Kraftigt fald i indbrud i Odsherred
Midt- og Vestsjællands Politi kan nu offentliggøre tal på, hvor mange borgere der har anmeldt indbrud i årets første seks måneder i Odsherred Kommune, og tallene taler for sig selv: Indbruddene er blevet væsentligt færre.

Alligevel er der meget at glæde sig over for husejere i Odsherred. I første halvdel 2021 er antallet af indbrud i kommunen nemlig mere end halveret, hvis man sammenligner med samme periode i 2020.
Således er antallet af indbrud i lejligheder og andre private helårshuse faldet fra 86 anmeldeler i 2020 til kun 45 anmeldelser i 2021.
Ser man på faldet i sommerhusindbrud, ser det endnu bedre ud. Der er nemlig i 2021 kun anmeldt 42 indbrud, mens der i 2020 var 131. Det svarer til et fald på 66% på bare et enkelt år. ”Vi er selvfølgelig glade for, at det nu er væsentlig færre borgere, som oplever den utryghed, det er, når man kommer hjem til et indbrud. Især sommerhusejerne kan sove lidt roligere om natten end tidligere,” siger politikommissær Karin Storm, der er politiets daglige leder af forebyggelsessektionen i blandt andet Odsherred Kommune.


Flere sigtede
I 2021 førte politiets efterforskninger og hurtige udrykninger til, at der blev sigtet otte personer for indbrud i sommerhuse begået i netop Odsherred Kommune. Nogle af sigtelserne er sket på baggrund af naboers signalementer, sporsikring på gerningsstedet og anden efterforskning, mens der i en enkelt sag var så hurtig udrykning fra en patrulje, at indbrudstyvene blev fanget, meget kort tid efter de havde forladt sommerhuset.
”De otte sigtede personer er et klart bevis på, at samarbejdet mellem politiet og de lokale beboere i kommunen er rigtig stærkt. Tips og signalementer har en stor betydning for vores videre efterforskning, og borgerne i nærområdet er eksperter til at spotte, hvis personer eller køretøjer skiller sig ud fra det normale. Heldigvis har mange borgere samtidig indgået samarbejder med hinanden om lige at holde øje med hinandens huse, når de står tomme,” siger politikommissær Karin Storm.
Hun påpeger desuden, at borgernes indsats i forbindelse med indbrudssikring også har haft en gavnlig effekt, og at coronaperioden i foråret 2021 formentlig også har betydet, at flere borgere har været mere hjemme eller i sommerhus.
”Jeg vil også gerne rose borgerne for at tage de forebyggende råd om indbrudssikring til sig. Lokalbetjentene i Odsherred kan nemlig fortælle, at der flere steder er klippet godt ned i hækken, er færre tydelige designermøbler i de store vinduespartier, og at endnu flere har installeret lys med sensor omkring husene. Det kan betyde, at en indbrudstyv ombestemmer sig undervejs, og det kan hjælpe med at øge beboernes egen tryghed,” slutter Karin Storm.
Hurtige, men præventive indbrudsråd:
- Vær varsom med at lade vinduer og døre stå åbne i godt vejr, når du fx er i baghaven
- Lad ikke dine værdier ligge åbenlyst fremme
- Lad din bolig se beboet ud, når den forlades
- Når du færdes i beboelsesområder, så vær særlig opmærksom på mistænkelige personer og biler i området – også hvis du arbejder meget tidligt eller meget sent.
- Få naboen til at fylde noget i din skraldespand, hvis du er væk i længere tid
- Lad naboen parkere sin bil i din indkørsel, hvis du er bortrejst
- Tilmelding til nabohjælp via appen Nabohjælp
- Husk altid at fortælle politiet om dine observationer, uanset hvor ligegyldige du selv måtte finde dem. Tip os på politi.dk/kontakt-politiet/tip-politiet
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |