Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 13. november 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. november 2024 kl. 07.00 til 13. november 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Gammel Hastrupvej, Køge
Sorøvej, Ringsted
Vasebækvej, Køge
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Hovvej, Jerslev, Kalundborg
Roskildevej, Holbæk
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Hegnet, HolbækPåvirket bilist - Holbækvej, Kalundborg
Kl 08.15 standsede en patrulje dagens første påvirkede bilist. En 30-årig mand fra Greve blev testet til at være påvirket af euforiserende stoffer, hvilket han da også delvist erkendte. Manden blev medtaget til udtagning af blodprøve, der skal afgøre, i hvilket omfang, han var påvirket.
Udlæningekontrol på hotel - Roskilde
Kl 09.30 var politiets udlændingeafdeling forbi et hotel i Roskilde. Der blev truffet fem udenlandske statsborgere, der arbejdede på stedet. Tre af dem havde ikke taget deres arbejds- og opholdstilladelse med og kunne derfor ikke fremvise den. Politiet kontaktede derfor udlændingemyndighederne, der kunne oplyse, at alle havde tilladelse til at arbejde og opholde sig i landet.
Gasledning gravet over - Gymnasievej, Køge
Kl 10.09 kørte politi og brandvæsen til en gasledning, der var blevet gravet over i forbindelse med, at der skulle trækkes el-kabler på stedet. Pga udslip af gas gav politiet gymnasiet besked på, at alle skulle holde sig indendøre. Samtidigt blev et nærliggende supermarked tømt for kunder. Efter cirka en halv times tid, blev der lukket for gassen og reparationsarbejdet kunne gå i gang.
Høj musik afslørede kniv og hash - Agervang, Holbæk
Kl 12.25 var lokalpolitiet på besøg i en lejlighed, da der var kommet flere anmeldelser om, at beboeren spillede meget høj musik og ikke ville skrue ned. Da betjentene var kommet indenfor bemærkede de, at der lugtede kraftigt af hash og en ransagning afslørede da også et par gram af både hash og amfetamin. Desuden havde den 36-årige mand, der boede på stedet, også en bajonet og en dolk liggende, som han ikke havde blankvåbentilladelse til og han blev derfor sigtet efter våbenloven.
Påvirket bilist - Tåstrupvej, Karlslunde, Solrød
Kl 12.40 standsede færdselspolitiet en varebil ført af en 51-årig lokal mand, da der var mistanke om, at han havde drukket for meget, hvilket en alkometertest da også underbyggede. Han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve.
Bedrageri - Køge
Kl 14.32 får politiet anmeldelse om, at en 79-årig kvinde fra Køge kort forinden var blevet kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Bank og som fortalte, at der netop var hævet penge på kvindens kort et sted i udlandet. En mand kom derefter forbi og hentede kvindens kort og kode samt 3000 kroner i kontanter.
Manden beskrives som: 30-35 år, 170-175 cm høj og almindelig af bygning. Han var brun i huden og med brune øjne og talte dansk med accent.
Kl 17.50 modtog politiet anmeldelse om, at en 69-årig mand fra Køge var blevet kontaktet af en mand, der oplyste at han ringede fra Danske Bank og kunne se, at nogen netop nu var i gang med at hæve penge på den ældre herres dankort. Derfor ville banken sende et bud forbi mandens adresse for at hente hans hævekort, hvilket han lod sig overtale til at udlevere sammen med sin kode.
Der blev efterfølgende hævet 20.000 kroner - først ved hæveautomaten ved Køge Stadion og senere ved en automat i København.
Manden, der hentede kortet, beskrives som: almindelige af bygning, brun i huden og mellemløstlig af udseende og iført sort jakke med hætte, mørke bukser og hvide kondisko.
Politiet hører gerne fra vidner, der eventuelt har set manden i nærheden af hæveautomaten i Køge.
Brugte datter til butikstyveri - Holbækvej, Jyderup, Holbæk
Kl 15.27 blev politiet tilkaldt til et supermarked, hvor en 41-årig kvinde fra Holbæk-området var blevet standset efter at hun havde stjålet en pakke ost og fire støvsugerposer. Hun havde tilsyneladende forsøgt at forlade butikken med varerne, mens hendes 12-årige datter betalte for en anden vare i kassen. Kvinden erkendte butikstyveriet og blev bortvist fra stedet. Politiet underretter nu de sociale myndigheder om sagen.
Uro på bibliotek - Hovedgaden, Svinninge, Holbæk
Kl 17.39 kørte politiet forbi biblioteket i Svinninge, hvor en borger havde lagt mærke til, at en gruppe unge havde taget ophold med mad og drikke. Politiet traf fem unge på stedet, og de blev bedt om at rydde op efter sig, hvilket de gjorde med det samme, og patruljen fik en god snak med de unge om god opførsel.
Vanvidskørsel - Køge Bugt Motorvejen, Solrød
Kl 21.52 måler en motorcykelbetjent fra færdselspolitiet en personbil ad motorvejen mod syd med en hastighed på mindst 165 km/t, hvor man må køre 110. Manden ville ikke umiddelbart standse, da politiet gav tegn til det, men valgte til sidst at køre ud i nødsporet. Men da politifolkene ville rette kontakt til føreren af bilen, sattte han i gang igen og kørte fra stedet. Manden fortsatte ud ad Vestmotorvejen, hvor han kørte fra i Vemmedrup med mindst 101 km/t i en byzone og over for rødt, før det til sidst lykkedes at få ham til at standse på Langelandsvej ved at køre en patruljevogn ind foran ham. Ved at smadre en rude i bilen lykkedes det politiet at få manden ud. Der var tale om en 43-årig mand fra Køge, der samtidigt også blev sigtet for spirituskørsel. Han kan ydermere se frem til at få bilen beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel.
Fund af lattergas - Lillevangsvej, Greve
Kl 01.10 standsede en hundepatrulje en personbil ført af en 19-årig mand fra Glostrup. I bilen fandt man en lattergaspatron bag førersædet og manden blev derfor sigtet for besiddelse af lattergas.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |