Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 22. december 2023.
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 21. december 2023 kl. 07.00 til 22. december 2023 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Betonvej, Roskilde
Kalundborgvej, Svebølle
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
H. P. Hansensvej, Ringsted
Åbakken, Ågerup, Roskilde
Markskellet, Holbæk
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Tølløsevej, Tølløse
Tyveri fra køretøjer:
Låddenhøj, Roskilde
Status efter stormen Pia - hele politikredsen
Politiet har i løbet af torsdagen og natten til fredag modtaget adskillige henvendelser om stormrelaterede hændelser. Heldigvis har politiet ikke nogen oplysninger om, at personer er kommet til skade som følge af stormen.
Et overblik fredag morgen over antallet og arten af henvendelser som følge af stormen:
" Ca. 25 anmeldelser om væltede træer - fordelt over hele politikredsen
" To anmeldelser om vand på kørebanen (Tuse Næs Vej og motorvejen ved Holbæk)
" To anmeldelser om væltede lyssignaler (Hovedvejen/Højbyvej, Roskilde og Østre Åsvej, Solrød Strand)
" En anmeldelse om løsrevet tag i Ringsted bymidte (afspærring af Torvet og Søgade).
Fredag morgen er myndighederne i Den Lokale Beredskabsstab samlet hos politiet for at gøre status over situationen efter stormen Pia, men myndighederne har fremadrettet fokus på den forhøjede vandstand, der i løbet af fredagen forventes flere steder i politikredsen. Information om hjælpeforanstaltninger kan findes de involverede kommuners hjemmesider.
Færdselsuheld - Cementvejen, Akselholm, Jyderup - Holbæk
Kl. 08.01 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Cementvejen ved Akselholm, idet en bilist var kørt ind i et væltet træ, der lå på tværs af vejen.
Det viste sig, at en 75-årig mand fra Jyderup i en personbil var kørt ad Cementvejen i sydvestlig retning, da han kørte frontalt ind i et væltet træ, så bilen satte sig fast under træet.
Den 75-årige slap uskadt fra uheldet og fik efterfølgende trukket sin bil fri, så Holbæk Kommune få fjernet det væltede træ fra kørebanen.
Holbæk Kommune var forinden dette uheld blevet underrettet om endnu et væltet træ, men i den anden ende af Cementvej på strækningen mellem Skovvejen og Holbækvej.
Færdselsuheld - Mosede Landevej / Greve Main, Greve
Kl. 08.08 var en 50-årig mand fra Tune tilsyneladende ikke tilstrækkelig opmærksom, da han ad Mosede Landevej i sydøstlig retning kørte bag en anden bilist frem til rundkørslen ved Greve Main.
Begge kørte ind i rundkørslen i den hensigt at fortsætte ad Mosede Landevej mod sydøst, men da en 51-årig kvinde fra Tune som fører af den forankørende personbil bremsede op for en cyklist, påkørte den mandlige bilist bagenden af kvindens bil med mindre skader til følge. Airbags i mandens bil blev udløst, men ingen personer kom til skade, så politiet registrerede blot uheldet.
Færdselsuheld - Holbækvej, Søndersted, Tølløse - Holbæk
Kl. 09.50 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et solouheld, der havde resulteret i, at en bilist var havnet ud på en mark.
En 25-årig mand fra Tølløse havde fået et ildebefindende under kørslen i en personbil ad Holbækvej, så han havde mistet kontrollen over bilen og var havnet på en mark uden at involvere øvrige trafikanter i uheldet.
Ambulancepersonalet kørte den 25-årige til kontrol på skadestuen, og politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.
Færdselsuheld - Vestmotorvejen, Ringsted
Kl. 10.12 var to bilister i det østgående spor på Vestmotorvejen mellem rastepladserne Kværkeby og Kongsted stødt sammen, så en lægehelikopter var blevet sendt til uheldsstedet.
Trafikken var midlertidigt stoppet i vestlig retning, så lægehelikopteren kunne lande på stedet. En 53-årig mand fra Nørresundby var som den ene part mistænkt for at være kommet alvorligt til skade, men det var ikke tilfældet, så han blev i ambulancen bragt til kontrol på skadestuen. Lægehelikopteren forlod efter få minutter uheldsstedet uden en patient ombord.
Den anden part var en 62-årig mand fra Sverige, hvis svenske bil havde fået skader, så den sammen med den danske bil skulle bugseres væk. Oprydningsarbejdet var afsluttet kort før kl. 12.00, så trafikkøen kunne afvikles.
Patruljen kunne herefter fortsætte til endnu et uheld på Vestmotorvejen, men nu i det østgående spor, hvor to bilister var stødt sammen.
En skiltevogn afspærrede dette uheldssted, hvor de to parter var standset i græsrabatten i midterrabatten, efter en 72-årig mand fra Jyderup havde påkørt en bil ført af 73-årig mand fra Ballerp. Ingen af parterne var kommet til skade, og oprydningen på uheldsstedet var afsluttet kl. ca. 12.45.
Snød med prismærker i supermarkeder - Roskilde
Kl. 12.04 fik en 36-årig kvinde fra Roskilde alarmen til at gå i gang, da hun sammen med en anden kunde forlod scan selv-området i supermarkedet Føtex i Stationscentret i Roskilde.
Personalet fik tilbageholdt kvinden, der havde flere varer i sin besiddelse uden at have betalt for disse, og hun havde prismærker og tape på sig til at sætte prismærker med en lav på dyrere varer.
Politiet fik klarlagt, at den 36-årige havde scannet og betalt 125 kr. for varer til en værdi over 1.100 kr. i dette supermarked. Efterforskning af hendes færden fik klarlagt, at hun også havde snydt i supermarkedet Føtex på Ro's Torv, hvor hun ved forkert prismærkning kun havde betalt 160 kr. for varer til en reel værdi af knap 1.800 kr.
Den 36-årige blev derfor sigtet for to tilfælde af bedrageri over for supermarkederne og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod hende skal afgøres.
Færdselsuheld / spirituskørsel (vanvidskørsel) - bil beslaglagt - Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 17.20 slog en opmærksom mandlig bilist alarm, da han bemærkede en bilist køre fra Jernbaneplads ud på Valdemar Sejrsvej i forbindelse med en svingning til venstre. Herunder ramte den svingende bilist to andre bilister, men fortsatte sin kørsel videre mod syd ad Valdemar Sejrsvej frem til krydset ved Lundemarksvej. Her påkørte den samme bilist yderligere en bil, der blev skubbet frem i en femte part.
Anmelderen var med baggrund i det første uheld kørt efter bilisten frem til næste uheldssted, hvor kørslen standsede.
Politiet fik på det andet uheldssted kontakt til en kraftig spirituspåvirket, 56-årig kvinde fra Holbæk. Hverken hun eller førerne af de øvrige køretøjer var kommet til skade som følge af påkørslerne.
Den kvindelig bilist deltog i en alkometertest, der gav udslag på grund af en alkoholpåvirkning over to promille. Politiet sigtede hende derfor for spirituskørsel og kunne mistænke hende for såkaldt vanvidskørsel med baggrund i den forventede alkoholkoncentration i den blodprøve, som den 56-årige kvindelig bilist fik udtaget i forbindelse med en kortvarig anholdelse.
Mistanken om vanvidskørsel resulterede endvidere i, at politiet beslaglagde hendes personbil med henblik på senere konfiskation, ligesom den 56-åriges førerret straks blev inddraget, så hun ikke længere må være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves.
De fire påkørte biler fik alle skader i form af buler, ridser og en knust rude.
Politiet afventer nu analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve, hvorefter den 56-årige vil høre nærmere om sagens videre forløb.
To kvinder svindlet af falsk bankmand - Kalundborg
Torsdag eftermiddag blev to kvinder på hhv. 72 og 93 år fra Kalundborg fuppet og overtalt af en falsk bankmand til at udlevere både betalingskort og værdier til en mand, der mødte op på deres bopæle.
Den 72-årige anmeldte kl. 17.45, at hun tidligere på eftermiddagen var blevet telefonisk kontaktet af en mand, der udgav for at være medarbejder i Danske Bank. Årsagen til hans henvendelse var nogle mistænkelige bankoverførsler til udlandet, hvorfor han ville afhente hendes betalingskort, så det kunne blive spærret.
Senere dukkede en fremmed mand op og fik ud over dankortet også overtalt den 72-årige til at udlevere bl.a. nogle smykker og andre værdigenstande for at sikre hende mod, at disse genstande kunne blive stjålet ved et indbrud.
Denne falske bankmand blev beskrevet som en 20-25 år mand, lys i huden, iført grå hættetrøje med hætten trukket op over hovedet og medbringende en pose. Han talte dansk, og ifølge den 72-årige var det sandsynligvis den samme mand både i telefonopkaldet og ved fremmødet på hendes bopæl bedømt ud fra hans stemme.
Kl. 18.24 anmeldte pårørende til en 93-årig kvinde fra Kalundborg, at hun tidligere på eftermiddagen også var blevet telefonisk kontaktet af en fremmed mand, der havde præsenteret sig som bankmedarbejder, der ville hjælpe med at få standset en uberettiget hævning fra den 93-åriges bankkonto ved at inddrage hendes dankort.
Den falske bankmand havde formået også at få den 93-årige til at oplyse, at hun lå inde med nogle kontanter, så den mand, der ankom til hendes bopæl for at få hendes for at få dankortet med tilhørende PIN-kode udleveret, fik også et kontant beløb udleveret.
Efterfølgende var der blevet hævet et beløb uberettiget fra den 93-åriges bankkonto, da hun ville spærre sit dankort ved henvendelse til banken.
Den falske bankmand, der dukkede op ved bopælen, blev beskrevet som en 20-30-årig mand, ca. 170 cm høj, dansk-talende, iført sort jakke med hætte med pels på kanten heraf.
Politiet har nu i disse to tilfælde optaget anmeldelser om bedrageri over for de to kvinder, og disse to sager efterforskes nu for at få identificeret de mistænkte og herunder få afklaret, hvorvidt yderligere en anmeldelse fra en 68-årig kvinde i Nykøbing Sj. om bedrageri kan hænge sammen med sagerne fra Kalundborg. Den 68-årige var torsdag eftermiddag også blevet fuppet til at udlevere sit dankort, som efterfølgende var blevet misbrugt til uberettiget hævning af penge fra hendes bankkonto. En afhøring af den 68-årige vil ske i løbet af fredagen for at få klarlagt detaljerne i hendes sag.
Dreng overfaldet - Vestergade, Herrestrup, Grevinge - Odsherred
Kl. 18.42 rykkede flere patruljer, herunder en hundepatrulje, ud til Vestergade i Herrestrup efter en anmeldelse om, at en ung mand var blevet overfaldet.
Politiet fik kontakt til en 14-årig ung mand fra Odsherred kommune, som var blevet overfaldet med spark og tillige stukket med en kniv. Han blev straks bragt til skadestuen til undersøgelse og behandling for et overfladisk sår som følge af knivstikket.
Området ved Vestergade blev undersøgt for eventuelle spor af politihundene, ligesom vidner til overfaldet blev afhørt.
Efterforskningen i sagen fik klarlagt, at den 14-årige havde en aftale om at møde på Vestergade med en anden i anledning af en intern uoverensstemmelser. Da han så to hætteklædte møde op, stak han af, men blev indhentet og overfaldet.
Politiet fik dog hurtigt sporet sig ind på identiteten af de to mistænkte, som blev anholdt kort efter kl. 20.00 på en adresse i Vig, hvor de opholdt sig.
De to anholdte var en 16-årig ung mand fra Holbæk kommune og en 18-årig mand fra Odsherred kommune. De blev begge bragt til politistationen i Roskilde, hvor de begge blev sigtet for grov vold mod den 14-årige. De sociale myndigheder blev underrettet om anholdelsen af og mistanken mod den 16-årige.
Begge anholdte blev løsladt kort efter midnat efter en nøje gennemgang af de fremkomne oplysninger i sagen, men de er begge fortsat sigtede og vil senere blive stillet strafferetligt til regnskab, når politiet har fået efterforsket optakten til og omstændighederne ved overfaldet.
Færdselsuheld - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 21.31 forulykkede tre bilister med kort mellemrum det samme sted i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen ved Greve.
Første ulykke skete, da en 22-årig mand fra Kastrup mistede kontrollen over sin bil på grund af aquaplanning, så bilen snurrede rundt, men dog uden at ramme hverken autoværn eller øvrige bilister. Han var dog kortvarigt standset midt på vejen, inden han kørte ind i nødsporet.
Inden den 22-årige kom væk fra vejen, foretog en 57-årig mand fra København S en undvigemanøvre for at undgå påkørsel af ham, men manøvren bevirkede, at den 57-årige mistede kontrollen over bilen og påkørte midterautoværnet.
Kort efter kom en 36-årig mand fra Sønderborg kørende, men han mistede også kontrollen over sin bil på grund af aquaplanning, så han endte med at påkøre autoværnet ved nødsporet.
Ingen af parterne kom til skade ved uheldene, som politiet registrerede omstændighederne ved.
Færdselsuheld - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 23.43 havde en 29-årig mand fra Slagelse som fører af en personbil overhalet en anden bilist, men mistede herefter kontrollen over sin bil.
Bilen snurrede rundt om sig selv et par gange, inden bilisten kørte på tværs af motorvejens vognbane og ramte autoværnet ved nødsporet.
Den 29-årige slap uskadt og involverede ikke den overhalede bilist, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Fyrværkeriloven - Jernbanegade, Roskilde
Kl. 02.13 bemærkede en patrulje i nærheden af Roskilde togstation, at en ung mand i en mindre gruppe affyrede fyrværkeri under ophold på en perron på togstationen. Manden affyrede et såkaldt bomberør uden at andre blev ramt.
Politiet gav sig til kende, hvorefter gruppen forsøgte at flygte, men politiet fik fat i en 18-årige mand fra Brønshøj, der stadig havde det afskudte bomberør i sin besiddelse. Bomberøret var fortsat varm efter afskydningen, så den 18-årige blev sigtet for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen, idet affyringen var sket uden for den perioden, hvor fyrværkeri lovligt kan anvendes. Han kan forvente at få en bøde for den overtrædelse af lovgivningen.
Politiet fik klarlagt, at den sigtede var i selskab med tre andre mænd fra hhv. Greve og København, hvis roller i sagen nu forsøges klarlagt, herunder hvorvidt der måtte være grundlag for også at straffe dem for medvirken til overtrædelse af fyrværkeriloven.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |