Ishøj: Styrket corona-indsats i weekenden
Københavns Vestegns Politi fastholder den ekstraordinære corona-patruljering i Ishøj i de kommende dage.

Ishøj har stadig et højt smittetryk, sundhedsmyndighederne arbejder hårdt på at teste og nedbringe smittespredningen, og politiets ekstra corona-patruljer er fortsat i byen det meste af døgnet – særligt i Bycentret.
”Vi fastholder vores særlige indsats i disse dage, og igen vil jeg gerne opfordre alle i Ishøj til at holde fast i den fælles kamp mod corona-smitten. Følg sundhedsmyndighedernes anbefalinger, bliv testet og brug mundbind, hvis du skal,” siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.
I februar har corona-patruljerne ført over 2.100 tilsyn med, om corona-restriktionerne bliver overholdt i politikredsens 11 kommuner – heraf er 650 tilsyn alene ført i Ishøj.
Styrket test-program i Ishøj
Sundhedsmyndighederne har de seneste uger styrket testkapaciteten i Ishøj – og Ishøj kommune melder dagligt dagens mulige teststeder ud via sin hjemmeside www.ishoj.dk og Facebook-side: @ishojkommune.Region Hovedstaden opdaterer jævnligt en oversigt over teststeder i Storkøbenhavn.
Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk