Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

15. april 2021 07:29

Nærpolitistation i Ikast-Brande Kommune er sat på landkortet

Aftalen om den nye nærpolitistation i Ikast-Brande Kommune er faldet på plads. Den kommer til at ligge på rådhuset i Ikast og en dag om ugen vil der også være åbent for betjening i Brande.

Beslutningen om den nye nærpolitistation i Ikast-Brande Kommune er nu truffet. Politidirektør Helle Kyndesen har i samarbejde med borgmester Ib Lauritsen fundet den lokale løsning, der er til størst gavn for borgerne i området.

 

”Det glæder mig, at vi nu kan offentliggøre, hvor nærpolitistationen i Ikast-Brande Kommune skal ligge. Vi har et rigtig godt samarbejde med Ikast-Brande Kommune – også om placeringen af den nye nærpolitistation”, siger politidirektør Helle Kyndesen.

 

Politiets nuværende ordning om leje af kontorfaciliteter på rådhuset i Ikast udvides, så nærpolitistationen får længere åbningstid for borgerhenvendelser og flere betjente tilknyttet. Indretningen af de nye lokaler påbegyndes hurtigst muligt og de nye åbningstider i Ikast implementeres så snart lokalerne er klar til det – forventeligt i løbet af sommeren.

 

Derudover kan borgerne i Brande se frem til, at de igen får en nærpolitistation med en fast ugentlig åbningstid med mulighed for personligt at foretage anmeldelser og få råd og vejledning, når det nye kulturhus Artium står færdigt i sensommeren 2021.

 

”I Ikast-Brande Kommune er vi meget glade for, at polititilstedeværelsen i området bliver styrket med mere borgerbetjening og mere synligt politi. Jeg hæfter mig især ved, at det er lykkedes os at lave en aftale, hvor også borgerne i Brande bliver tilgodeset med fast åbningstid hver uge dér”, fortæller borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen.

 

Ud over den øgede åbningstid for fysiske henvendelser vil der også ske en styrkelse af det øvrige politiarbejde i området. To af de seks betjente, der får arbejdsplads i Ikast og Brande, bliver tilknyttet kredsens forebyggelsesafdeling med særligt fokus på eksempelvis forebyggelse af indbrud og kriminalitet hos børn og unge.

 

”Med den nye nærpolitistation får vi styrket vores lokale tilstedeværelse, bedre muligheder for dialog med borgerne og bedre muligheder for at bruge det vigtige lokalkendskab i vores efterforskninger”, slutter Helle Kyndesen.

 

I december 2020 faldt den nye flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden for 2021-2023 på plads. Et af pejlemærkerne i den nye flerårsaftale er et mere borgernært politi, som blandt andet skal udmøntes i flere nærpolitistationer. To af disse skal ligge i Midt- og Vestjyllands politikreds; en i Ikast-Brande Kommune (samt en satellit) og en i Struer Kommune.

Fakta om politikredsen
Midt- og Vestjyllands Politi har syv døgnbemandede lokalstationer som dækker hele politikredsen med patruljering:

  • Holstebro
  • Thisted
  • Viborg
  • Skive
  • Silkeborg
  • Herning
  • Ringkøbing

 

Derudover er der, med de to nye nærstationer med udvidet åbningstid, fem nærpolitistationer, en satellit og en landbetjent i Nørre Snede:

  • Lemvig
  • Skjern
  • Ikast
  • Brande (satellit)
  • Struer
  • Nykøbing Mors
  • Nørre Snede

Kontaktpersoner for pressen

Politidirektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, Helle Kyndesen, tlf. 51731906
Borgmester i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen, tlf. 40302234

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

19. april 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

19 klip og to frakendelser: Pas på hastigheden - også i weekenden

Nogle timers fartkontrol gav sidste weekend 140 hastighedssager. Sænk farten - det er afgørende for ulykkens alvor.

15. april 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

35-årig dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling for drabsforsøg

En 35-årig mand blev i dag dømt for to drabsforsøg, efter han den 13. september 2023 stak et ældre ægtepar med kniv. Retten dømte manden til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid.

12. april 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

En af to nattelivszoner ophæves i Viborg

Midt- og Vestjyllands Politi har besluttet at ophæve den ene af to nattelivszoner i Viborg. Det er nattelivszonen i området ved Sct. Hans Gade, der ophæves, mens nattelivszonen ved Gravene fastholdes.