Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 15. december 2023.
Knallertfører dræbt i uheld - Indbrudstyv overrasket - 95-årig fik franarret dankort og penge. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 14. december 2023 kl. 07.00 til 15. december 2023 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Haslevvej, Ringsted
Elmegården, Jyderup
Naurbjergvej, Havdrup
Abildgårdsvej, Svinninge
Agervænget, Regstrup
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Norgesvej, Køge
Møllevej, Kirke-Hyllinge
Kvinde franarret dankort af falsk bankmand - Nykøbing Sj. - Odsherred
kl. 13.39 anmeldte pårørende til en 95-årig kvinde fra Nykøbing Sj. at hun om formiddagen var blevet franarret sit dankort af en falsk bankmand. Kvinden fik først et opkald fra "Lars Møller" fra Sparekassen Sjælland, som oplyste at banken ville hente hendes dankort for at undgå svindel. Kvinden oplyste koden til kortet til "Lars Møller" og kort efter kom en mand hjem til hende efter dankortet. Han beskrives som:
A: Mand, 30 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Usædvanlig hævet/stor overlæbe, Talte: Dansk, Iført: Sort hue med hvid og rød skrift, sort jakke med brun pelskrave, sorte vanter, blå bukser og helt sorte sko.
Efterfølgende blev hævet 15.000 kr fra den 95-åriges konto før kortet blev spærret. Politiet efterforsker nu sagen og forsøger at finde frem til svindleren.
Indbrudstyv overrasket - Haslevvej, Ringsted
Kl. 14.32 anmeldte en 20-årig mand, at han netop var blevet vækket af, at der stod en mand i hans værelse. Den 20-årige forsøgte at skræmme manden ved at råbe højt, og der opstod en let skubben imellem de to, før indbrudstyven flygtede ud af huset. Han beskrives som:
A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: sort fuldskæg, Iført: iført lys hue, sort knælang dunjakke med hætte, røde joggingbukser og sorte sneakers. Talte fremmedsprog.
En patrulje kørte hastigt til stedet men fandt ikke frem til nogen mistænkte i sagen. Den 20-årige blev afhørt og husets videoovervågningen gennemgået. På videoen var to personer til stede uden for huset. Den 20-årige så dog kun den ene inde i huset.
Den anden mand uden for huset beskrives som:
B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: sort skæg, Iført: sort kasket med rødt mærke, sort jakke med to hvide striber, sorte bukser og sorte sneakers.
Politiet undersøgte huset, hvor tyven formodes at have skaffet sig adgang via en ulåst dør. Der var tegn på gennemrodning i huset, og familien er nu ved at afklare, hvad der er blevet stjålet.
Vidner som har set de beskrevne mænd, eller har andre oplysninger evt. om en flugtbil, bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Beboer opdagede ulmende plet i loftet - Nyrup Vænge, Nyrup, Nykøbing Sj. - Odsherred
Kl. 14.42 opdagede en mand en forkullet plet ved et lampeudtag i loftet i hans stue. Han opdagede herefter flammer på loftet og forsøgte at slukke branden med en pulverslukker. Han fik dog ikke bugt med ilden og ringede 112. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden blev slukket. Politiet optog rapport, og skal nu undersøge om en el-installation var årsag til branden.
I
Knallertfører dræbt i uheld - Gørlev Landevej, Gørlev Sj. - Kalundborg
Kl. 17.51 skete et uheld mellem en personbil og en knallert på Gørlev Landevej i Gørlev Sj. mod nord, da en 43-årig kvinde fra Kalundborg påkørte en knallert, der kørte i samme retning. Flere bilister standsede for at hjælpe efter uheldet, og der blev tilkaldt hjælp.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor der blev forsøgt førstehjælp til den 26-årige mand fra Kalundborg, som førte knallerten. Lægehelikopteren blev sendt til stedet, men hans liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død på stedet.
Vejen blev afspærret og busruter omlagt. Bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet, og en patrulje blev sendt til underretning af de pårørende til den afdøde. Begge køretøjer fik omfattende skader, og de blev indbragt til undersøgelse af bilinspektøren. Der blev rutinemæssigt udtaget blodprøver af begge parter, som skal afklare om nogen var påvirkede under kørslen. Først omkring kl. 20.30 blev vejen genåbnet for trafikken, da undersøgelser og oprydning var afsluttet. Politiet optog rapport og afventer nu bilinspektørens rapport og analysen af blodprøverne for at belyse omstændighederne omkring uheldet.
Brand ved kælderrum - Egeparken, Solrød Strand
kl. 20.25 kørte politi og brandvæsen til et alarmopkald om brand ved et kælderrum i Egeparken i Solrød. Ilden var gået ud af sig selv, men stedet blev undersøgt. Her viste det sig, at der havde været ild i nogle aviser ved en kælderdør. Det var ikke muligt at fastslå brandårsagen, så stedet skal nu undersøges nærmere for at afklare, om den kan være påsat.
Vidner som har set personer i kælderen under Egeparken 31B i Solrød op til branden opstod, og som har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Savnet kvinde fundet i god behold - Køge
Kl. 00.16 anmeldte hjemmeplejen i Køge, at de havde forbi en ældre kvinde for at tilse hende her til aften, men at hun ikke havde åbnet. De var gået ind med låsesmed, men da havde kvinden forladt sit hjem uden sin mobiltelefon. Kvinden er dement, så de frygtede nu, at hun ikke kunne finde hjem igen. Politiet ringede til sygehuset, men kvinden var ikke blevet indlagt.
Der blev iværksat en eftersøgning af kvinden i området, hvor hundepatruljer bl.a. søgte i haver, på der blev søgt på alle stationer i rejseafstand. Politiet talte med naboer og andre pårørende, for at forsøge at finde ud af, hvor kvinden kunne opholde sig. De mulige steder blev afsøgt uden held.
Kvindens signalement blev sendt ud til taxa, bus- og togpersonale, da kvinden kunne tænkes rejse rundt. Helikopteren blev sendt ud at lede efter den ældre kvinde langs strandområdet ved Køge Kajakklub.
Omkring kl. 04.02 fik en betjent på vej hjem fra nattevagt øje på kvinden, som opholdt sig tæt ved Køge Politistation. En patruljen hentede kvinden, som var afkølet men uskadt. De pårørende og hjemmeplejen blev orienteret, og kvinden lagt hjem i seng. Tak til alle som hjalp og bidrog i eftersøgning.
Sammenstød mellem to biler - Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 04.30 skete et uheld på Vestmotorvejen vestgående, da en 36-årig mand kom for tæt på den forankørende. Han forsøgte at bremse, men kolliderede med en 63-årig mand fra Ringsted, hvis bil snurrede rundt og ramte autoværnet ved påkørslen. Den 36-åriges bil snurrede også rundt og stoppede imellem to vejbaner. Politi og brandvæsen kørte til stedet, da den ene bil lækkede diesel. Motorvejen blev spærret og trafikken ledt af ved afkørsel 36. Omkring kl. 06.00 var vejen ryddet op og kunne genåbnes. Vejdirektoratet fik en orientering om det ødelagt autoværn, og politiet registrerede uheldet.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |