Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 15. januar 2024.
Påvirket kvinde ville ikke betale taxaregning - To sigtet for indbrud i lejlighed - Alvorligt uheld i morgentrafikken mandag. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. januar 2024 kl. 07.00 til 15. januar 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Fredensvej, Benløse, Ringsted
Algade, Gørlev Sj.
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Sæbyparken, Sæby, Kirke-Hyllinge
Nordgårdsvej, Tune
Rødvig Hovedgade, Rødvig Stevns
Troldmands Alle, Karlstrup, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Rådhusholmen, Greve
Tyveri fra køretøjer:
Engvej, Reersø, Gørlev Sj.
Boserupvej, Roskilde
Roskildevej, Tune - Hedeland
Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde
Åsvejen, Hvalsø
Fredag - lørdag
Butikstyveri - Skomagergade, Roskilde
Kl. 10.46 modtog politiet en anmeldelse om butikstyveri. En 17-årig havde stjålet en trøje fra en butik ved at tage den på i et prøverum og tage en jakke på ud over. Da pigen forlod butikken, blev hun pågrebet af en ansat i butikken, og politiet blev alarmeret. Den 17-årige erkendte tyveriet, og hendes værge samt de sociale myndigheder blev underrettet.
Hærværk - Ringstedgade, Roskilde
Kl. 11.37 kunne politiet anholde en beruset 54-årig mand fra Hirtshals, som forinden havde ødelagt en dørtelefon og smadret to vinduer på Ringstedgade. Et vidne kunne kort efter fortælle politiet, hvor gerningsmanden befandt sig, og han blev anholdt og sigtet. Da manden var beruset, blev han anbragt i detentionen frem til sidst på eftermiddagen, hvor han blev løsladt til gaden. Han kan forvente at høre nærmere i forhold til sigtelsen for hærværk på et senere tidspunkt.
Spirituskørsel - Uglevej, Køge
Kl. 15.38 anmeldte et vidne, at hun kørte bag en varebil, som blev ført usikkert. En patrulje kunne kort tid efter standse varebilen, som blev ført af en 39-årig polsk mand med bopæl i Danmark. Manden var påvirket af alkohol, og hans kørekort blev inddraget på stedet. Manden blev sigtet for spritkørsel, og han var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve. Den varebil han var kørende i, blev udleveret til mandens arbejdsgiver.
Bilist uden kørekort kørte igen-igen-igen - Greve
Kl. 19.45 stoppede en færdselspatrulje rutinemæssigt en bilist, som kørte på Køge Bugt Motorvejen ved Greve mod nord. Den 48-årig mand fra Næstved som førte bilen. viste sig ikke at have et kørekort, da han ikke havde generhvervet efter en tidligere frakendelse. Han blev sigtet for kørsel uden førerret, og blev formanet om ikke at køre videre.
Kort efter kl. 19.58 traf samme patrulje dog manden, der igen kørte bilen, men nu på Lillevangsvej i Greve. Så han blev igen sigtet for at køre uden kørekort, og fik gentaget forbuddet mod at køre videre. Men det stoppede ikke bilisten, for kl. 20.08 var den gal igen.
Denne gang kørte han ved en tankstation på Kildebrøndevej i Greve og videre ned på Køge Bugt Motorvejen, hvor han igen blev blinket ind til siden. Den tredje sigtelse indenfor 30 min blev givet til bilisten, som kørte i en bil han havde lånt. Bilen kunne derfor ikke beslaglægges, men bilens ejer blev kontaktet og gjort bekendt med sagerne.
Det kommer til at koste bilejeren en bøde, da man skal sikre sig at dem man låner sin bil til kan køre den lovligt. Både ejeren og bilisten blev vejledt om, at bilen kan beslaglægges, hvis han gentagne gange kører i bilen uden kørekort. Den 48-årige kan forvente at høre mere i sine sager, når de skal afgøres.
Ulovlig kørsel på el-løbehjul - Nyrupvej - Kalundborg
Kl. 21.28 traf en patrulje en 14-årig dreng på et el-løbehjul, som han ikke var gammel nok til at køre på, da aldersgrænsen for, hvornår man lovligt må køre på elløbehjul er 15 år. Desuden benyttede han ikke cykelhjelm og der manglede lys bag på løbehjulet. Politiet tog kontakt til den 14-åriges pårørende om hans kørsel på elløbehjulet.
Grov vold - Jernbanegade, Roskilde
Kl. 04.19 modtog politiet en anmeldelse om vold. En 36-årig mand var blevet overfaldet. Voldsmanden havde slået og sparket ud efter flere forskellige personer. Den 36-årige mand havde forsøgt at tage et billede af voldsmanden, hvilket fik gerningsmanden til at slå den 36-årige i ansigtet, hvilket medførte, at den 36-årige faldt omkuld. Gerningsmanden tildelte derefter den 36-årige et spark i ansigtet og forlod derefter stedet.
Ved hjælp af vidner på stedet samt overvågningskameraer lykkedes det politiet at identificere voldsmanden, en 25-årig mand fra Hedehusene, som kl. 05.26 blev anholdt og sigtet for vold på en adresse i Hedehusene.
Den 25-årige blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag. Manden blev idømt en straksdom på tre måneders ubetinget fængsel samt nattelivsforbud i seks måneder. Manden vil blive indkaldt til afsoning af dommen på et senere tidspunkt.
Lørdag- søndag
Mand varetægtsfængslet efter overfald - Køge
En 28-årig mand fra Køge blev søndag varetægtsfængslet for grov vold efter et overfald på en 63-årig mand bag ved Boholtecentret i Køge lørdag kl. 14.17. Den 63-årig blev tildelt flere knytnæveslag, og han blev stukket gentagne gange med en skruetrækker i ansigt og på overkroppen.
Den 28-årige blev anholdt kort efter og sigtet for forsøg på manddrab. Han blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor dommeren besluttede at fængsle ham til den 8. februar for grov vold. Den 63-årige pådrog sig alvorlige skader som følge af overfaldet, men hans tilstand meldes nu at være stabil. Motivet er en angiveligt en intern strid imellem parterne.
Lørdag blev gerningsstedet undersøgt, vidner afhørt og hundepatruljer afsøgte området for spor. Politiet efterforsker nu sagen videre, herunder for at få afklaret hvilken skruetrækker, som blev anvendt ved overfaldet.
Borgere i området, som skulle støde på en skruetrækker, der er blevet smidt i området, bedes kontakte politiet på tlf. 114, men lade være at røre skruetrækkeren.
Påvirket kvinde ville ikke betale taxaregning - Københavnsvej, Køge
Kl. 20.17 blev en patrulje sendt til Københavnsvej i Køge, hvor en taxichauffør stod med en spirituspåvirket kvinde, som ikke ville betale sin taxaregning. Da betjentene kom frem til stedet traf de en højtråbende usamarbejdsvillig kvinde, som nægtede at oplyse sit navn. Hun viste sig at være en 38-årig kvinde fra Køge, som var blevet truffet af politiet flere gange i forbindelse med uorden. Hun var udadreagerende over for patruljen, så hun blev anholdt og taget med i detentionen til afrusning. Politiet fik kontakt med en pårørende til den anholdte, som kom til stedet og betalte for taxaregningen.
Et stykke over midnat var kvinden falde til ro og kunne løslades igen, og hun blev ikke sigtet for noget i den forbindelse.
Narkokørsel - Gl. Sorøvej, Kalundborg
kl. 21.13 blev en 38-årig mand fra Kalundborg sigtet for kørsel i frakendelsestiden i påvirket tilstand, da han blev stoppet på Gl. Sorøvej mod vest ved Ll. Rørby. En narkometertest viste udslag for euforiserende stoffer, så han blev taget med til en blodprøveudtagelse. Nu venter politiet på resultatet af analysen, hvorefter den 38-årige vil høre mere i sagen.
To sigtet for indbrud i lejlighed - Rødvig Hovedgade, Rødvig Stevns
Kl. 22.17 fik politiet melding om indbrud i en lejlighed i Rødvig Hovedgade. Flere patruljer satte kursen, hvor lejlighedens beboer havde set personer i hans hjem lyse med lommelygter. En mand og en kvinde forlod efterfølgende lejligheden med en taske. Da beboeren kom retur til sin lejlighed var den endevendt.
Politiet søgte i området efter mistænkte, og traf på Rødvig Station en 37-årig kvinde og en 27-årig mand, begge fra Køge. De passede på signalementet af tyvene og blev anholdt, sigtet for tyveri og taget med på politistationen til afhøring. De blev ikke fundet i besiddelse af nogen taske eller tyvekoster på anholdelsestidspunktet. Efter afhøringen blev de to løsladt, men de vil senere høre mere i sagen.
Fra lejligheden var stjålet to X-box controllere, og den forurettede skal nu gennemgå, om der mangler yderligere. Dagen efter ringede en beboer i området, da hun havde fundet en taske, som kunne være stjålet ved indbruddet. Politiet hentede tasken til sagen, som nu skal efterforskes færdig.
Påvirket bilist kørte galt - Østre Havnevej/Sydhavnsvej, Kalundborg
Kl. 03.11 forulykkede en bilist, da han kørte hen over en rundkørsel ved Østre Havnevej i Kalundborg og ramte et skilt og et træ. Personalet fra en nærliggende tankstation hørte braget og slog alarm. Bilisten, en 45-årig mand fra Kalundborg kommune, slap uden at kommet noget alvorligt til, men en alkometertest viste, at han havde en promille væsentligt over det tilladte. Bilen fik store skader, da den blandt andet var kørt hen over en jernskinne, som udsmykker rundkørslen, inden den påkørte et skilt og herefter kørte frontalt ind i træ.
Den 45-årige havde desuden ikke gyldig førerret, da han tidligere var blevet frakendt sit kørekort for spirituskørsel og ikke have generhvervet det. Han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse og herefter løsladt. Politiet optog rapport om uheldet, og nu afventer resultatet af blodprøven, hvorefter den 45-årige vil høre mere fra politiet.
Spirituskørsel - Holbækvej, Roskilde
Kl. 05.43 sigtede og anholdt en patrulje en 25-årig mand fra Kirke-Hyllinge, som kørte med al for høj alkohol promille på Holbækvej ved Hyrdehøj i Svogerslev. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Grundet den høje promille inddrog patruljen hans førerret på stedet, da han formodes at få frakendt førerretten ubetinget. Nu afventer promilleerklæringen, hvorefter han vil få besked om sagens videre gang.
Søndag - mandag
Kanonslag på legeplads - Rosenvænget, Høng, Kalundborg
Kl 11.18 fandt en anmelder et kanonslag, der lå i et rør på legepladsen Bevægelsesparken. En patrulje kørte til stedet og tog kanonslaget med sig. Politiet vil gerne kraftigt advare mod, at man efterlader ueksploderet fyrværkeri på steder, hvor børn færdes og kan komme i berøring med det.
Ulovlig knallert - Torvet, Køge
Kl 13.30 standsede politiet en 21-årig mand fra Køge på en lille knallert. En undersøgelse viste, at knallerten var blevet udsat for diverse ændringer, så den kunne køre over 43 km/t. Han havde desuden en 17-årig bekendt fra Herfølge med på knallerten og havde heller ikke tegnet forsikring. Han blev sigtet for forholdene og politiet tog knallerten med til nærmere teknisk undersøgelse. Kammeraten blev desuden sigtet for at køre med som passager på knallerten.
Færdselsuheld - Holbækvej, Ringsted
Kl 23.16 kom der melding om et færdselsuheld. En bil skulle ligge på siden og føreren, en yngre kvinde, kunne ikke komme ud. Der blev sendt politi og ambulance til stedet og det lykkedes at få kvinden ud. Hun slap fra uheldet uden alvorlige skader.
Færdselsuheld - Ørstedvej, Viby Sjælland, Roskilde
Kl 00.13 kom der melding om, at en 21-årig kvinde fra Havdrup mistede herredømmet over sin bil, da der var is på vejen. Bilen snurrede rundt og ramte et vejtræ. Kvinden slap selv uden alvorlige skader.
Påvirket bilist - Karlslunde Parkvej, Greve
Kl 02.11 standsede politiet en 34-årig mand fra Høje Taastrup, der kom kørende i personbil. Der var mistanke om, at han var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket manden da også erkendte. Han blev desuden sigtet for at køre bil, selvom han var frakendt kørekortet og ikke bruge sikkerhedssele. I bilen blev desuden fundet to knive, som den 34-årige dog nægtede at kende noget til.
Færdselsuheld - Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde, Greve
Kl 06.22 skete det er alvorligt uheld i det sydgående spor, da en lastbil ramte ind i en personbil. Motorvejen blev spærret og der blev lavet omkørsel for bilisterne. To personer i personbilen blev konstateret hårdt kvæstede. Den ene var fastklemt i bilen. Begge blev efterfølgende transporteret til behandling på sygehuset - den ene ved hjælp af lægehelikopter, der landede på motorvejen for at hente den tilskadekomne. En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykken nærmere.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |