Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 31. juli 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 30. juli 2025 kl. 07.00 til 31. juli 2025 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Se herunder vedr. tyveri af handicapskilteTab af nummerplader - Hareskovvej, Kalundborg
Kl 09.00 henvendte en borger sig på politistationen i Kalundborg. Et kraftigt skybrud havde oversvømmet dele af Hareskovvej og flere biler, der havde kørt igennem vandmasserne, havde i den forbindelse fået revet nummerpladerner af. Borgeren havde været så venlig at samle i alt 18 nummerplader op, som blev afleveret til politiet. Lokalpolitiet sørgede for at kontakte ejerne, der kunne komme og hente de tabte plader igen. Vi takker for hjælpen!
Brand - Løgtvedvej, Jyderup, Kalundborg
Kl 09.48 kørte politi og brandvæsen til brand i landejendom. Beboeren på stedet fik selv holdt ilden nede og brandvæsnet kunne selv hurtigt slukke resten. Branden var tilsyneladende opstået i en vaskemaskine, som havde stået i en lade og det havde givet mindre sodskader på bygningen.
Færdselsuheld - Stevnsvej, Strøby, Stevns,
Kl 12.21 skete der et færdselsuheld, da en personbil ført af en 71-årig mand fra lokalområdet var på vej mod syd og foretog et venstresving for at komme ind i en indkørsel. I det samme kom to andre biler kørende mod nord. Den første - en personbil ført af en 70-årig mand fra Køge - foretog i den forbindelse en opbremsning og den bagfrakommende varebil ført af en 60-årig mand fra lokalområdet nåede ikke at bremse og ramte derfor ind i bilen foran. Den 70-årige blev kørt til behandling for sine skader.
Butikstyveri - Over Bølgen, Greve
Kl 14.01 anmeldte et supermarked, at personalet havde stoppet en 64-årig kvinde fra Greve, der havde stjålet slik og diverse plejeprodukter for i alt 111 kroner. Politiet kørte til stedet og kvinden erkendte forholdet.
Kørte fra stedet efter uheld - Anlægsvej, Ringsted
Kl 15.50 fik politiet anmeldelse om, at en sættevogn havde påkørt en parkeret varebil med store skader på varebilen til følge. Føreren af sættevognen kørte derefter fra stedet. Politiet har flere vidneudsagn fra folk, der så påkørslen og prøver nu at finde frem til føreren af lastbilen.
Knallert ville køre fra politiet - Agervænget, Gadstrup, Roskilde
Kl 21.30 ville en ung mand på knallert ikke stoppe, da en betjente på motorcykel gav tegn til det. Han fortsatte kørslen fra Snoldelev til Gadstrup og gjorde svingede flere gange under kørslen ud som for at ramme motorcyklen. På et tidspunkt måtte knallerten sætte farten så meget ned på grund af nogle bomme tværs over vejen, at det lykkedes motorcykelbetjenten at få på den 16-årige unge mand fra lokalområdet, der kørte på knallerten. Han blev efterfølgende kørt hjem til sine forældre og knallerten skal nu undersøges for at afklare, om den er lovlig. Der vil derefter blive taget stilling til, hvad den 16-årige skal sigtes for.
Politiet har i den seneste tid fået flere henvendelser fra folk i området, der følger sig generet af unge mennesker der kører hasarderet på hurtige knallerter og færdselspolitiet har derfor patruljeret i området for at standse den utryghedsskabende kørsel.
Påvirket bilist - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl 22.58 standsede færdselspolitiet en personbil ført af en 20-årig mand fra København. Han kørte med 163 km/t hvor grænsen er på 110. Han blev samtidigt testet positiv for kokain, hvilket han dog nægtede. Han blev sigtet og medtaget til blodprøve.
Biler i brand - Frydenhøj Alle, Greve
Kl 01.47 kørte politi og brandvæsen til melding om brand i tre biler. Brandvæsnet fik hurtigt styr på branden men umiddelbart er det ikke til at sige, hvad der har startet ilden. Politiet hører gerne fra vidner, der måtte have set noget på det tidspunkt.
Brand i supermarked - Smedelundsgade, Holbæk
Kl 06.51 kom der melding om røg fra et supermarked. Ilden var startet i et køkken og flammerne nåede også at få fat i taget. Politiet er på stedet for at hjælpe med afspærring. Alle personer er ude af supermarkedet.
Tyveri af handicapskilte - Greve
Midt- og Vestsjællands Politi modtog hen over onsdagen i alt seks anmeldelser om biler i Greve, der havde fået knust en rude, hvorefter der var stjålet handicapskilte fra bilen. Anmeldelserne indløb fra Gærdehuset (2 stk), Søjlegården (2 stk), Digehuset og Bakkevolden. Tyverierner er formentligt sket i løbet af natten og politiet hører gerne fra vidner, der har set nogen begå indbrud i bilerne eller som får tilbudt at købe et handicapskilt. Politiet oplevede noget tilsvarende natten til den 28. juli hvor der var indbrud i yderligere to biler i Gersagerparken hvorfra der også blev stjålet handicapskilte.Flere tilfælde af bedrageri over for ældre
Politiet rundt om på Sjælland har i den seneste tid foretaget anholdelse af flere personer, der har medvirket til sager om bedrageri over for ældre, men vi kan konstatere, at svindlerne fortsat er aktive:Kl 15.18 blev det anmeldt, at en 91-årig mand fra Jyderup havde haft besøg af en person, der oplyste, at han kom fra Sikkerhedsstyrelsen. Det lykkedes ham at overbevise den 91-årige om, at han skulle have udleveret dankort og kode og der blev efterfølgende hævet 15.000 kroner på kortet.
Kl 17.10 var det en 85-årig kvinde fra Jyderup, der kunne fortælle, at en mand, der sagde, at han var fra banken, ringede til kvinden. Han overbeviste hende om, at hun skulle udlevere dankort og kode til en kollega, der ville møde op hos kvinden. Den pågældende fik også held til at få udleveret 60.000 kroner i kontanter. Uvidst hvor meget svindlerne nåede at få hævet på kortet.
Manden der kom og hentede kortet beskrives som 30-35 år, 180-185 cm høj, lys i huden, talte dansk og var iført skjorte og bukser.
Kl 17.28 gik det ud over en 87-årig kvinde i Holbæk, der på - oven i købet på sin fødselsdag - blev kontaktet af "banken", der fik overtalt hende til at udlevere dankort og tilhørende kode samt flere smykker til en mand, der mødte op hos kvinden. Efterfølgende blev der hævet 15.000 kroner.
Kl 19.41 var det en 89-årig kvinde fra Holbæk, der blev kontaktet af sin "bank", der ville vide, om hun havde værdier liggende. Kort efter kom en mand frem til kvinden og hun lod sig overtale til at udlevere 7000 kroner til ham samt dankort og kode. Der blev efterfølgende hævet 750 euro på kortet.
Desuden er der tegn på, at en 70-årig mand fra Roskilde også blev forsøgt svindlet. Han blev ringet op af en kvinde, der oplyste, at hun var fra Københavns Politi og at man havde anholdt en person, der havde forsøgt at optage lån i den 70-åriges navn. Manden fik oplyst et sagsnummer samt kvindens medarbejdernummer og gjorde derefter det helt rigtige: Han lagde på og ringede op til Københavns Politi for at tjekke, at de havde den pågældende som medarbejder - og det havde de naturligvis ikke. Dermed lykkedes det efter alt at dømme at afværge endnu et svindelforsøg.
Politiet skal igen indtrængende opfordre til, at man snakker med de ældre, som man enten er i familie med eller har kontakt med igennem sit arbejde om risikoen for at blive svindlet. Personerne bag bedragerierne finder hele tiden på nye måder at snyde deres ofre på og de er meget veltalende og overbevisende, når de forsøger at misbruge andre personers tillid.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |