Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

29. september 2017 00:00

Digitalisering og urbanisering præger kriminalitetsudviklingen

Det skaber et mere komplekst kriminalitetsbillede, når lovovertrædelserne flytter til internettet, og borgerne flytter til de større byer. En organisationsændring ved Midt- og Vestjyllands Politi ruster politikredsen til de nye udfordringer.

Mere it-kriminalitet og en øget urbanisering er de to hovedtendenser, som Midt- og Vestjyllands Politi skal håndtere i den nærmeste fremtid. Det fremgår af politikredsens lokalstrategiske analyse, som nu offentliggøres.

”Vi kan se, at befolkningen generelt rykker mod øst og samler sig i kredsens større byer. Samtidig benytter borgerne sig mere og mere af internettets muligheder, og det har kriminelle fra hele verden også opdaget. De to tendenser betyder, at kriminalitetsbilledet vil ændre sig i årene, der kommer. Den viden skal vi bruge til at udvikle vores kompetencer, så vi hele tiden følger med udviklingen i samfundet og løser de opgaver, der har størst betydning for borgernes sikkerhed og tryghed,” siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den demografiske udvikling betyder bl.a., at der fremover vil være en større variation i kriminalitetsbilledet på tværs af kredsens 11 kommuner. Midt- og Vestjyllands Politi vil derfor fortsætte det tætte samarbejde med kommunerne om forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet i lokalområdet og bygge videre på indsatsen med lokale tryghedsambassadører, der fungerer som bindeled mellem politi og borgere.

 

Færre straffelovsovertrædelser, men mere vold og it-kriminalitet

Den lokalstrategiske analyse viser, at der overordnet set er sket i fald på knap 30% i den anmeldte straffelovskriminalitet i Midt- og Vestjyllands Politi i perioden 2009-2016. På nogle områder er udviklingen dog gået den anden vej. Politikredsen kan konstatere en markant stigning i antallet af anmeldelser om bedrageri. Stigningen skyldes hovedsagligt den øgede digitalisering, der har medført en vækst i den internetrelaterede kriminalitet.

 

It-kriminalitet foregår ofte på tværs af landegrænser, hvilket vanskeliggør både efterforskningen og den efterfølgende retsforfølgelse. Forude venter derfor en vigtig forebyggelsesopgave, så befolkningen bliver i stand til at beskytte sig selv bedre mod disse nye kriminalitetsformer.

Med til billedet hører det også, at antallet af anmeldelser om trusler om vold og udøvelse af vold er har været stigende de seneste år. Analysen peger på, at dette blandet andet skyldes en øget anmeldelsestilbøjelighed, især hvad angår arbejdsrelateret vold og kommuners anmeldelser af vold mod børn.

Politiets arbejde bliver specialiseret

Med en organisationsændring, som træder i kraft 2. oktober 2017, er Midt- og Vestjyllands Politi klar med en styrket efterforskningsindsats og en højere grad af specialisering, der modsvarer udviklingen i kredsens kriminalitetsbillede og demografi.Organisationsændringen betyder, at politikredsen etablerer et særlovscenter, der samler kompetencen til behandling af de ofte omfattende og komplekse sager inden for en lang række særlove, fx miljølov, dyreværnslov, jagt- og fiskerilov, veterinærlov, hundelov, fødevarelov, medieansvarslov og arbejdsmiljølov.

Samtidigt samler kredsen flere og mere specialiserede efterforskere i politikredsens centrale efterforskningsafdeling, som sidder med de tunge sager inden for personfarlig, økonomisk og organiseret kriminalitet. På sidstnævnte område skruer politiet op for den omfattende efterforskningsindsats mod narkomiljøer, rocker- og bandegrupperinger og omrejsende kriminalitet.

Organisationsændringen betyder tilsvarende, at patruljebilerne og det øvrige beredskab vil være bemandet med faste folk, der har den nødvendige kompetence og rutine til at håndtere alle typer sager på gaden. Her er assistance til psykisk syge og håndtering af sikkerhed ved store events eksempler på opgaver i vækst, som kræver en særlig ekspertise af politiet.

 

Læs mere i den lokalstrategiske analyse 2017 for Midt- og Vestjyllands Politi.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

7. august 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Kom til åbent hus på politigården i Holstebro

Fredag den 29. august slår Midt- og Vestjyllands Politi dørene op til dele af politigården. Alle interesserede borgere er velkomne til åbent hus.

12. juli 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

37-årig anholdt for drab i nat

En 32-årig beboer på et asylcenter i Holstebro er i nat afgået ved døden efter knivstik. En anden beboer er anholdt og vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør.

30. juni 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Dødfunden kvinde fortsat ikke identificeret

En ældre kvinde blev i vinter fundet død på en mark i Thy. Trods ihærdige forsøg, har politiet endnu ikke fået identificeret kvinden og vil derfor fortsat gerne høre fra folk, der kan have en idé om, hvem kvinden er.