Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

27. december 2023 14:09

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 27. december 2023.

Læs uddraget af de seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. december 2023 kl. 07.00 til 27. december 2023 kl. 07.00.

Døgnrapport

Julens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Lillevangsvej, Greve
Algade, Nykøbing Sj.
Kappelevvej, Greve
Stenledsvej, Tureby

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Lotusvej, Tune
Havslunde, Himmelev, Roskilde
Nøddeparken, Borup
Rosenhaven, Jyllinge
Lundevej, Lille Linde, Hårlev
Vordingborgvej, Herfølge
Gammel Køgevej, Klippinge
Bakkehældet, Valløby, Køge
Læhegnet, Jyllinge
Blommehaverne, Jyllinge (2 anmeldelser)
Dr. Schadsvej, Nykøbing Sj.
Parkvænget, Roskilde
Søndre Parkvej, Ringsted
Knabstrupvej, Sdr. Jernløse, Regstrup

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Store Bøgeskovvej, Gyrstinge, Ringsted

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Spanager, Solrød Strand
Fjordvej, Holbæk
Christiansmindevej, Holbæk


Afbrænding af fyrværkeri er nu tilladt - hele politikredsen

Lovligt salg af fyrværkeri siden den 15. december har givet en del henvendelser til politiet om ulovlig affyring af fyrværkeri, hvilket i flere tilfælde har været til ulempe for de omkringboende ofte på grund af høje brag eller på tidspunkter, hvor aftenhygge og måske nattesøvn har haft højere prioriteter hos nogen.

I perioden fra og med i dag - den 27. december - til og med 1. januar er affyring af lovligt fyrværkeri tilladt, såfremt affyringen foregår uden fare for dyr eller mennesker og i øvrigt sker under hensyntagen til de omkringboende.

Overtrædelse af fyrværkerilovgivningen straffes som udgangspunkt med bøde, men anden lovgivning kan komme i spil, såfremt affyringen sker i ond hensigt over for andre eller er rettet mod myndigheder som f.eks. brandvæsnet, hjemmeplejen eller politiet.

Salg af fyrværkeri i detailhandlen stopper den 31. december.


Oversigt over spiritus-/narkokørsler i juledagene fra 23/12 til og med 27/12 kl. 0700 (hele politikredsen):

Spirituskørsler: 1
Spirituskørsler incl. færdselsuheld: 3
Narkokørsler: 9
Narkokørsler incl. færdselsuheld: ingen.


Lørdag - søndag (juleaftensdag):

 

Fremstilling i grundlovsforhør efter indbrud - Lotusvej, Tune - Greve

Kl. 10.30 lørdag formiddag blev en 32-årig mand fra Litauen fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for indbrud i en privat bolig på Lotusvej i Tune natten til lørdag.

Kort efter kl. 04.00 natten til lørdag slog en opmærksom nabo alarm, da naboen havde hørt lyden af et vindue, der blev brudt op, og efterfølgende set en person færdes indenfor.

Politiet havde kort efter anmeldelsen anholdt litaueren på fersk gerning i forbindelse med indbruddet, hvor han i en taske havde medtaget penge og smykker fra gerningsstedet. I tasken var tillige opbrudsværktøj.

Litaueren blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 16. januar 2024, mens politiet undersøger, om han kan mistænkes for andre indbrud under sit ophold i Danmark.

Humanitær eftersøgning - Greve

Kl. 15.26 bad bekendte til en 71-årig mand fra Greve om assistance fra politiet, fordi den 71-årige et par timer tidligere havde forladt sin bopæl og ikke var kommet tilbage som forventet. Den 71-årige har besvær med at finde rundt og er tidligere blevet væk fra sin bolig.

Anmelderens egen eftersøgning gennem et par timer havde ikke givet noget resultat, hvorfor politiets assistance var ønskelig for at finde den savnede.

Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning med flere patruljer, der også fik assistance fra brandvæsnets dronefører til at lede efter manden.

Eftersøgningen omkring Hundige Strandvej, havneområdet og butikscentret Waves gav umiddelbart ikke noget resultat, men kl. ca. 17.40 var den 71-årige af sig selv og i god behold kommet retur til sin bolig. Politiet indstillede herefter eftersøgningen, men politiet valgte dog at lave en indberetning til de sociale myndigheder om baggrunden for eftersøgningen.

Kniv- og fyrværkeriloven - Stationspladsen, Havdrup - Solrød

Kl. 20.05 fik politiet en anmeldelse fra nogle unge, der på Stationspladsen i Havdrup havde set en anden ung mand i besiddelse af en kniv, som han havde vist frem.

Politiet kørte til området og fandt den pågældende unge mand på en sti på vej væk fra området ved togstationen.

Der var tale om en 15-årig ung mand fra Havdrup, som havde været i besiddelse af både en foldekniv og fem ulovlige kanonslag, som han havde gemt i et grønt område ved togstationen.

Både kniven og kanonslagene blev beslaglagt som bevis i sager om overtrædelse af både knivlovgivningen og fyrværkeriloven, så han vil høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres. De sociale myndigheder er også blevet underrettet om sagerne mod ham.


Søndag (juleaftensdag) - mandag (1. juledag):

 

Vold - Knudskovparken, Holbæk

Kl. 12.39 anmeldte en 29-årig mandlig parkeringskontrollør, at han var blevet overfaldet i forbindelse med sit arbejde i Knudskovparken i Holbæk.

Parkeringskontrolløren havde været i færd med at udstede en kontrolafgift til en ulvoligt parkeret bil, da en mand råbende henvendte sig til ham.

Der opstod en diskussion mellem manden og parkeringskontrolløren, som endte med at blive slået i brystet.

Politiet sigtede efterfølgende en 52-årig mandlig bilejer fra Holbæk for vold mod parkeringskontrolløren, der blev sendt på skadestuen for at blive undersøgt for eventuelle skader som følge af volden.

Færdselsuheld - Kirkevej, Kirke-Hyllinge - Lejre

Kl. 16.28 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist var forulykket på Kirkevej i Kirke-Hyllinge, og at en ca. 40-årig mand som fører af bilen var flygtet fra stedet.

På uheldsstedet havde en personbil påkørt en hæk, men ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet. Intet tydede på, at nogen var kommet til skade som følge af uheldet, så politiet begyndte at lede efter den flygtede mand.

Politiet fik efterfølgende kontakt til en 43-årig mand fra Kirke-Hyllinge, der passede på den beskrivelse af den flygtede person, som et vidne havde givet politiet.

Der var tale om bilens ejer, som rutinemæssigt deltog i en alkometertest, der gav udslag over det tilladte. Han blev derfor anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i den forulykkede bil, men løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når analyseerklæringen foreligger, vil han høre nærmere om sagens videre forløb.

Brand i maskine på fabrik - Ved Banen, Lille-Skensved - Køge

Kl. 21.21 måtte brandvæsnet rykke ud i anledning af en brandalarm på en fabrik på Ved Banen i Lille-Skensved.

Politiet kørte også til stedet og fik sammen med brandvæsnet klarlagt, at der var brand i noget frugtaffald i en maskine, men uden synlige flammer, på fabrikkens område.

Der var ikke umiddelbart noget farligt eller giftigt ved branden, som brandvæsnet fik sluppet efter nogle timers indsats.

Politiet vurderede, at der var tale om noget hændeligt, så politiet foretog sig på den baggrund ikke yderligere i anledning af branden.

Færdselsuheld - Sankt Clara Vej, Roskilde

Kl. 22.34 anmeldte en 30-årig mand fra Roskilde, at han var forulykket på Sankt Clara Vej ved sidevejen Maglekildevej med baggrund i en anden trafikants adfærd.

Politiet fik klarlagt, at den 30-årige anmelder i en personbil var kørt ad Sankt Clara Vej mod nord, da en modkørende bilist ifølge anmelderen foretog et venstresving ind foran ham.

Anmelderen foretog en undvigemanøvre, hvorunder han påkørte et vejskilt, inden han til sidst påkørte en carport på hjørnet ved Maglekildevej. Han slap uskadt fra uheldet og beskrev den svingende bilist som kørende i en sort personbil måske af stationcar-typen.

Politiet ledte umiddelbart efter den sorte bil, men uden at finde hverken bilen eller en person, der som fører kunne afhøres til sagen. Anmelderen foretog selv oprydning på uheldsstedet, idet glasskår mv. lå på både kørebanen og cykelstien på uheldsstedet.


Mandag (1. juledag) - tirsdag (2. juledag):

 

Kørsel uden førerret - bil beslaglagt - Gislingevej, Svinninge - Holbæk

Kl. 10.36 standsede politiet på Gislingevej i Svinninge en personbil, hvor en 45-årig mand fra Grevinge sad bag rattet som fører. Under kørslen var bilens ejer - en 52-årig kvinde - med som passager.

Den 45-årige havde ikke noget kørekort og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Politiet kunne ved en nærmere kontrol konstatere, at han inden for de seneste tre år havde flere end tre sager om kørsel uden førerret, så bilen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som den 45-årige vil blive indkaldt til, når sagen om den manglende førerret og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.

Brand i juletræ - Højbovænge, Store-Heddinge - Stevns

Kl. 14.06 havde en 75-årig kvinde og en 79-årig mand fra Store-Heddinge handlet hurtigt, da der var gået ild i deres juletræ.

De havde siddet og kigget på tændte julelys i juletræet, da et af lysene pludselig fik startet en brand i juletræet. De to personer fik resolut båret juletræet ud på terrassen, hvor de fik slukket ilden.

En røgalarm var dog blevet aktiveret på adressen, så brandvæsnet var dukket op sammen med politiet. De to beboere blev efterfølgende tilset for eventuel røgforgiftning af personalet fra en tilkaldt ambulance.

Ingen af dem havde pådraget sig behandlingskrævende skader, men der var dog sket mindre sodskader på væg og loft i deres hjem.

Brand i juledekoration - Tjørnhøjsvej, Gørlev Sj. - Kalundborg

Kl. 14.08 blev der slået alarm om ildebrand i en privat bolig på Tjørnhøjsvej i Gørlev Sj., så brandvæsnet rykkede ud til stedet.

Der var ingen personer til stede i huset, hvor brandvæsnet fik slukket en brand i stuen i et område, hvor en juledekoration havde stået. Branden medførte brand- og sodskader i stuen og sodskader i resten af huset.

Ingen kom til skade ved branden, hvor politiet arbejder ud fra en tese om, at branden med stor sandsynlighed er opstået i juledekorationen, fordi et lys heri ikke var blevet slukket, da huset var blevet forladt.

Brand i bil - Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

Kl. 14.50 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var ildebrand i en bil på Ringstedvej i Kvanløse.

Det viste sig, at branden var så voldsom, at bilen udbrændte. Branden medførte kødannelse på Ringstedvej i forbindelse med passagen af den brændende bil, hvis ejer kunne oplyse, at branden startede i motorrummet. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere, da ingen kom til skade ved branden.

Kørsel i frakendelsestiden - bil beslaglagt - Holbækvej, Regstrup

Kl. 15.43 sigtede politiet en 35-årig mand fra Tølløse igen for kørsel i frakendelsestiden i en personbil, som han førte ad Holbækvej i Regstrup. Den 35-årig var nemlig i forvejen frakendt kørekortet og var også tidligere sigtet for samme overtrædelse af færdselsloven flere gange inden for de seneste tre år.

Bilen var ikke ejet af den 35-årige selv, men af en 29-årig kvinde, der flere gange tidligere var blevet sigtet for at have overladt føringen af et køretøj til netop den 35-årige, selv om han ikke lovligt kunne være fører.

Politiet vurderede derfor, at personbilen skulle beslaglægges for at undgå, at den kvindelige bilejer i fremtiden ville give den 35-årige mulighed for overtrædelse af færdselsloven.

Bilejeren var dog ikke enig med politiet om dette grundlag for beslaglæggelse af bilen, så en dommer skal nu kigge nærmere på grundlaget herfor. Bilen er dog indtil videre i politiets besiddelse, indtil dommeren har truffet afgørelse om, hvorvidt politiet reelt havde grundlag for beslaglæggelsen eller ej.

Færdselsuheld/spirituskørsel - Lyngvej / Ellinge Skovvej, Højby - Odsherred

Kl. 16.57 var en bilist forulykket i en vejkurve på Lyngvej ved Ellinge Skovvej, så politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.

Det viste sig, at en 39-årig mand fra Nykøbing Sj. i spirituspåvirket tilstand havde ført en personbil ad Lyngvej mod syd, da han i en vejkurve havde mistet kontrollen over bilen, så en hæk og en stor sten var blevet påkørt. Bilen var snurret rundt og standset midt på vejen.

Den 39-årige var sluppet uskadt fra solouheldet, men da en alkometertest indikerede, at han var mere påvirket af alkohol end tilladt, blev han anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel. Politiet løslod ham efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han kan forvente at høre mere om sagens videre forløb, når analyseerklæringen foreligger.

Brand i container - Æblehaven, Roskilde

Kl. 19.41 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand ved en container i Æblehaven i Roskilde.

Den mindre brand under en skraldecontainer i plast blev dog hurtigt slukket, der skete minimale skader. Årsagen til branden kunne dog ikke umiddelbart klarlægges, men umiddelbart skønnedes der ikke at være noget strafbart bag. Der var ingen spor efter f.eks. fyrværkeri som medvirkende årsag til brandens opståen.

Færdselsuheld - Køgevej, Kværkeby, Ringsted

Kl. 20.50 slog en lokal mand alarm, da han havde hørt et højt brag fra vejen og efterfølgende konstatere, at et lyssignal var blevet påkørt og gået ud.

Politiet traf ikke nogen ved det forulykkede køretøj, der var i brand, så brandvæsnet måtte tilkaldes.

Den forulykkede bil havde ud over lyssignalet også påkørt et par vejskiltet, inden bilen var blevet forladt af føreren.

Ved nærmere undersøgelse af bilen fik politiet klarlagt, at bilen var blevet stjålet fra Ortved i eftermiddagens løb.

Ingen øvrige trafikanter var blevet involveret i uheldene, så politiet forsøger nu at få identificeret biltyven i forbindelse med efterforskning af sagen.

Oplysninger om flygtende personer i området omkring anmeldelsestidspunktet kan gives til politiet på tlf. 114.

Skud affyret - Kattegatsvej, Holbæk

Kl. 23.09 fik politiet et alarmopkald om, at der formentlig var blevet affyret skud i området ved Kattegatvej i Holbæk. Kort efter var flere biler kørt hurtigt væk fra området ad Kattegatvej i nordlig retning.

Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder hundepatruljer, som foretog afspærring af området og med henblik på undersøgelse af eventuelle spor.

I området fandt politiet flere afskudte patronhylstre, som med assistance fra kriminalteknikere fra National Kriminalteknisk Center blev sikret til nærmere undersøgelse for eventuelle spor.

Politiet fandt ingen indikationer på, at nogen personer var blevet ramt, ligesom politiet heller fandt genstande, der var blevet ramt i forbindelse med skudafgivelserne.

Sagen efterforskes nu yderligere i et forsøg på at finde frem til personer, der kan mistænkes for at stå bag skudafgivelserne, ligesom politiet prøver at finde frem til de køretøjer, som vidner havde set forlade område lige efter skudafgivelsen.

Oplysninger om både personer og køretøjer i anledning af skudafgivelserne kan gives til politiet på tlf. 114.


Tirsdag (2. juledag) - onsdag:

 

Flere næsten samtidige uheld på motorvejene - Roskilde / Greve

Inden for ca. 20 minutter rykkede politiet ud til tre færdselsuheld på hhv. Holbækmotorvejen ved Roskilde og Køge Bugt Motorvejen ved Greve.

Kl. 12.41 var en 56-årig mand fra Hørsholm ikke opmærksom nok, da han i en personbil kørte ad Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Roskilde. Efter en forankørendes opbremsning påkørte han bagenden af den forankørende, hvis personbil blev skubbet frem i en tredje part i uheldet.

To ambulancer var også sendt til uheldsstedet, men kun den påkørte bilist blev kørt til check på skadestuen. Ingen af dem var dog kommet til skade.

Kun et spor var farbar forbi uheldsstedet, så der opstod en ca. tre kilometer lang trafikkø, der kunne opløses fra kl. ca. 13.15, hvor de implicerede køretøjer var væk fra vejen.

Kl. 13.00 skete der to færdselsuheld i samme retning på Køge Bugt Motorvejen ved afkørsel 29 ved Greve.

I nordgående retning opdagede en 43-årig mand fra Hvidovre for sent kødannelsen foran ham, så han påkørte bagenden af en forankørende bilist. Dette uheld gav anledning til kortvarig lukning af to af de fire vognbaner på uheldsstedet, men trods mulighed for passage opstod der kødannelse.

Kødannelsen efter dette første uheld var formentlig årsagen til det andet sammenstød, der skete, da en 66-årig mand fra Birkerød for sent opdagede dette under kørslen også i det nordgående spor hen mod afkørsel 29 ved Greve. Han påkørte den forankørende bagfra, men kun med materiel skade til følge.

Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i de tre uheld i juletrafikken på motorvejene.

Humantær eftersøgning - Lejre

Kl. 20.42 iværksatte politiet en humantær eftersøgning efter en 37-årig kvinde fra Lejre, efter at en bekendt til hende havde henvendt sig til politiet med oplysninger om, at kvinden formentlig havde forladt sin bopæl i nedtrykt tilstand.

Politiet fik mistanken bestyrket, da der ikke var nogen hjemme på hendes bopæl, så politiet ledte efter hende med flere patruljer og hundepatruljer samt en drone.

Eftersøgningen endte med, at den savnede kvinde kort efter kl. 23.00 blev fundet i god behold syd for Lejre by, hvorefter bekendte tog sig af hende til fornøden omsorg.

Utryghedsskabende mand - Stationscentret, Roskilde

Kl. 21.10 alarmerede personalet i en kiosk politiet, fordi en mand havde optrådt truende og måske havde medbragt en våbenlignende genstand under et ærinde i kiosken.

Politiet rykkede ud med flere patruljer og fik efter få minutter kontakt til en 28-årig mand fra Roskilde, som ikke var i besiddelse af noget ulovligt eller andre effekter, der kunne virke utryghedsskabende over for både personale og andre kunder i kiosken.

Manden var dog tidligere blevet oplyst om, at han var uønsket i kiosken, hvorfor politiet sendte ham videre og væk fra området. Han blev ikke sigtet for at have begået noget ulovligt.

Færdselsuheld / spirituskørsel - Østre Havnevej, Kalundborg

Kl. 03.06 fik politiet en anmeldelse fra en handlekraftig mand om, at han tilbageholdt en formentlig spirituspåvirket bilist, der var forulykket på Østre Havnevej i Kalundborg. Fra den forulykkede bil var andre flygtet væk fra uheldsstedet.

Politiet fik overdraget en 18-årig mand fra Kalundborg, der havde været fører af den forulykkede personbil, der i forbindelse med ulykken var standset inde på et jernbanespor ved Kalundborg togstation. Bane Danmark blev straks underrettet i den anledning.

Den 18-årige deltog i en alkometertest og blev herefter anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i den forulykkede personbil, som han havde ført i østlig retning ad Østre Havnevej.

Under kørslen, hvor der havde været fire passagerer med i bilen, havde han mistet kontrollen over bilen, der havde påkørt et helleanlæg og herefter ramt en modkørende bilist, inden bilen ramte en lygtepæl og til sidst kørte gennem et hegn, inden den standsede inde på et jernbanespor.

I forbindelse med anholdelsen blev den 18-årige fundet i besiddelse af et kanonslag, som blev beslaglagt i forbindelse med yderligere en sigtelse for overtrædelse af fyrværkeriloven.

En hundepatrulje undersøgte flugtruten for de undløbne passagerer og fandt yderligere fyrværkeri, som blev beslaglagt.

Den 18-årige blev løsladt efter afhøring til sagerne og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet om sagernes videre forløb, når analyseerklæringen foreligger.

Bane Danmark iværksatte straks flytning af den forulykkede bil, hvilket blev afsluttet kl. ca. 06.00.

Færdselsuheld - Ringstedvej, Svinninge - Holbæk

Kl. 05.46 havde en 19-årig mand fra Holbæk mistet kontrollen over sin personbil, som han førte ad Ringstedvej i sydlig retning ved Svinninge.

Ved en kurve og i det glatte føre kørte han i grøften, så bilen fik nogle beskadigelser og lækkede noget væske, så det lokale redningsberedskab måtte tilkaldes.

Den 19-årige selv blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet uskadt fra uheldet og uden at involverede øvrige trafikanter. Politiet registrerede blot omstændighederne ved solouheldet.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

13. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 13. maj 2024

Maritim indsats i Køge Bugt - Kvinde frarøvet armbånd - 17-årig udsat for røveriforsøg. Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 10. maj 2024 kl. 07.00 til 13. maj 2024 kl. 07.00.

8. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 8. maj 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 7. maj 2024 kl. 07.00 til 8. maj 2024 kl. 07.00.

8. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. maj 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 3. maj 2024 kl. 07.00 til 6. maj 2024 kl. 07.00.