Politiet om skolestartstrafikken: Vi mangler lige at få de sidste med
Midt- og Vestsjællands Politi har de seneste to uger haft fokus på skoleveje og trafikken omkring politikredsens grundskoler, og det har igen givet anledning til bøder og panderynker.
”Vores generelle indtryk ved de sidste to ugers kontroller er, at rigtig mange forældre gør sig umage på vej til og fra skole i morgentimerne, og det er vi rigtig glade for. Vi ser dog stadig visse udfordringer med travlhed og uopmærksomhed, og det vil vi gerne have, at der rettes op på for at højne trafiksikkerheden,” siger politiinspektør Bjørke Kierkegaard.
I Midt- og Vestsjællands Politi har både færdselspolitiet, lokalbetjentene og det kørende beredskab været forbi skoler for at tjekke op på, at der særligt i morgentimerne har været tryghed og sikkerhed på vejene omkring skolerne.
Manglende seler og håndholdte telefoner
Det har blandt andet givet anledning til bøder for manglende selebrug – både førerens sele og passagerernes sele – ikke medbragte kørekort, fejl og mangler på bilerne, forkert lygteføring og brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen. Det er forseelser, der let kan undgås, mener politiinspektøren.
”Jeg synes, det er helt uacceptabelt, at man ikke får spændt selen på sig selv og børnene, og at man benytter håndholdt telefon, mens man kører i et område fuld af nye trafikanter. Med uopmærksomhed kan der ske ulykker, og når man kører i nærheden af en skole, så skal man altså have sin fulde fokus på både biler, cyklister og fodgængere,” siger Bjørke Kierkegaard.
Han opfordrer derfor alle til at komme afsted i god tid om morgenen, at tjekke alle seler inden afgang, samt at lægge mobilen ned i tasken, så man ikke bliver fristet til at tage den frem.
Politiet har heldigvis flere steder set fornuftig trafik, hvor forældrene også husker at standse og parkere lovligt, og det fortjener selvfølgelig ros. Men de sidste skal nu med, så trafiksikkerheden kan blive helt i top omkring politikredsens skoler.
Følgende skoler har haft besøg af politiet de seneste par uger:
Greve
Greve Privatskole
Hundige Lille Skole
Arena Skolen
Mosedeskolen
Hedelyskolen
Strandskolen
Tune Skole Lunden
Roskilde
Vindinge Skole
Himmelev Skole
Holbæk
Andreasskolen
Bjergmarksskolen
Kalundborg
Nyrupsskolen
Rynkevangsskolen
Årby Skole
Køge
Herfølge Skole
Ejby Skole
Højelse Skole
Ringsted
Ringsted Lilleskole
Kværkeby Friskole
Ringsted Ny Friskole
Vigersted skole
Byskovskolen
Kildeskolen
Allindelille Friskole
Sct. Joseph Skole
Valdemarskolen
Nordbakkeskolen
Søholmsskolen
Dagmarskolen
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |