Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. oktober 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 17. oktober 2024 kl. 07.00 til 18. oktober 2024 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Metalgangen, Karlslunde, Greve
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ulstrupvej, Gørlev, Kalundborg
Østre Hovvej, Svinninge, Holbæk
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ventrupvej, Greve
Anholdt for stikke ild på halloween-pynt - Nørre Boulevard, Køge
Kl 08.43 kørte politiet til adressen, hvor en 38-årig kvinde var mistænkt for at have stukket ild på noget halloween-pynt opstillet på en overdækket terrasse. To håndværkere havde dog nået at slukke ilden, før flammerne fik fat i selve huset. Kvinden blev anholdt for brandstiftelse og i første omgang indlagt grundet hendes uligevægtige tilstand. Hun fremstilles fredag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Muligt forsøg på tricktyveri - Parkvej, Karlslunde, Greve
Kl 12.00 anmeldte en 75-årig kvinde, at en mand havde spurgt hende om vej til bussen, mens han havde stået med et stort kort over busruterne. Manden havde i den forbindelse forsøgt at liste hånden ned i kvindens taske. Det opdagede kvinden, og hun trak sig væk fra manden og fortsatte sin planlagte tur i supermarkedet. Manden fulgte dog efter hende. Kvinden var i den forbindelse meget opmærksom på at dække med hånden, da hun tastede sin dankort-kode og søgte derefter hjælp hos personalet i supermarkedet, hvorefter manden forsvandt.Politiet vil gerne opfordre andre, der oplever noget tilsvarende, til at være lige så agtpågivende som den 75-årige kvinde.
Påkørte hjort - Kattrupvej, Jyderup, Kalundborg
Kl 17.03 blev det anmeldt, at en 25-årig mand fra Høng var kommet kørende i sin bil, da en hjort sprang ud foran hans bil. Da han ville undvige ramte han i stedet ind i et stengærde, så bilen rullede rundt på taget. Han slap dog uden alvorlige skader.
Især i perioden september-november er der stor risiko for at ramme dådyr og kronvildt i trafikken.
Sigtet for at krydse sporene - Jernbanevej, Svebølle, Kalundborg
Kl 18.05 måtte politiet køre til Svebølle Station, hvor en 17-årig ung mand fra Slagelse var løbet over sporene. Et tog på vej ind til stationen måtte i den forbindelse bremse hårdt op. Den 17-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af jernbaneloven. Patruljen blev på stedet indtil den unge mand var kommet sikkert med næste tog.
Påvirket bilist - Landevejen, Kirke-Såby, Lejre
Kl 00.10 standsede politiet en 21-årig mand fra Hornsherred, da der var mistanke om, at han var påvirket af stoffer. En narkotest gav udslag på kokain og amfetamin og manden blev anholdt mhp udtagelse af blodprøve.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |