Spring til hovedindhold

Forslag

Politiet kontrollerer sikkerheden til søs

Sommeren nærmer sig, og Midt- og Vestjyllands Politi vil de kommende måneder gennemføre kontroller ved kyster, fjorde og søer for at højne trygheden for borgere og turister til søs.

Sommer rimer for mange på strandture, badning og lystsejlads – og mulighederne for at mærke bølgen blå er mange i Midt- og Vestjylland. Foruden store kyststrækninger langs Vesterhavet og ved fjordene er der et stort antal søer spredt over området. Fælles for alle er, at badestrande og lystbådehavne i sommerhalvåret tiltrækker mange bade- og sommerhusgæster og en øget trafik af sejl- og motorbåde.

 

Som et led i politiets almindelige arbejde med at fremme maritim sikkerhed vil Midt- og Vestjyllands Politi i lighed med tidligere år gennemføre kontroller til søs de kommende måneder. Kontrollerne vil have et særligt fokus på at højne trygheden for badegæster og sejlende.

”Vi får heldigvis ganske få anmeldelser om utryghedsskabende sejlads. Men der kan være tilfælde, som ikke er blevet anmeldt til politiet. Vi er derfor i gang med at afklare problemets omfang ved at tage kontakt til havnefogederne. Samtidig vil vi benytte vores planlagte maritime kontroller til at skærpe fokus på trygheden for borgere og turister, som skal have mulighed for at bade og sejle i fred og ro,” siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør i Midt- og Vestjyllands Politi.

Ved kontrollerne, som omfatter vandski, fritidsbåde, lystfiskerbåde og større skibe, vil politiet bl.a.:

  • Tjekke førerens duelighedsbevis og speedbådskort
  • Undersøge føreren for spiritus-, medicin- eller narkopåvirkethed
  • Kontrollere lovpligtigt udstyr, fx redningsvest og lanterneføring
  • Afværge sejlads med for høj hastighed
  • Afværge sejlads for tæt på kysten og badende ved strandene

Fakta: Maritim sikkerhed i Midt- og Vestjyllands Politi

Politikredsen råder over otte politifolk med en særlig uddannelse i maritim sikkerhed og speedbådscertifikat. De særlige maritime patruljer benyttes også til eftersøgning, evakuering, bevogtning og assistance ved uheld og ulykker til søs.

 

Arbejdet med at højne sikkerheden til søs sker i tæt samarbejde med Marinehjemmeværnet.

 

Kontakt Chefpolitiinspektør Claus Hilborg, Midt- og Vestjyllands Politi, tlf. 7258 1502. 

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

15. august 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

57-årig mand anholdt efter væbnet røveri i Rødding

Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag aften og natten til fredag været talstærkt til stede ved en adresse i Krejbjerg i Salling forbindelse med en anholdelsesaktion. Den nu anholdte mand vil blive sigtet for væbnet røveri og flere andre forhold.

14. august 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Sag om frihedsberøvelse og vold: Efterforskning afsluttet

Midt- og Vestjyllands Politi har i dag besluttet at løslade syv af de 11 personer, der er anholdt og varetægtsfængslet i en sag om frihedsberøvelse og vold. De syv personer er fortsat sigtet i sagen.

7. august 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Kom til åbent hus på politigården i Holstebro

Fredag den 29. august slår Midt- og Vestjyllands Politi dørene op til dele af politigården. Alle interesserede borgere er velkomne til åbent hus.