret af barndomsvennen: digteren Jens Baggesen.
Ud over at være politimester var Bagger også etatsråd og tredje borgmester i København. En stilling, han bestred til sin død i januar 1819, hvor han dog var rykket op som første borgmester.
NB:
Den 22. august 1815 udgik der et reskript fra Frederik d. VI til Danske Kancelli, hvor kongen foreslog oprettelsen af en stilling som Politichef, der bl.a. kunne føre tilsyn med Københavns Politidirektør. Kongen har ikke været tilfreds med politiets virksomhed, men mente, at den nye stilling kan bringe Københavns Politi “En forøget kraft og anseelse”.
Stillingen fik justitsminister Frederik Julius Kaas (1758-1827), og han var politichef frem til sin død i 1827, og stillingen blev aldrig besat siden.
Otto Himmelstrup Hvidberg – politidirektør 1815-1820
Portræt på Politigården malet af ukendt kunstner, muligvis kopi af Eckersberg
Hvidberg var præstesøn og født i 1771 på Ålborgegnen. Han tog juridisk eksamen i 1796, var politimester et par år og derefter ansat i forskellige offentlige institutioner, indtil han tiltrak sig almindelig opmærksomhed ved i 1815 at opnå en præmie for en besvarelse af, hvorledes man bedst kunne bekæmpe tyverier. Hans skrift blev trykt – også i avisen ”Dagen” – og dette førte alt sammen til, at han fik embedet som politidirektør i august 1815.
Han udmærkede sig som sin forgænger Bagger heller ikke ved nogen fremragende indsats – tværtimod. Den såkaldte ”Jødefejde” i 1819, hvor der i København var en række antisemitiske optøjer, viste tydeligt, at han ikke var sin opgave voksen. På trods af forudgående rygter om overfald på jøder valgte Hvidberg at ignorere disse rygter, og da optøjerne begyndte med hærværk på forretninger og optøjer i gaderne, måtte Hvidberg til sidst hente forstærkning hos husarerne, der kunne rydde gaderne.
Hvidberg blev efterfølgende – i nåde – frigjort fra stillingen som politidirektør den 1. januar 1820 med ventepenge, og kongen udtrykte mundtligt tilfredshed med hans embedsførelse.
Hvidberg virkede herefter som prokurator ved overretten og døde i 1822.
Det hed sig senere, at en havnekasserer Wissing, der blev arresteret i 1824 på grund af underslæb, havde givet Hvidberg 5.000 rigsdaler for at få sit embede.
Ved siden af sin juridiske karriere interesserede Hvidberg sig for Shakespeare, og han udgav i 1804 en biografi om Shakespeare.
Efter Hvidberg trængtes der alvorligt til en helt anden kurs i politiets ledelse.
Andreas Christian Kierulff – konstitueret politidirektør 1815, politidirektør 1820-1845
Portræt på Politigården malet af: Adam Müller
Kierulff var søn af en viceadmiral og blev født i 1782. Han blev student i 1799 og efterfølgende juridisk kandidat i 1802. Han havde først hu til søen, men valgte dog at gå auditørvejen, hvorefter han blev assessor i politiretten i 1813. Da Haagen blev udnævnt som politidirektør i 1814, fungerede Kierulff som medhjælper, og han blev kortvarigt konstitueret som politidirektør mellem Haagens død og Hvidbergs ansættelse i 1915.
Efter senere at være blevet dommer i Højesteret tiltrådte han i januar 1820 embedet som politidirektør, idet han dog forbeholdt sig sin anciennitet i Højesteret, såfremt han skulle ønske at vende tilbage.
En af de første opgaver, Kierulff måtte kaste sig over, var fornyede optøjer i forbindelse med den såkaldte Jødefejde. Kierulff havde dog allerede udarbejdet en plan til at imødegå evt. optøjer, idet politistyrken var blevet inddelt i mindre grupper. Betjentene, der fik hjælp både fra havnearbejdere og husarer, og som var bevæbnet med bambusstokke, fik hurtigt spredt folkemængden, og allerede senere samme aften kunne Kierulff meddele justitsministeren, at der var ro i gaderne.
Han blev dog på sin post som politidirektør i 24 år, i hvilken periode den charmerende og handlekraftige mand gjorde en betydelig indsats for at højne politiets anseelse og virkekraft.
Kierulff havde som politimester også stor indflydelse på landets politik, idet han havde dagligt referat med kongen, som han diskuterede med i ethvert forefaldende spørgsmål. Han havde kongens fulde tillid, da han altid var meget vel underrettet, havde klog besindighed og mådeholdent, humant frisind.
Kierulff blev i 1836 dekoreret med Storkorset. Han døde 10 år senere den 22. august 1846, året efter sin afgang som højesteretsdommer, og med ham begyndte en række af dygtige og ansete embedsmænd i spidsen for Københavns Politi.
Christian Jacob Cosmus Bræstrup – politidirektør 1845-1863
Portræt på Politigården malet af: Johannes Vilhelm Gertner
Bræstrup var lægesøn og født i 1789 og fik en stor juridisk eksamen i 1806. Han begyndte som Kierulff som auditør, men blev i 1821 assessor i politiretten og vicepolitidirektør samtidig med dette embedes oprettelse i 1823. Forinden havde han i 1813 deltaget i felttoget i Nordtyskland, og efter freden blev han i 1818 udnævnt til overauditør, inden han i 1821 blev assessor i Københavns Politiret.
I 1823 oprettes et embede som vicepolitidirektør i København og Bræstrup fik stillingen, som han bestred, indtil han overtog stillingen som politidirektør og justitiarius i Politiretten i 1834.
Bræstrup blev i 1845 udnævnt til politidirektør og chef for Københavns Politi.
Han var en fremragende organisator og et menneske af høj karat. Han var politidirektør til 1863, hvor han ønskede at trække sig tilbage til et otium – hædret med et storkors og titel som geheimekonferensråd.
Der skete ham det usædvanlige, at han opnåede at blive både dansk gesandt i Athen og dernæst justitsminister samtidig med, at han havde været overpræsident fra 1864 – en stilling, han beholdt til sin død i juli 1870, hvor et langt og voldsomt liv sluttede.
Bræstrup havde vel nok i nogen grad manglet evnen til at gøre politikorpset populært. Det gav sig særligt udslag under ”Grevindefejden”, hvor borgerskabet var utilfreds med grevinde Danners indflydelse. Kraftigt opildnet af de nationalliberale blade havde en demonstrerende folkemængde samlet sig på slotspladsen nytårsaften 1859 og opførte sig uhøvisk og støjende på en måde, så Garden måtte rykke ud, hvorefter Københavns samlede politistyrke bankede demonstranterne over Højbro og gennem Østergade.
Efter Bræstrup blev den forældede vægterordning afskaffet. Politiet blev på ny reformeret og bragt på højde med byens udvikling. Der kom andre tider!
Vilhelm Christopher Crone – politidirektør 1863-1887
Portræt på Politigården er malet af: Hans Christian Jensen i 1887
Crone var født i 1813 som søn af en amtsforvalter i Nyborg. Efter at have taget sin juridiske eksamen i 1835 blev han byfoged og politimester i Helsingør, hvor han gjorde sig fordelagtigt bemærket ved en fortrinlig administration af det ham underlagte politi. Han blev derfor kaldt til hovedstaden som politidirektør i 1863.
Han fik straks til opgave at føre den vedtagne lov om omordning af Københavns Politi ud i livet, og ved en række instrukser og dagsbefalinger tilrettelagde han polititjenesten i København og bragte politiet på højde med tiden. Loven indebar bl.a. at der blev oprettet tre Politiinspektorater: Ordens-, Opdagelses- og Sundhedspolitiet. I 1867 indførte han bladet ”Politiefterretninger”, der blev et uvurderligt hjælpemiddel til efterforskning af forbrydelser.
De mange reformer i politiets organisation og Crones talrige politivedtægtsforeskrifter mødte af og til modstand fra byens borgere, men det lykkedes i det store hele Crone at opretholde et fornuftigt forhold til byens borgere. Dette skete også på trods af en tid, hvor socialismen og den politiske kamp så småt var begyndt.
Crone var desuden interesseret i, at hans politikorps uddannede sig, og den 26. oktober 1875 bestemte han: “At overtallige politibetjente og fast ansatte, der trængte til det, skulle have 1 times undervisning hver dag”.
Han søgte at lempe sig efter borgernes rimelige ønsker og foretrak – så længe det var ham muligt – formaninger og advarsler frem for de upopulære og overdrevet anvendte bøder. Hans statelige skikkelse og mandige optræden skabte respekt om ham selv i de vanskelige tider, der oprandt med urolige politiske møder på Københavns Fælled, og han veg ikke tilbage for at lade førerne arrestere, dersom det var nødvendigt for at opretholde ro og orden.
Crone fratrådte den 1. august 1887 stillingen som politidirektør som etatsråd og storkorsridder. Crone var ved sin afsked højt respekteret og nød stor tillid hos resten af politistyrken. Han døde nogle få måneder senere.
Eugen Petersen – politidirektør 1887-1917
Portræt på Politigården malet af: Malthe Engelsted i 1893
Politidirektør Petersen skulle beklæde sit embede i over 30 år, nemlig fra august 1887 til september 1917. Han var født i Holstebro i 1840 som søn af den kendte herredsfoged og folketingsmand C.N. Petersen og blev juridisk kandidat i krigsåret 1864. Sin løbebane startede han som dommerfuldmægtig i Birkerne, medens han samtidigt passede sin stilling i Justitsministeriet. I 1877 blev han konstitueret som vicepolitidirektør, og 10 år senere blev han politidirektør.
På trods af at Eugen Petersen modtog et velordnet politikorps efter Crone, krævedes der en betydelig indsat fra Petersen for at forbedre politistyrkens præstationer – forøge den talmæssigt, højne niveauet for politibetjeningen og forbedre lønniveauet.
Eugen Petersen var ikke just popularitetsjæger, men han var den korrekte, retsindige og myreflittige embedsmand, der med stor dygtighed aftvang respekt hos sine modstandere i de første vanskelige år – ikke mindst under Den Store Nordiske Udstilling i 1888. Med ham skabtes det moderne politi, og der er ingen tvivl om, at han overlod sin efterfølger Dybdahl et langt mere effektivt politikorps end det, han selv havde modtaget.
Under Eugen Petersens politidirektørperiode skabtes et virkeligt godt forhold til byens borgere. Han havde en stor indfølingsevne og et godt lune, og derudover var han en god taler. Han kom i nær kontakt med borgerrepræsentationen og sit politikorps, hvor styrken endnu ikke var større, end at han kunne interessere sig for hver enkelt politimand.
Han døde i 1930.
Theodor Dybdal – politidirektør 1917-1926
Portræt på Politigården malet af: N.V. Dorph i 1924
Dybdal var præstesøn og blev født i 1856, og han blev juridisk kandidat i 1879. Han var ført fuldmægtig i Indenrigsministeriet og blev i 1897 borgmester for magistratens 1. afdeling.
Som medlem af magistraten var Dybdal med til at udvikle Folkeskolen i København, hvilket var medvirkende til, at undervisningen blev ensartet for hele Folkeskolen. Dybdal var også en af drivkræfterne bag den overenskomst med staten, hvor det blev bestemt, at fællesskabet med hensyn Domhuset på Nytorv blev ophævet, og en ny Politigård blev opført i samarbejde med staten.
I 1917 blev han udnævnt til politidirektør og fik sin ilddåb i de vanskelige år under første verdenskrig.
Et par år efter sin ansættelse påbegyndte Dybdal en omlægning af polititjenesten, hvor mekaniske hjælpemidler blev taget i anvendelse. På gaderne anbragtes telefonskabe, hvorfra betjentene kunne sætte sig i forbindelse med stationerne og omvendt, og på visse stationer samledes udrykningshold, som ved hjælp af ”kraftige motorvogne” kunne komme til stede med et betydeligt mandskab, hvis der var optræk til uroligheder.
”Etatsråd Dybdal” som han altid tituleredes, var levende interesseret i socialt og filantropisk arbejde – særligt til afhjælpning af bolignøden, som dengang var et altovervejende problem. Han var vel nok den konservative, formfuldendte embedsmand, men samtidig den hjertevarme ”etatsråd”, til hvem ingen gik forgæves.
Dybdal fratrådte embedet i 1926 og døde tre år senere.
Hakon Jørgensen – konstitueret politidirektør 1926-1927
Portræt på Politigården malet af: N.V. Dorph, malet i 1929 efter fotografi.
Jørgensen var præstesøn, og han blev født i 1879 og tog juridisk eksamen i 1904. Han gik straks ind i politiet som menig betjent og kæmpede sig op gennem graderne, idet han i 1920 blev politiinspektør og chef for ordenspolitiet. Hakon Jørgensen var den ”fødte” politimand. Han blev forstander for Politiskolen og udgav en række lærebøger for politiet, ligesom han indførte brugen af politihunde.
I 1926 konstitueredes han som politidirektør i København – en konstitution, der på grund af hans sygdom og død ikke efterfulgtes af en fast udnævnelse.
Jørgensen beskæftigede sig i omkring 10 år indgående med fingeraftryksproblemer, og han ønskede at styrke bekæmpelsen af internationale forbrydelser og at skabe en mere effektiv forbindelse mellem fingeraftryksbureauerne. I den forbindelse opfandt han et såkaldt fjernidentificeringssystem – et internationalt formelsystem – der gjorde det muligt hurtigere at identificere forbrydere. Før Hakon Jørgensens tid eksisterede der et identificeringssystem, men han var den første, der i formlerne udelukkende gjorde brug af tal. Dette internationale daktyloskopiske fjernidentificeringssystem fik en enorm betydning.
Som politiinspektør var han i 1920`erne med til at omorganisere ordenspolitiet og organisere udrykningstjenesten ved tekniske hjælpemidler – dvs. biler, alarmskabe mv.
I marts 1924 flyttede Hakon Jørgensen sammen med resten af Københavns Politi ind på den nyopførte Politigård i København.
Med sit djærve og muntre væsen lykkedes det ham at gøre Københavns Politi til et populært korps, og hans alt for tidlige død i 1927 efter en håbløs sygdom bevirkede, at han kun nåede at være konstitueret politidirektør i et års tid.
Der er på Politigården i København – ved forhallen til Politidirektørens kontor – opsat en mindetavle for Haakon Jørgensen.
Aage Fabricius Hansen – politidirektør 1927-1935
Portræt på Politigården malet af: Herman Vedel
Fabricius Hansen blev cand.jur. i 1899 – 23 år gammel. Efter at have været dommerfuldmægtig i provinsen blev han i 1919 politimester i Roskilde, hvorfra han kaldtes til politidirektørembedet i København i 1927.
Fabricius Hansen formåede i sin tid som politidirektør at vinde alles tillid og agtelse. Han var en retsindig, rolig og dygtig mand og en forstående chef, og han havde fortjent politimændenes respekt gennem sine egne personlige egenskaber og ikke blot i kraft af sin stilling som politidirektør.
Som chef for Københavns Politi kæmpede han for og fik gennemført en betydelig styrkeforøgelse, som man i årevis havde efterlyst. Samtidig blev han efterfølgende anerkendt for at havde videreført den positive ånd, som Hakon Jørgensen havde efterladt, og samtidig ”skabt disciplin inden for styrken”.
Efter Fabricius Hansens død udtalte justitsminister Zahle følgende mindeord: ”Politidirektør Fabricius Hansen blev politidirektør i en tid, hvor det københavnske politi fuldkommen skiftede tid. Der er endnu mennesker, som følger så lidt med tiden, at de ynder at omtale vort politi som tykmavede, brutale personer. Men den politibetjent eksisterer ikke mere. Den københavnske politibetjent er nu en ung, sportstrænet mand, pligtopfyldende i sin tjeneste, men høflig og korrekt i sin optræden.”
Fabricius Hansen beklædte stillingen til sin død i april 1935.
Eigil Thune Jacobsen – politidirektør 1935-1937
Portræt på Politigården malet af: August Tørsleff i 1950 (kopi af Tørsleff efter hans egen original fra 1936)
Jacobsen var lægesøn, og han blev født i 1880. Han blev juridisk kandidat i 1905 og senere politiassistent i København. Han fik i 1922 embedet som politimester i Randers og blev senere i 1926 politiinspektør i statspolitiet og i 1928 chef for opdagelsespolitiet. Dette førte naturligt til, at han blev politidirektør i 1935 ved Fabricius Hansens død.
Der er kun få efterretninger om hans korte tid som politidirektør i København. Han fratrådte stillingen som politidirektør i 1937, da han blev udnævnt til rigspolitichef, for at han i 1938 kunne forestå og planlægge Rigspolitiets virksomhed, der trådte i kraft den 1. april 1938 ved vedtagelsen af indførelsen af enhedspolitiet. Som enhedspolitiets første øverste chef kom hans alsidige uddannelse og gode menneskekundskaber ham til gode under det omfattende reformarbejde.
Han arbejdede med stor iver på at dygtiggøre politikorpset ved uddannelse på Politiskolen, og som rigspolitichef desuden ved udgivelsen af bladet ”Politiet, Tidsskrift for Polititivæsen”. Han var i øvrigt stærkt interesseret i alle tekniske fremskridt til opnåelse af det bedste resultat i politiarbejdet, og han medvirkede til etablering af en række politilaboratorier i flere provinsbyer.
Da justitsminister Harald Petersen trådte tilbage i 1941, udnævntes Thune Jacobsen til ny justitsminister – uden at høre til noget politisk parti. Han fungerede som justitsminister under anden verdenskrig under ministerierne Stauning, Buhl og Scavenius og lod sig – utvivlsomt noget uovervejet – i årene 1942-1945 vælge som formand for Dansk-Tysk Forening.
Han døde i 1949.
Ivan Peder Hutzen Stamm – politidirektør 1937-1945
Portræt på Politigården malet af: Hans Henningsen i 1940
Stamm blev født i 1888 og blev cand.jur. i 1912. Han gik den lige vej gennem politiet, idet han i 1919 blev politiassistent og i 1927 politiassessor i København. Efter at have været ledende politiassessor fra 1931 og politiinspektør fra 1934, blev han i 1936 chef for stats-politiet og den 1. juli 1937 udnævnt til politidirektør i København.
Stamm, der bl.a. havde været lærer på Politiskolen fra 1929 til 1936, var utvivlsomt en skarpsindig politimand med et klart blik for politietatens forskellige opgaver, men han fik den utaknemmelige opgave at være politiets øverste chef i København under den tyske besættelse – en stilling, som vist nok intet menneske i Danmark misundte ham.
Om han løste sin opgave under krigen, er der vist delte meninger om, men natten mellem den 4. og 5. maj 1945, da det danske politi vendte tilbage til sin gøremål, fik han af statsminister Vilhelm Buhl at vide, at han ikke skulle genoptage sit virke, og begrundelsen for opsigelsen var unational optræden under besættelsen.
Der blev ikke rejst tiltale mod ham, men han blev afskediget med halv pension kun 57 år gammel. Han døde 27. juni 1969 efter at have drevet forskellige forretninger i København – hvor han bl.a. var cigarhandler på Frederiksberg.
NB:
Den 1. april 1938 trådte enhedspolitiloven af den 18. maj 1937 i kraft, hvorefter alt politi i Danmark blev Rigspoliti.
Tidligere politidirektør Eigil Thune Jacobsen blev udnævnt til landets første rigspolitichef, der skulle føre tilsyn med landets politimestre og politidirektøren i København. Rigspolitichefen har dog ingen beføjelser til at gribe ind over for den konkrete arbejdstilrettelæggelse i politikredsene.
Aage Valdemar Seidenfaden – politidirektør 1945-1948
Portræt på Politigården malet af: Herman Vedel
Seidenfaden, der blev konstitueret politidirektør den 6. maj 1945, var født i Århus i 1877 og blev juridisk kandidat i 1901. Efter at have været overretssagfører i København og herredsfuldmægtig blandt andet på Bornholm gik han aktivt ind i politiets tjeneste og blev politimester i Randers i 1919 og senere i Tønder.
Han overtog i 1934 embedet som politimester i Københavns Amts nordre birk, hvilket han bestred med dygtighed og elskværdighed indtil politiets fjernelse den 19. september 1944 – hvor han, da Gestapo ankom, undgik arrestation og deportation ved at klatre over muren, der omgiver ting- og arresthusets bygninger på Blegdamsvej.
Seidenfaden blev den selvskrevne leder af det danske politis ”illegale” organisation indtil befrielsen og var i øvrigt gennem hele sit liv stærkt engageret i en række administrative og ministerielle udvalg og organisationer.
Efter befrielsen den 5. maj 1945 fik Seidenfaden om formiddagen en skrivelse fra Justitsministeriet, hvoraf det fremgik, at han var blevet konstitueret som politidirektør i København – efter at Stamm var blevet afskediget.
De første fem dage bestred Seidenfaden sin stilling fra Gentofte Museum i Øregårdsparken, hvor politiet oprettede et midlertidigt hovedkvarter, indtil man kunne vende tilbage til Politigården, som først skulle gøres rent, efter at tyskerne havde efterladt bygningen i en beskidt tilstand.
Efter krigen blev det pålagt politiet at eksekvere de dødsdomme, der blev fældet ifølge forræderiloven, og Seidenfaden blev sendt til Norge for at overvære den første henrettelse (af Quisling). Seidenfaden kommanderede således selv ved de første to danske henrettelser.
I Seidenfadens år som politidirektør brugte han det meste af tiden på at genoprette politiets status og rydde op i internt i politiets rækker. Han bestred stillingen frem til 31. januar 1948, da han faldt for aldersgrænsen.
Seidenfaden døde i 1966.
Jens Christian Andersen Herfelt – politidirektør 1948-1951
Portræt på Politigården malet af: Hans Lystlund i 1952
Herfelt blev født i 1894 som søn af en jysk gårdejer. Efter at være blevet student i 1915 og have taget sin juridiske eksamen i 1921 kom han ind i Justitsministeriet, hvor hans begavelse og store arbejdsevne efterhånden førte ham fra kontorchefstolen til et dommersæde i Østre Landsret i 1945. Forinden havde han været medhjælper hos statsadvokaten og konstitueret som politimester i Hasle, og efter befrielsen blev han kongelig kommissarius for konfiskation af tysk og japansk ejendom – et særdeles brydsomt erhverv.
Den 1. februar 1948 tiltrådte han embedet som politidirektør i København, men beholdt kun dette hverv indtil 1. juli 1951, hvor hans dygtighed, retlinethed og store menneskelige egenskaber naturligt førte ham ind i Højesteret.
Han beklædte samtidig andre betydelige poster inden for Voldgiftsretten, Skibssynet, Teaterrådet og Forsikringsrådet, og han må i alt karakteriseres som en arbejdskraft af høj karat.
Herfelt forlod Højesteret i 1964 og døde i februar 1972.
Eivind Larsen – politidirektør 1951-1968
Portræt på Politigården malet af: Sigurd Swane i 1963
Larsen, der blev født i 1898, var dyrlægesøn fra Frederiksberg, og han blev juridisk kandidat i 1922. Det følgende år kom han ind i Justitsministeriet og blev politiadvokat i København i 1932. Derfra kom han fire år efter som politimester til Helsingør, men allerede i 1937 tilbage til hovedstaden som chef for opdagelsespolitiet. I besættelsens første år havde han det ikke morsomme hverv at være konstitueret statsadvokat – en stilling, han klarede med indædt energi og stadige vanskeligheder med besættelsesmagten. Eivind Larsen blev angrebet fra flere sider, men sikkert ganske uberettiget, og om hans nationale sindelag hersker der ingen tvivl. Han havde bl.a. flere besværlige sager vedrørende udlevering af tyske flygtninge, der opholdt i Danmark.
I 1941 blev han departementschef i Justitsministeriet, men vendte tilbage til Københavns Politi som politidirektør i 1951 – et embede han bestred i hele 17 år frem til juni 1968.
I foråret 1968, da ungdomsoprøret ulmede i København, hvor en del af Københavns Universitet bl.a. var blevet besat, indgik Larsen en aftale med rektor Fog om, at politiet skulle holde sig væk og kun rykke ud, hvis de blev tilkaldt ved brug af et specielt kodeord. Kodeordet blev aldrig brugt.
Stillingen som politidirektør var dog efterhånden blevet af mere administrativ karakter, men Larsen var selv særdeles interesseret i færdselsforhold.
Han døde i 1971, tre år efter at han havde fra- trådt stillingen som politidirektør.
Peter Martensen Christensen – politidirektør 1968-1975
Portræt på Politigården malet af: Grethe Bagge i 1975
Christensen blev født i 1921 i Gråsten som søn af en bankdirektør. Han blev juridisk kandidat i 1945. Han gik straks ind i Justitsministeriet, var en kort tid konstitueret politimester i Tønder og fungerede senere som sekretær for rigspolitichefen og medhjælper hos statsadvokaten, ligesom han var konstitueret som dommer i Østre Landsret og direktør for fængselsvæsenet. Med denne omfattende uddannelse blev han konstitueret som politidirektør i København i 1968 og efterfølgende udnævnt i 1970.
Han fik ligesom sin forgænger den attråede mulighed for at sætte sig i en ledig stol i Højesteret – et ønske, han utvivlsomt havde næret fra begyndelsen af sin karriere i Justitsministeriet. Han blev senere udnævnt til højesteretspræsident.
Inden for politietaten efterlod han sig et særdeles godt omdømme som en fin stilist og en dygtig og elskværdig chef.
Peter Martensen Christensen døde i 2012.
Poul Eefsen – politidirektør 1975-1995
Portræt på Politigården malet af: Thomas Kluge i 1996
Eefsen blev født i 1925 i Uggelhuse som søn af en entreprenør. Han blev juridisk kandidat i 1949. Eefsen begyndte sin karriere i landbrugsministeriet og Justitsministeriet, hvortil han blev tilknyttet i 1951. Han fungerede som politifuldmægtig i Københavns Politi fra 1951 til 1954 og efterfølgende som dommerfuldmægtig ved Københavns Amts Søndre birk. Han fortsatte hos statsadvokaten, først som sekretær og medhjælper. Han fungerede som konstitueret dommer i Gladsaxe i perioden fra 1961 til 1964, inden han i 1975 blev udnævnt til politidirektør i København.
I 20 år var Eefsen chef for København Politi, og han var en markant personlighed, hvis konsekvente afvisning af kritik flere gange skabte blæst om hans person. Det var især efter optøjerne på Nørrebro i København i maj 1993, hvor politiet afgav 118 skud, at pressen satte fokus på Eefsen og hans stil. Hans første rapport om urolighederne blev kritiseret af politikere. Heller ikke i Lokalnævnet – der behandlede politiklagesager frem til 1996 – var Eefsens kommunikation med de folkevalgte altid særlig diplomatisk. Efterhånden blev billedet af politidirektøren i offentligheden meget firkantet – og ydede egentlig ikke den generte og lune person retfærdighed. Eefsen var også kendt for at kunne uddele skideballer – og for at fatte interesse for selv de mindste detaljer i politiarbejdet. Han var en energisk, dygtig, krævende og temmelig enerådende chef for hovedstadens politi.
Ved sin start som politidirektør iværksatte Eefsen en omlægning af Københavns Politis struktur, som også indbefattede en oprettelse af en selvstændig narkotikaafdeling, og først herefter kom Københavns Politi i gang med en målrettet og professionel indsats rettet mod narkotika. Han engagerede sig også meget i færdselsforholdene, og engagementet på dette felt blev videreført i bl.a. Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Eefsen døde den 8. april 2008.
Hanne Bech Hansen – politidirektør 1995-2009
Portræt på Politigården malet af: Pia Schutzmann i 2099
Københavns Politis første kvindelige politidirektør blev født i 1939 Århus som datter af en viceskoleinspektør. Hun blev juridisk kandidat fra Århus Universitet i 1964, og fungerede som advokatfuldmægtig og advokat i Odense i perioden fra 1964-1970.
I 1970 blev Hanne Bech Hansen politifuldmægtig ved Odense Politi, og hun arbejdede ved statsadvokaturen for Sjælland og Fyn. Fra 1984 til 1986 var hun vicepolitimester ved Gentofte Politi. Hendes første større chefstilling var som politimester ved Rigspolitiets personaleafdeling 1986-1988. Efterfølgende blev hun den første kvindelige chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET). I 1993 blev hun statsadvokat for København, Frederiksberg og Tårnby og behandlede blandt andet sagen mod Marc Rudin og sagen om sammenstødet mellem politi og demonstranter efter folkeafstemningen om Maastrichttraktaten i 1992. I 1995 blev hun Politidirektør ved Københavns Politi der var landets største politikreds. Under hendes ledelse gennemførte politiet rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej og flere aktioner mod Christiania. Da hun fyldte 70 i 2009 gik hun på pension.
Hanne Bech Hansens ledelse var karakteriseret af åbenhed, en bestræbelse på at forbedre politiets image og at gøre politiet fleksibel og omstillingsparat, hvilket hun blev rost for.
Omkring hendes pension udtalte tidligere operativ PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen blandt andet: ”Det er indiskutabelt at hun med sin uovertrufne kommunikative stil er blevet synonym med hele Københavns Politi, og dermed også signaleret en åbenhed, der helt klart kommer kollegaerne til gavn”.
Efter sin tilbagetrædelse fra politiet begyndte Hanne Bech Hansen som forfatter af kriminalromaner. Hanne Bech Hansen døde den 13. september 2016.
Johan Martini Reimann – politidirektør 2009-2013
Portræt malet at: Daniel Goldenberg i 2013
Johan Martini Reimann blev født 19. marts 1953 i København. Han er søn af civilingeniør C.J. Reimann og hustru lægesekretær Hanne Smith. Reimann blev student i 1972 fra Rungsted Statsskole. Han blev uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1978. Som nyuddannet fik han job som advokatfuldmægtig i København 1978-1979.
Han var ministersekretær for Erik Ninn-Hansen, og blev i denne egenskab indblandet i Tamilsagen. Reimann slap for en tjenestemandssag, fordi han havde sagt ministeren imod. Efter Ninn-Hansens fald blev han i 1994 kommitteret i Justitsministeriet i EU- og menneskeretsspørgsmål. I 1996 blev han afdelingschef samme sted. I 2003 blev han ansat som statsadvokat og Danmarks repræsentant hos Eurojust i Haag. Her var han til 2006, hvor han blev udnævnt til politidirektør for Nordsjællands Politi. Samtidig blev han formand for Ungdomskommissionen. I maj 2009 blev det offentliggjort, at Reimann til juli samme år ville blive ny politidirektør for Københavns Politi.
Sideløbende med sin øvrige karriere har Johan Reimann fungeret som underviser ved Køben havns Universitet og Politiskolen, ligesom han har forfattet flere juridiske artikler.
Han stoppede som politidirektør ved Købehavns Politi, da han blev udnævnt til direktør for Kriminalforsorgen i februar 2013. Han lod sig pensionere den 31. december 2016.
Thorkild Fogde – politidirektør 2013-2017
Portræt malet af Nina Skov Jensen
Thorkild Fogde blev født den 18. juli 1965. Thorkild Fogde er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1991.
Han er tidligere fuldmægtig i justitsministeriet og statsministeriet. Han har desuden også arbejdet som dommerfuldmægtig ved retten i Roskilde. I 2000 blev han ansat som kontorchef justitsministeriet og 2004 som afdelingschef.
I 2009 blev han ansat som politidirektør i Nordsjællands Politi og senere i 2012 som politidirektør for politiområdet i Rigspolitiet. Fra 2013-2017 var han politidirektør for Københavns Politi.
I 2017 tiltrådte han som direktør i Kriminalforsorgen, men han vendte tilbage til politiet i 2020, hvor han blev ansat som Rigspolitichef.
Politigårdens portrætter
Portrætter af samtlige politimestre og politidirektører er udstillet på Politidirektørens kontor på Politigården i København. I 1924, da Politigården blev officielt indviet, var Politidirektørens kontor et modtagelseslokale, hvor politidirektøren tog imod prominente gæster, og politidirektørens eget kontor lå i det bagvedliggende lokale.
De enkelte portrætter er malet af nogle af Danmarks ypperste portrætmalere. De ældre portrætter er formentlig ikke alle kommet direkte fra kunstnerens hånd, idet maleriet dengang på en måde var at sammenligne med nutidens fotografi.
Den person, der skulle afbildes, kunne således bestille flere malerier fra samme kunster, og kutymen var så, at kunstneren malede det første billede, hvorefter hans ”svende” malede de øvrige malerier (kopier) efter hans skitser. Når dette er sagt, er der ikke tale om kopier i den forstand, som vi kender dem i dag, og ofte vil ”svendenes” malerier være de eneste, der er tilbage i dag, da de øvrige kunstværker kan være gået tabt.
Vi håber, du vil nyde denne enestående mulighed for at se malerier af Københavns politimestre og politidirektører, der i høj grad har være med til at sætte dagsordenen i København og i Danmark i almindelighed.
NB: Denne publikation blev udfærdiget i forbindelse med Politiets Kunstforening, Københavns 25-års jubilæum i 2009. Den er siden løbende blevet opdateret.
Kildehenvisninger:
V. Crone:
”Politimestre og Politidirektører 1682-1863, Portrætter og Biografiske Efterretninger”, udgivet i 1861.
O. Nielsen:
”Biografiske Efterretninger om Kjøbenhavns Politimestre og Politidirektører i aarene 1682-1863”, udgivet i 1880
Jørgen Cold:
Københavns Politimestre gennem 300 år.
Artikel i Tidskrift for Dansk Politi nr. 18 den 15. december 1975.
Aage Seidenfaden:
”I politiets tjeneste”, udgivet i 1955.
Knud Bruun-Rasmussen:
”Hakon Jørgensen, en kritisk studie”, udgivet i 1927.