13 års fængsel for besiddelse af kokain
En 38-årig mand fra Horsens er idømt 13 års fængsel for sin rolle i forbindelse med modtagelsen af 40 kg kokain.

Foto: National enhed for Særlig Kriminalitet
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i en tilståelsessag ved Retten i Aarhus fået idømt en 38-årig mand fra Horsens 13 års fængsel for besiddelse af 40 kg kokain.
Den 38-årige erkendte i retten, at han i september 2020 sammen med flere medgerningsmænd var med til at modtage 40 kg kokain, der var blevet smuglet til Danmark. Det hele blev arrangeret på det krypterede kommunikationsnetværk SKY ECC.
Den 38-årige havde til opgave at holde øje med uvedkommende og herefter tage imod kokainen, efter en kurér i netværket havde modtaget kokainen fra en hollandsk lastbil. Politiet fik dog forhindret overleveringen til den 38-årige, da kuréren blev anholdt med de 40 kg kokain. Kuréren blev i 2021 idømt 13 års fængsel for besiddelse af kokainen.
Foruden kuréren er fem andre personer tidligere dømt i samme sagskompleks, herunder bagmanden, der blev idømt 17 års fængsel.
Ud over fængselsstraffen har retten konfiskeret 20.000 kroner fra den dømte.
Den dømte har anket dommen til formildelse.
Specialanklager hos NSK, Jacob Gents, siger:
”Sagskomplekset her er endnu et eksempel på optrevlingen af de organiserede narkonetværk, der over tid har opereret i det skjulte ved indførsel af store mængder hård narkotika til Danmark. Det er selvfølgelig tilfredsstillende, at den 38-årige nu også er dømt i sagen, da han sammen med bagmanden indtog en vigtig rolle i netværket.”
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt.
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
NSK understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Der er cirka 1.100 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.