Overrasket over dom: En cykel var en stor knallert
En mand blev standset af politiet på et tohjulet køretøj, som han selv mente var en el-cykel. Politi og bilinspektør syntes noget andet, og nu har retten idømt ham en frihedsstraf for at køre uden kørekort på en stor knallert, som ikke var typegodkendt eller forsikret.

En færdselspatrulje standsede i november i sidste år en 35-årig mand, som på Roskildevej i Rødovre kørte på fortovet på et køretøj, der lignede en meget kraftig el-cykel.
En fartmåling på et rullefelt afslørede, at det tohjulede køretøj kunne køre hele 42 kilometer i timen uden brug af pedaler.
Betjenten mente herefter, at køretøjet skulle sidestilles med en stor knallert 45, som det kræver kørekort at føre.
Den 35-årige fører, som var frakendt kørekortet og dømt for kørsel i frakendelsestiden, mente, at han var cyklist og kørte på en el-cykel.
Køretøjet kom med ind politigården og en bilinspektør konkluderede, at det skulle kategoriseres som en registreringspligtig stor knallert, fordi den med en effekt på over 250 watt kørte over 30 men under 45 kilometer i timen uden brug af pedaler.
Troede han kørte cykel
”Retten i Glostrup dømte den 35-årige for at føre en stor knallert, selvom han var frakendt sin førerret. Det virkede han oprigtigt overrasket over, fordi han troede, han havde købt en el-cykel,” siger anklagerfuldmægtig Helena Lyngsø Bengtsen.
Han blev desuden dømt for, at køretøjet hverken var synet eller typegodkendt som en stor knallert, at der ikke tegnet ansvarsforsikring for den, for ikke at benytte styrthjelm og for at køre på fortovet.
Fordi det nu var femte gang, at dømte kørte uden førerret i frakendelsestiden, udmålte retten en straf på 40 dages betinget fængsel med vilkår om 60 timers samfundstjeneste inden for 6 måneder og en bøde på 5.500 kroner.
Til sammenligning koster det 7.000 kroner i bøde at køre stor knallert uden at have erhvervet kørekort første gang.
Køretøjet, som var af mærket Fiido M1 Pro, og som dømte havde importeret fra England, er udleveret igen.
Bilinspektør: Tjek hellere reglerne
Hos politiets bilinspektører ser man jævnligt sager, hvor kraftige el-cykellignende køretøjer falder ind under kategorien ’stor knallert’:
”Man skal virkelig være vågen, når man køber en el-cykel. Især i udlandet eller via internettet, så det ikke senere viser sig, at det kræver kørekort at køre den, ellers kan det blive en dyr fornøjelse,” siger Thomas Bork, som er bilinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi og dækker politikredsene på Sjælland og Bornholm.
Han anbefaler, at man ved import fra udlandet undersøger, hvilke danske regler gælder – fx på Færdselsstyrelsens hjemmeside www.fstyr.dk.
Dømte modtog dommen, som faldt mandag den 12. december.
Fakta om el-cykler, speed pedelecs og knallerter
En el-cykels el-hjælpemotor må højst have en effekt på 250 watt og kun afgive effekt, når cyklens pedaler eller lignende samtidigt betjenes ved hastigheder op til 25 kilometer i timen. (Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v. af 28. juni 2016 § 27, stk. 2, og stk. 4).En speed pedelec er en el-cykel, hvor el-hjælpemotoren må afgive effekt ved hastigheder op til 20 kilometer i timen uden at pedalerne samtidigt betjenes og må afgive effekt ved hastigheder op til 45 kilometer i timen, når pedalerne samtidigt betjenes. En speed pedelec skal være typegodkendt i EU. (Bekendtgørelse om forsøgsordning for speed pedelecs af 1. juli 2018 § 1, stk. 1 og stk. 2).
Mere om speed pedelec her
En knallert er et to- eller trehjulet køretøj med en forbrændingsmotor med et slagvolumen på ikke over 50 cm3 eller med elmotor og med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 45 km i timen. Knallerter inddeles i stor knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen og lille knallert med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på højst 30 km i timen. (Færdselslovens § 2, stk. 7).
Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk