Politi og kommuner styrker viden om psykisk vold
Politiets deler torsdag sin viden om psykisk vold med kommunernes sagsbehandlere.
Midt- og Vestsjællands Politi afholder torsdag en konference med fokus på psykisk vold. Formålet er at dele politiets viden på området med kommunerne i politikredsens område.
”Vi har i dansk politi arbejdet meget målrettet de seneste år på at udnytte mulighederne i den nye lovgivning om psykisk vold. Det er et komplekst område, og derfor vil vi gerne give vores viden og erfaringer videre til de sagsbehandlere i kommunerne, som også kommer i berøring med emnet”, siger politikommissær Malene Rittmeyer.
Psykisk vold fik sin egen paragraf i straffeloven i 2019. Den retter sig mod de sager, hvor forurettede bliver udsat for groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til kontrollere den pågældende.
”Det er et område, hvor der er en meget stor gråzone i forhold til, hvornår man bevæger sig fra at have en usund relation til at være ude i noget, der er decideret strafbart. Det er et område, hvor der ikke er skader eller andre fysiske beviser på, hvad der er sket, og hvor det derfor nogle gange kan være svært at løfte bevisbyrden. Men der er ikke nogen tvivl om, at vi med lovgivningen om psykisk vold har fået bedre muligheder for at retsforfølge de personer, der kontrollerer og krænker deres samlever, og så samtidigt hjælpe dem, som det går ud over”, siger Malene Rittmeyer.
Det vil være medarbejdere fra politikredsens specialiserede team, anklagemyndighed og nærpoliti, der ifællesskab afholder konferencen.
Ønsker du mere viden om psykisk vold?
https://politi.dk/stalking-psykisk-vold-og-vold-i-naere-relationer
https://anklagemyndigheden.dk/da/udsat-psykisk-vold
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |