Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

3. juli 2019 10:10

Roskilde Festival 2019 uddrag af døgnrapport fra tirsdag 020719 til onsdag 030719

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi. Følg os på Twitter: MVSJPoliti.
Læs al nyttig viden om politiet på Roskilde Festival på politi.dk/RF19

Mand overfaldet

Tirsdag fik politiet en anmeldelse om, at en 18-årig mand fra Holbæk var blevet overfaldet på Roskilde Festival mandag 1. juli omkring kl. 22. Den unge mand har forklaret, at han ved et uheld kom til at gå ind i en person, der fulgtes med fem andre. Hans uheld betød, at gruppen på i alt seks personer overfaldt ham og tildelte ham både slag og spark. Manden blev hentet i en ambulance og kørt til sygehuset og derefter hjem til Holbæk. Politiet vil i dag afhøre den forurettede for at få et bedre indblik i sagens hændelsesforløb. 

Anmeldelse om mulig sædelighedsforbrydelse

Tirsdag anmeldte en 23-årig kvinde, der er gæst på Roskilde Festival, at hun muligvis havde været udsat for en sædelighedsforbrydelse. Hun vågnede afklædt tirsdag morgen uden at kunne huske, hvad der var sket. Hun mistænkte, at der måtte være puttet noget i hendes vinglas aftenen forinden, da hun var på vej fra et sted til et andet. Her var hun nemlig nødt til at forrette sin nødtørft på vejen, hvor hun satte sit glas fra sig. Hun huskede, at vinen havde smagt besynderligt, men slået det hen. Resten kan hun ikke huske. Politiet skal nu foretage en nærmere afhøring af den 23-årige kvinde for at få klarlagt omstændighederne i anmeldelsen.

Rumænsk kvinde blev for anden gang snuppet

Politiet blev lørdag tilkaldt af festivalens sikkerhedsvagter, da en kvinde havde fået stjålet mobiltelefon af en 24-årig kvinde fra Rumænien. Kvinden havde leveret tingene tilbage til forurettede, men politiet fandt den 24-årige kvinde, som også var i besiddelse af andre tyvekoster, som hun havde stjålet under opsætningen af telte lørdag eftermiddag. 
Den 24-årige kvinde fra Rumænien blev igen truffet af politiet på festivalpladsen tirsdag kl. 1415, selvom hun var uønsket på pladsen efter sine handlinger lørdag. Hun havde et armbånd på, hvor klipsen ikke var klemt sammen, således det kunne løsnes og fjernes fra armen. Derfor blev hun igen anholdt af politiet og sigtet for at tilsnige sig adgang uden at betale. Hun blev løsladt igen senere på dagen, men fik en bøde på 3000 kr. 

Vold mod ung mand

Tirsdag kl. 1428 anmeldte en mor til en 18-årig ung mand fra Bagsværd, at hendes søn var blevet overfaldet natten til tirsdag med skader til følge. Manden havde brækket armen, havde en skulder, der var gået af led og flere skrammer efter slag og spark. Han havde været på skadestuen, men var nu hjemme på sin egen bopæl i Bagsværd. Manden vil senere i dag mødes med politiet for at blive afhørt til sagen. 

Anmeldelse om mulig sædelighedsforbrydelse

Kl. 1530 kontaktede en 23-årig kvinde politiet, fordi hun ville oplyse om et blackout, hun havde haft fra mandag omkring kl. 23 til tirsdag omkring kl. 0130. Kvinden var vågnet i sit eget telt, men havde smerter i underlivet. I løbet af dagen tirsdag blev hun i tvivl om, om hun kunne have været udsat for en sædelighedsforbrydelse og henvendte sig derfor til politiet. Politiet opfordrede kvinden til at blive undersøgt hos Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. Hun ønskede dog hverken undersøgelser eller at anmelde forholdet, men politiet har registreret det som en mulig sædelighedsforbrydelse.

Røveri i teltet

Kl. 1946 fik politiet en anmeldelse fra en 18-årig mand fra Hørsholm. Han havde sovet i sit telt, da han vågnede ved, at en fremmed var inde og rode i teltet. Den fremmede mand forlod hurtigt stedet, men anmelderen fulgte efter. Udenfor stod yderligere fire personer, som slog og sparkede anmelder for at undslippe med de ting, der var taget fra teltet. En ven kom den forurettede til undsætning – en 17-årig ung mand fra Vedbæk – og han blev ligeledes udsat for vold. Politiet skal senere i dag tale med de to forurettede om sagen.

Lyden af skud

Kl. 2136 fik politiet et alarmopkald om, at en borger, der bor tæt på festivalpladsen, havde hørt lyden af skud i retningen af campingområdet. Politiet kørte derfor massivt ud til Darupvej, der ligger lige uden for campingområdet, for at undersøge stedet. Efter afhøringer af folk i området og søgning efter patroner og våben kunne politiet konstatere, at der ikke var spor efter skud på stedet. Politiet fik ikke yderligere anmeldelser om skud fra andre borgere, og teorien går derfor på, at det måtte være enten fyrværkeri eller andre lyde, der har mindet om skud fra området. 

Anmeldelse om vold

Kl. 0150 blev en 19-årig mand fra Næstved overfaldet af en gruppe personer fra en anden camp. Forurettede havde været på besøg i området, men var åbenbart uønsket af nogle personer, og derfor blev han væltet omkuld og sparket flere gange, således han havde knækket en tand og havde fået andre skader på kroppen. Den 19-årige blev undersøgt på skadestuen og vil blive kontakte af politiet med henblik på nærmere afhøring til sagen. 

Sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen

Kl. 0302 blev politiet tilkaldt af nogle vagter fra festivalen, fordi en gæst havde optrådt voldeligt over for vagterne og slået ud efter en af dem. Gæsten, en 24-årig mand fra København, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og kan se frem til en bøde for optrinnet. 

Anmeldelse om voldtægt

Kl. 0327 tog en 18-årig kvinde fra Roskilde kontakt til en patrulje på festivalen, fordi hun var blevet voldtaget. Hun havde i løbet af aftenen flirtet med en mand, og da hun ville sove, havde han tilbudt hende en plads i hans telt. Dette havde hun sagt ja til, men i løbet af natten havde manden gjort tilnærmelser til samleje, som kvinden klart og tydeligt havde afslået. Manden gennemførte dog fuldbyrdet samleje mod hendes vilje, hvorefter hun forlod teltet. Kvinden skal nu undersøges på Rigshospitalet, og efterfølgende vil politiet afhøre hende nærmere til sagen med henblik på at få klarlagt de konkrete omstændigheder og identificering af manden fra teltet.
 

Tyveri af telefoner

Kl. 0412 havde en 19-årig mand fra København lokaliseret sin forsvundne mobiltelefon til et område på festivalen, hvor han efter overtalelse fik udleveret sin stjålne telefon. Personalet på Roskilde Festival fulgte efter personerne og opdagede, at de gemte en pose med flere mobiltelefoner i. Derfor tilkaldte de politiet, som anholdt og sigtede en 16-årig og en 19-årig mand fra hhv. Kalvehave og Frederiksberg. Begge personer blev ved sidste års Roskilde Festival ligeledes snuppet for tyveri. De vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde kl. 13. 

Tyveri af drikkevarer

Kl. 0604 tilkaldte vagter på festivalen politiet, fordi en 30-årig mand fra København havde indsamlet drikkevarer fra andre telte og lagt dem i sit eget. Manden blev sigtet for tyveri og har fået et ”advarselsarmbånd” af festivalens personale, således at han ved næste kådhed vil blive bortvist fra området. 

OPFØLGNING:

Ulovligt arbejde

Den 59-årige mand fra Guatemala, der mandag kl. 1725 blev anholdt og sigtet for ulovligt arbejde fik tirsdag en bøde på 3000 kr. og blev administrativt udvist af Danmark med indrejseforbud i 2 år. 

Festivalgæst uden armbånd

Den 25-årige rumænske mand, der i går blev snuppet på festivalen uden armbånd, og som har overnattet i arresten med henblik på fremstilling for overtrædelse af indrejseforbud, fik tirsdag en dom på 20 dages fængsel samt udvisning og indrejseforbud i 6 år gældende fra udståelsen af frihedsstraffen.
 

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

25. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. april 2025 kl. 07.00 til 25. april 2025 kl. 07.00.

24. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 24. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 23. april 2025 kl. 07.00 til 24. april 2025 kl. 07.00.

23. april 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 23. april 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 22. april 2025 kl. 07.00 til 23. april 2025 kl. 07.00.