Lange fængselsdomme for våbenbesiddelse
Flere gerningsmænd forsøgte at skjule forskellige våben på adresser i Glostrup, men politiet holdt dem under observation. Nu har to mænd, hvoraf den ene har tilknytning til Bandidos, fået fængselsstraffe for deres rolle i sagen.

Foto: Niclas Jessen
Det er sket ved Retten i Glostrup, hvor det blev fundet bevist, at de to gerningsmænd på 60 og 69 år skjulte våbnene flere forskellige steder på en adresse i Glostrup. Det førte til en strafudmåling til begge på fire års fængsel.
Sagen begyndte i efteråret 2021, hvor betjente fra NSK overvågede de nu dømte, hvoraf den ene har tilknytning til Bandidos, samt flere andre gerningsmænd. Tre er allerede dømt i sagen herunder yderligere et medlem af Bandidos.
Overvågningen betød, at politiet kunne følge med og afdække, at gerningsmændene den 25. oktober 2021 og frem til den 1. november 2021 flyttede våbnene af flere omgange: Først fra en bus parkeret på adressen i Glostrup, videre til en container og til et værksted på adressen og endelig fra værkstedet på adressen til en af de tidligere domfældtes bil. Herefter blev våbnene transporteret til et loftsrum på en anden adresse i Glostrup. Her slog politiet til, anholdt de mistænkte og beslaglagde våbnene.
Der var tale om en maskinpistol af mærket Scorpion med tre tilhørende magasiner, patroner og ekstra skæfte samt en pumpgun af mærket Mossberg med tilhørende patroner.
Senioranklager ved NSK, Halit Sert, siger:
”Jeg er tilfreds med, at politi og anklagemyndighed i samarbejde har stækket de domfældtes våbenbesiddelse, så våbnene nu er fjernet fra organiserede kriminelle miljøer.”
De beslaglagte våben blev konfiskeret af retten, som også idømte den 60-årige gerningsmand opholdsforbud på 14 adresser i Jylland og på Sjælland.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.000 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.
NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.
De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.