Opfordring til ejere af legepladser om tjek af gynger
På baggrund af en tragisk dødsulykke på en legeplads i Ballerup opfordrer Teknologisk Institut til, at alle ejere af legepladser tjekker legepladsernes gynger

Teknologisk Institut har assisteret Københavns Vestegns Politi i efterforskningen af ulykken, hvor en 31-årig kvinde blev dræbt, da et gyngestativ væltede ned over hende lørdag den 27. april. Instituttet skriver videre i deres notat:
”På baggrund af den konkrete sag opfordres der til at undersøge og vurdere forankringen på tilsvarende legeredskaber.
Nye legepladser skal have byggetilladelse fra kommunen jvf Bygningsreglementet for 2018, BR18. Her er relevante standarder nævnt i vejledningen.
Teknologisk Institut opfordrer ejerne til at få kigget deres legeplads efter en ekstra gang, så risikoen for lignende ulykker formindskes.”
”Vi kan kun støtte Teknologisk Instituts opfordring om, at alle legepladsejere tjekker forankringen af deres gyngestativer og andre bevægelige legeredskaber. Relativt tidligt i efterforskningen meldte vi ud, at der var indikation på manglende forankring, og det er nu slået fast, siger politiinspektør Mogens Lauridsen.
Politiet vil nu rette kontakt til landets kommuner og boligselskaber i forbindelse med Teknologisk Instituts opfordring.
Københavns Vestegn Politi efterforsker fortsat, om der er grundlag for at pålægge et strafferetsligt ansvar i forbindelse med ulykken.
Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk