Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporterne den 24. april 2023.
Læs uddraget af de seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 21. april 2023 kl. 07.00 til 24. april 2023 kl. 07.00.
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Vestre Hedevej, Roskilde
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Nakke Nord, Nakke, Nykøbing Sj.
Højbyvej, Højby, Lejre
Munkekærgård, Køge
Stenaldervej, Køge
Sdr. Jernløsevej, Sdr. Jernløse, Regstrup (forsøg)
Klintevej, Roskilde
Ærtebjerghusene, Borup
Vallekildevej, Hørve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Rylevej, Yderby Lyng, Sjællands Odde
Strandvejen, Køge
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Holbækvej, Mørkøv
Anders Larsensvej, Holbæk
Tyveri fra køretøjer:
Eriksholmvej, Vipperød
Vangevej, Soderup Vest, Tølløse
Jernbanevej, Tølløse
Kildegårdsvej, Hellested, Hårlev
Jeppes Torp, Tjebberup, Holbæk
Bøgegården, Holbæk
Særlig indsats mod forsamlinger af køretøjer – Køge / Greve
Færdselspolitiet havde igen i denne weekend sammen med øvrige patruljer et særligt fokus på spontane forsamlinger af køretøjer, hvis føreren måske kunne mistænkes for at ville køre race eller i øvrigt under hensynsløse omstændigheder på forskellige veje i politikredsen.
Fredag aften kontrollerede patruljerne forskellige lokaliteter, hvor disse spontane forsamlinger af køretøjer tidligere var opstået, men fandt ikke nogen særlig aktivitet nogen af disse steder, heriblandt i Køge-området.
Patruljerne foretog i stedet for spontane kontroller af de trafikanter, som politiet mødte undervejs. Disse kontroller resulterede i 10 sigtelser for overtrædelser af færdselslovgivningen, idet sagerne omhandlede en sag om spirituskørsel, en sag om kørsel frem mod rødt lys, en sag om brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen, en sag om en lastbils manglende godkendelse til godstransport, to sager om ikke medbragt kørekort under kørslen, to sager om manglende brug af sikkerhedssele og en sag om overtrædelse af hastighedsbestemmelser på motorvej.
Lørdag aften fortsatte politiet fokus på disse forsamlinger, som politiet spottede optræk til i Køge og i Greve. Politiet var dog præventivt til stede, inden eventuel hensynsløs og risikobetonet kørsel fandt sted, så ingen blev sigtet som en direkte følge af trafikal adfærd ved disse forsamlinger.
Politiet brugte derfor også lørdag aften til spontane kontroller af trafikanter, der blev truffet i forskellige områder især i den østlige del af politikredsen.
De spontane kontroller resulterede i ni sager, der omhandlede fire overtrædelser af hastighedsbestemmelserne, en sag om kørsel for tæt på den forankørende, to sager om overtrædelse af reglerne om overhaling (klip-sager), en sag om forkert lygteføring samt en sag om manglende tegngivning.
Alle sigtede bilister kan således forvente at høre nærmere fra politiet, der fortsat vil have fokus på eventuelle spontane forsamlinger af bilister i politikredsen, således at politiet kan være præventivt til stede, inden eventuel hensynsløs eller risikobetonet kørsel finder sted.
Fredag – lørdag:
Færdselsuheld – Kildebrøndevej, Greve
Kl. 09.12 forulykkede en varebil under kørsel ad Kildebrøndevej i østlig retning, da føreren af varebilen kørte hen over græsrabatten og ind i en lygtepæl, så varebilens airbags blev udløst.
Politiet kunne sammen med ambulancepersonalet konstatere, at den 32-årig mandlige fører fra Herlev var sluppet uskadt fra ulykken. Årsagen til uheldet måske kunne tilskrives et ildebefindende hos ham under kørslen.
Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.
Vanvidskørsel – motorcykel beslaglagt / førerret inddraget – Darupvej, Roskilde
Færdselspolitiet var fredag formiddag igen på hastighedskontrol på Darupvej, hvor færdselspolitiet flere gange tidligere har målt trafikanter til at køre væsentligt hurtigere end de tilladte 50 km/t som tilladt i færdselsloven, når en vej er beliggende inden for tættere bebygget område.
Kl. 10.50 målte færdselspolitiet en motorcykel til at køre med mindst 105 km/t i vestlig retning ad Darupvej, hvilket er en overtrædelse af den gældende hastighedsbegrænsning med mere end 100 procent. Sagen kan derfor karakteriseres som en såkaldt ”vanvidskørsel” på motorcyklen, hvilket den 54-årige mandlige fører fra Holbæk kort efter blev gjort bekendt med. Det betød en sigtelse for overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser samt en øjeblikkelig inddragelse af mandens førerret, således at han ikke længere må være fører af et køretøj, der kræver et kørekort.
Politiet gjorde desuden den 54-årige mand bekendt med, at hans motorcykel straks blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor senere blive indkaldt til et retsmøde, når straffen og spørgsmålet om endelig konfiskation af motorcyklen skal afgøres.
Færdselspolitiet havde foretaget hastighedskontrol i en time på Darupvej, og eneste sag var motorcyklisten med den omtalte vanvidskørsel.
Færdselsuheld – Bygaden, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 12.35 rykkede politiet ud til parkeringspladsen ved et supermarked, hvor en person var blevet påkørt af en bilist.
Det viste sig, at en 77-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge som fører af en personbil bakkede og påkørte herunder en 82-årig mand fra Kirke-Hyllinge, der som fodgænger befandt sig bag hendes bil.
Den 82-årige blev hjulpet af personalet fra den tilkaldte ambulance, som efterfølgende bragte ham til skadestuen til behandling for en lettere tilskadekomst.
Politiet har nu optaget rapport om påkørslen for at få klarlagt omstændighederne nærmere som årsag til påkørslen af fodgængeren.
Fisker fik ildebefindende til søs – Hørby – Holbæk
Kl. 13.27 slog pårørende til en 77-årige mandlig fisker alarm, da de pårørende undrede sig over, at han havde længere tid til søs end forventet.
En redningsindsats blev iværksat, så både politiet, en ambulance, det lokale redningsberedskab og en helikopter til området ud for Hørby havn, hvor den 77-åriges båd befandt sig.
Politiet og redningspersonalet fik kontakt til den 77-årige, der blev sejlet i land, hvorefter han blev fløjet med helikopteren til et sygehus til kontrol i anledning af det ildebefindende, som han havde fået under opholdet i sin båd. Redningsindsatsen kunne afsluttes efter godt en time.
Grov vold ved knivstikkeri – Søgade, Ringsted
Kl. 16.47 fik politiet via alarm 112 en anmeldelse om, at en gruppe på 10-12 mænd var forsamlet på en parkeringsplads i Søgade. En af mændene skulle være i besiddelse af en kniv.
Politiet traf på stedet et vidne, der kunne oplyse politiet om, at flere biler inden politiets ankomst var kørt fra stedet.
Kort efter fik politiet kontakt til en kvæstet, 26-årig mand fra Ringsted, som blev bragt på skadestuen til behandling for nogle stiklæsioner.
Ved en kort afhøring af offeret samt efterforskning i øvrigt fik politiet grundlag for at lede efter en bestemt, navngiven mand, som politiet ikke umiddelbart har kunnet finde i løbet af fredagen.
Endvidere fik politiet identificeret et af de køretøjer, der var kørt fra stedet, således at politiet kunne standse bilen i Greve-området.
I bilen befandt sig i alt fire mænd i starten af tyverne fra hhv. Ringsted og Roskilde. Politiet anholdt de fire mænd, da de kunne mistænkes for at have en rolle i sagen om knivstikkeriet.
De fire mænd blev løsladt efter afhøringerne, men er fortsat sigtede for deres rolle i sagen, der fortsat efterforskes for at finde frem til den mand, som politiet gerne vil tale med.
Parkeringspladsen, hvor knivstikkeriet fandt sted, blev undersøgt nærmere for eventuelle spor ved brug af bl.a. politihunde. Undersøgelserne på det afspærrede området blev afsluttet først på aftenen.
Anholdt to gange på en weekend – Vig, Odshered og Holbæk
Fredag kl. 20.04 blev en 21-årig mand fra Holbæk anholdt, idet han skabte uro og forstyrrede ambulancepersonalet, som var i gang med at behandle en kvinde på Vig Stationsvej i Vig. Den 21-årige var spirituspåvirket og opfarende over for patruljen, så han blev anholdt for at skabe ro på stedet. Under transporten til politistationen fortsatte den 21-årige med at kalde en politikvinden diverse ukvemsord, og det lykkedes ham også at bide betjenten i fingeren. Han blev derfor sigtet for vold mod tjenestemand, men blev løsladt senere på natten, da han var faldet til ro.
Natten til søndag kl. 02.43 blev den 21-årige igen anholdt, da han blev fanget på det tryghedsskabende kamera på Vestergade i Holbæk, hvor han blev set optræde voldeligt over for andre i nattelivet foran en pub. Da patruljen anholdt ham var han igen modarbejdede han igen politiet og hans optræden i spirituspåvirket tilstand gjorde, at han blev taget med i detentionen til afrusning, men blev løsladt næste morgen.
Den 21-årige vil senere høre mere fra politiet i sine sager, når de skal afgøres.
Bil og motorcykel i alvorligt uheld – Nykøbingvej, Ruds-Vedby – Kalundborg
kl. 23.52 skete et alvorligt uheld i krydset Nykøbingvej/Rugskovvejvej ved Ørslev, Ruds Vedby mellem en bilist og en motorcyklist, som blev fløjet i helikopter til behandling efter uheldet.
Bilisten, en 30-årig kvinde fra Høng kørte ad Rugskovvej mod vest og stødte i krydset sammen med motorcyklisten, en 56-årig mand fra Slagelse. Motorcyklisten blev slynget af køretøjet og endte på en mark. Bilisten fortsatte lige over i krydset, hvor bilen trillede ned i en grøft.
Den 56-årige motorcyklist kom alvorligt til skade, så han blev hentet i lægehelikopteren og fløjet til traumebehandling. Bilisten slap uskadt efter uheldet. Meldingen fra sygehuset var senere, at motorcyklisten var uden for livsfare.
Hele krydset blev afspærret og bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet. Først omkring kl. 02.32 blev vejen genåbnet. Patruljen optog rapport om uheldet, hvor bilisten er mistænkt for at overtræde sin vigepligt. Parterne vil senere høre mere i sagen fra politiet.
Tre mænd i slagsmål – Sct. Hansgade / Dagmarsgade, Ringsted
Kl. 03.38 fik politiet et alarmopkald om et slagsmål, hvor tre mænd var involveret. De to af dem skulle ifølge anmeldelsen overfalde den tredje på en parkeringsplads mellem Sct. Hansgade og Dagmarsgade.
Politiet var fremme få minutter senere og fik på parkeringspladsen kontakt til en forslået, 19-årig mand fra Ringsted samt de to mistænkte, som også befandt sig i nærheden. Der var tale om en 18-årig mand fra Ringsted og en 19-årig mand fra Borup, som begge blev anholdt som mistænkte for grov vold mod offeret.
Politiet fik ud fra diverse vidneforklaringer og videoer mv. klarlagt, at det 19-årige offer var blevet overfaldet med slag og spark mod hovedet og kroppen.
De to anholdte blev bragt til politistationen i Roskilde og afhørt til sagen om grov i løbet af lørdag formiddag. Ud fra en vurdering af de konkrete omstændigheder besluttede politiet og anklagemyndigheden, at de to mænd skulle løslades uden fremstilling i grundlovsforhør. De er således fortsat sigtede i sagen, som de vil høre nærmere om på et senere tidspunkt.
Lørdag - søndag
Skunklaboratorium afsløret – Regstrup, Holbæk
kl. 15.05 dukkede politiet op på en ejendom i Regstrup, hvor der var mistanke om dyrkning af cannabis. Ejendommer blev ransaget, hvor der i en tilbygning blev fundet et skunklaboratorium, hvor der voksede 68 fuldvoksne cannabisplanter, 82 mindre planter, 39 cannabisløg og 25.54 gram skunk, som blev beslaglagt sammen med alt det udstyr, som bruges for at dyrke cannabis.
Politiet beslaglagde varmelamper, eltavler, special el-pærer, kabler og ventilationsudstyr fra laboratoriet. En 27-årig mand blev anholdt og sigtet for at besidde de ulovlige planter med henblik på at videresalg. Han blev taget med på politistationen til afhøring, hvor han erkendte at have dyrket cannabis. Herefter blev den 27-årige løsladt, men vil senere høre mere i sagen fra politiet.
Fuld kvinde kørte vanvidskørsel – Gl. Skolevej, Høng – Kalundborg
Kl. 20.39 stoppede en patrulje en kvindelige bilist på Gl. Skolevej i Høng i en rutinekontrol. En test med alkometeret viste, at den 47-årige kvinde havde en promille på over 2,0, så hun blev sigtet, anholdt og blev taget med til en blodprøveudtagelse. Når promillen er så høj er det omfattet om reglerne om vanvidskørsel, så bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Kvinden blev løsladt efter at have afgivet en blodprøve, som nu skal analyseres. Bilen var registreret til kvindens mand, så han blev orienteret om beslaglæggelsen, og han ønskede sagen indbragt for retten.
Retten vil i første omgang behandle sagen om beslaglæggelsen, og først senere tage stilling til, om bilen kan konfiskeres i forbindelse med sagens afgørelse.
Påvirket bilist forsøgte at stikke af – Lammefjordsvej, Holbæk
Kl. 22.05 ville en patrulje stoppe en bilist i en rutinekontrol, men bilisten efterkom ikke patruljens anvisninger om at standse. På Lammefjordsvej i Holbæk smed bilisten bilen og forsøgte at undløbe til fods, men blev anholdt af betjentene. Bilisten viste sig at være en 20-årig mand fra Mørkøv, som var påvirket af spiritus over det tilladte og en narkometertest viste, at han også var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor sigtet for spiritus- og narkokørsel og for ikke at stoppe når politiet giver tegn til det.
Den 20-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu venter politiet på resultatet af blodprøveanalysen, hvorefter bilisten vil få besked om sagens videre gang.
Motorcyklist kørte galt i solouheld – Svinningevej, Svinninge – Holbæk
Kl. 23.55 mistede en motorcyklist af uvisse årsager herredømmet over sit køretøj på Svinningevej i Svinninge, så han kørte ned i grøften. Den 23-årige mand fra Slagelse, der var fører af motorcyklen pådrog sig skader på det ene ben, og han blev kørt på sygehuset til behandling. Motorcyklen blev totalskadet og måtte transporteres væk. Patruljen testede rutinemæssigt føreren for alkohol og narkopåvirkning med negativt resultat, og der blev optaget rapport om uheldet.
Mand varetægtsfængslet i sag om indbrud og narkobesiddelse – Lumsås. Nykøbing Sj. – Odsherred
En 62-årig mand blev søndag varetægtsfængslet som sigtet for narkobesiddelse og indbrud i Lumsås, Nykøbing Sj.
Lørdag fik politiet et tip om, at der på en adresse i Lumsås formentlig blev opbevaret koster fra en indbrud begået i samme område i dagene op til. En patrulje blev straks sendt til den ejendommen i Lumsås, hvor der blev foretaget ransagning. Her blev der i en lade fundet fire cykler, motorcykelreservedele og værktøj, som var blevet stjålet ved et indbrud på Stenstrupvej i Lumsås weekenden før.
Mens politiet var på ejendommen, ankom den mistænkte 62-årige mand til stedet. Han blev anholdt og sigtet for indbrud. Ud over tyvekosterne blev der ved ransagningen fundet ikke mindre end 281 gram amfetamin og godt 20 gram hash, så den 62-årige blev desuden sigtet for narkobesiddelse med henblik på salg.
Den 62-årige blev ved grundlovsforhøret fængslet til den 9. maj, og politiet arbejder nu videre med sagen. Flere koster blev leveret retur til ejeren, men politiet fandt også andre ting, som skal undersøges nærmere for at afklare, om det kan stamme fra andre indbrud.
Ved indbruddet på Stenstrupvej blev desuden stjålet flere motorcykler, men disse blev ikke fundet ved ransagningen. En motorcykel af mrk. Moto Guzzi blev dog efter indbruddet fundet efterladt på Annebergparken og udleveret til ejeren, men politiet leder fortsat efter de manglende motorcykler af mrk. Moto Guzzi og en uindregistret motorcykel af mrk. Honda.
To af de stjålne motorcykler var indregistrede og beskrives som:
Moto Guzzi, årgang 97, sort, reg. nr. CL26240.
Moto Guzzi, årgang 73, sort, reg.nr. EL17158.
Vidner som har oplysninger om de stjålne motorcykler bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Ung mand sigtet for vold efter spyt mod betjent – Hårlev Stationsvej, Hårlev, Stevns
kl. 00.04 blev en patrulje sendt til Hårlev station, da der kom anmeldelse om, at en gruppe unge skabte utryghed. Da betjentene ankom forsøgte en ung mand at stikke af stedet, men blev hurtigt løbet op af en betjent. Den unge mand spyttede betjenten to gange i ansigtet under anholdelsen, og flere unge mennesker blev ophidsede over for politiet. Flere patruljer kom frem til stedet, og roen blev genoprettet.
Den anholdte 18-årige mand fra lokalområdet blev sigtet for vold mod betjenten, da spyt er omfattet af straffelovens regler om vold. Han blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling og måtte tilbringe natten i detentionen. Han blev løsladt søndag morgen, men vil høre mere fra politiet i sagen
Søndag – mandag:
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 08.09 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var sket et færdselsuheld på Holbækmotorvejen i vestgående retning lige efter udfletningen til Kalundborgmotorvejen. En ambulance var sendt til uheldsstedet.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at to bilister var impliceret i uheldet, men i alt fire personer skulle tilses af ambulancepersonalet, så yderligere to ambulancer blev tilkaldt til stedet.
Redningsarbejdet betød, at motorvejens to vognbaner i vestlig retning var spærret, men der blev åbnet for forsigtig passage forbi uheldsstedet via nødsporet, så trafikanter i retning mod f.eks. færger på Sjællands Odde kunne nå frem i tide.
I alt fire personer blev bragt til kontrol på skadestuen, men ingen af dem havde fået behandlingskrævende skader.
Uheldet var sket, da en 40-årig mand fra Højby Sj. som fører af en personbil i et uopmærksomt øjeblik havde ramt en forankørende personbil bagpå. Føreren af denne bil – en 75-årig mand fra Holte – havde mistet kontrollen, så bilen havde påkørte autoværnet.
Kl. ca. 09.30 var rednings- og oprydningsarbejdet afsluttet, så trafikken kunne normaliseres ad Holbækmotorvejen. Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved uheldet.
Brandundersøgelse – Østergade, Store-Heddinge - Stevns
Kl. 16.42 fik politiet en anmeldelse fra personalet i et nærliggende supermarked om, at en knallert var brudt i brand på parkeringspladsen udenfor.
Politiet kørte til stedet, hvor branden i køretøjet var ophørt. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være en lille motorcykel, som havde fået nogen skader som følge af en brand, hvis årsag nu undersøges nærmere ud fra en tese om, at branden måske kan været blevet påsat.
Efterforskningen i sagen fortsætter med bl.a. brug af eventuel videoovervågning fra området i et forsøg på at få dokumenteret brandens opståen og eventuelt få identificeret nogen, der kan stilles til ansvar herfor.
Den brændte, lille motorcykel blev beslaglagt af politiet til nærmere undersøgelse i anledning af tesen om, at der kan være tale om forsætlig brandstiftelse.
Færdselsuheld – Hundige Havnevej, Greve
Kl. 16.49 rykkede politiet ud til en forulykket bil ved Hundige Havn for at undersøge omstændighederne nærmere.
Den forulykkede bil havde udenlandske nummerplader og var efter kørsel gennem noget buskads kørt ind i et træ.
Der var ingen personer i køretøjet, men i nærheden traf politiet flere spirituspåvirkede mænd fra et af de baltiske lande. Ingen af dem var kommet til skade, og politiet forsøger nu at finde frem til føreren af køretøjet for at finde en årsag til uheldet.
Voldelig mand anholdt – Mosegårdsvej, Hallenslev, Gørlev Sj. - Kalundborg
Kl. 20.20 slog en 56-årig mand fra Gørlev Sj. alarm til politiet, efter at han var blevet overfaldet af en fremmed mand ved en jagthytte i et naturområde. Den voldelig mand var gået fra stedet med anmelderen bagefter.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en spirituspåvirket, 22-årig mand fra Slagelse samt en lettere forslået anmelder, der havde mindre hævelser og ømhed efter slag og spark fra den 22-årige.
Anmelderen havde sammen med en bekendt truffet den 22-årige i området ved jagthytten i naturområdet, hvor den 22-årige ikke havde lov til at opholde sig. Da han var blevet opdaget, overfaldt den 22-årige anmelderen.
Ved anholdelsen gik den 22-årige tillige til angreb på en politiassistent, der blev ramt af et spark i hovedet.
Den 22-årige blev pacificeret og bragt til politistationen i Roskilde til afrusning, inden han mandag vil blive afhørt til sager om vold mod anmelderen og vold mod politiassistenten. Herefter vil politiet i samarbejde med anklagemyndigheden tage stilling til, hvad der videre skal ske med en 22-årige mistænkte.
Brandundersøgelse – Strøby Bygade, Strøby – Stevns
Kl. 21.47 fik politiet flere anmeldelser om, at der ved en ubemandet tankstation formentlig var sket en kortslutning i et lysende reklameskilt, hvori en mindre brand var opstået.
Politiet kunne ved ankomsten til stedet konstatere, at anmelderne i fællesskab ved brug af en pulverslukker havde fået slukket den mindre brand i reklameskiltet på taget over tankstationens område.
Ingen personer kom til skade, men der var sket en mindre skade i reklameskiltet. Politiet har dog optaget rapport om ildløsen i et forsøg på at få klarlagt årsagen til brandens opståen. Der havde ikke umiddelbart været konkret fare for udbredelse til benzininstallationer på tankstationen.
Færdselsuheld / narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 03.01 rykkede ambulance- og redningspersonale sammen med politiet ud til et færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen i det nordgående spor, hvor en personbil var forulykket på afkørselsrampen til afkørsel <31b> Køge N / Egedesvej.
Det viste sig, at en personbil på afkørslen var kørt ind i et autoværn, efter at føreren – en 32-årig mand fra Taastrup – havde mistet kontrollen over bilen.
Den 32-årige var sluppet uden behandlingskrævende skader fra uheldet, men slap ikke for en tur på sygehuset til udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet mistænkte ham for at være påvirket af cannabis under kørslen, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med blodprøveudtagningen.
Ingen øvrige trafikanter var impliceret i uheldet, hvor politiet har optaget rapport og nu afventer analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve. Et bugseringskøretøj fjernede den 32-åriges bil fra uheldsstedet, så afkørslen atter var farbar inden kl. ca. 04.00.
Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl. 05.58 rykkede politiet ud til et sammenstød mellem flere køretøjer på Køge Bugt Motorvejen i det nordgående spor ved Greve.
Det viste sig, at to ambulancer var sendt til uheldsstedet for at tilse førere i fire køretøjer, som var involveret i sammenstødet. Ingen personer havde pådraget sig behandlingskrævende skader efter sammenstødet, der formentlig skyldtes uopmærksomhed i den tætte morgentrafik.
Uheldsstedet var kortvarigt blevet afspærret med en skiltevogn, men oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 06.30, så trafikken på motorvejen kunne normaliseres.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |