Spring til hovedindhold

Forslag

NSK anholder narkotikanetværk fra hovedstadsområdet

NSK har onsdag anholdt syv personer med relation til bandemiljøet, som er mistænkt for at være en del af et organiseret narkotikanetværk. De anholdte er sigtet for at have indsmuglet og videredistribueret cirka to ton hash til organiserede kriminelle.

NSK logo komprimeret

De anholdte er mænd i alderen 23 til 64 år.

 

De er mistænkt for at have indsmuglet og videredistribueret store mængder hash til organiserede kriminelle i en periode fra maj 2024 til februar 2025. Der er tale om seks indsmuglinger svarende til samlet cirka to ton hash.

 

Det er NSK’s opfattelse, at hashen er blevet leveret af udenlandske lastbilchauffører og herefter videredistribueret.

 

Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen, siger:

 

Med aktionen har vi i dag bremset et organiseret kriminelt narkotikanetværk med tråde til udlandet. Det er vores opfattelse, at netværket har relationer til bandemiljøet og har indsmuglet omfattende mængder hash til Danmark med henblik på videredistribution.”

 

Alle syv personer fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk torsdag formiddag.

 

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

22. januar 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Langvarige fængselsstraffe i sidste afgørelser om kokain-organisation i Randers

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod en organisation bag indsmugling af store mængder kokain til Danmark. Den sidste dom i sagskomplekset er nu afsagt.

22. januar 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Nye anholdelser i stor hvidvasksag

NSK har anholdt to mænd for hvidvask af over 80 millioner kroner fra bandekriminalitet.

7. januar 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Amfetamin-bagmand styrede netværk fra fængslet - dom sprænger strafferammen

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har optrevlet et netværk ansvarlig for distribution af store mængder amfetamin. Tre mænd, herunder en af sagens bagmænd, er i dag blevet dømt.