Spring til hovedindhold

Forslag

Tidligere bankdirektør får fængselsdom

En 64-årig mand, der er tidligere direktør i Københavns Andelskasse, er idømt fire måneders betinget fængsel for brud på hvidvaskloven.

NSK logo komprimeret

En 64-årig mand, der er tidligere direktør for den nu lukkede Københavns Andelskasse, er i en tilståelsessag ved Københavns Byret idømt fire måneders betinget fængsel for omfattende brud på hvidvaskloven. Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) efter en anmeldelse fra Finanstilsynet.

 

Den tidligere direktør har erkendt, at der under hans ledelse af Københavns Andelskasse i perioden fra april 2017 til marts 2018 skete grove overtrædelser af hvidvasklovens regler om interne kontroller, om kundekendskab og om transaktionsovervågning.

 

Således var der i perioden transaktioner i banken for ca. 1,5 milliarder kroner fra specifikke kunder, der burde have fået banken til at reagere, da der var mistanke om, at pengene blev hvidvasket.

 

I januar vedtog Finansiel Stabilitets selskab FS Finans VI A/S, der overtog Københavns Andelskasse med henblik på afvikling, en bøde på knap 800 millioner kroner for de omfattende brud på hvidvaskloven, der var sket i andelskassen. FS Finans VI A/S er dog efter reglerne om afviklingen af andelskassen afskåret fra at betale bøden.

 

I sagskomplekset om Københavns Andelskasse er der rejst tiltale mod yderligere en person. Sagen afventer berammelse ved Københavns Byret.

 

Specialanklager hos NSK Lisette Rostgaard Jørgensen siger:

 

”Sagen handler om usædvanligt grove og omfattende overtrædelser af hvidvaskloven. Det er også afspejlet i den idømte straf, hvor strafferammen på gerningstidspunktet gik op til seks måneders fængsel. Jeg er tilfreds med, at efterforskningen kunne klarlægge, at der i sagen også var et personligt ansvar for overtrædelserne, og at den nu dømte har erkendt, at han som direktør var ansvarlig.”

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

6. maj 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

28-årigt bandemedlem dømt i sag om våbenindsmugling under konflikt

Efter udeblivelse fra tidligere domsafsigelse er en 28-årig mand blevet udleveret til retsforfølgning i Danmark. Han er i dag blevet straffet for medvirken til våbenindsmugling under en bandekonflikt i en sag efterforsket af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

30. april 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK anholder østjyske opioid-bagmænd

NSK har onsdag anholdt et østjysk opioid-netværk. Blandt anholdelserne er de formodede bagmænd af netværket.

28. april 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK's årsberetning: Resultater og indsatser i 2024 i kampen mod den mest samfundsskadelige kriminalitet

I NSK's årsberetning for 2024 kan du få et indblik i en række af vores opnåede resultater og indsatser. Året har blandt andet budt på rekordstore hvidvaskdomme i milliardklassen, et foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark, deltagelse i flere internationale operationer på cyberområdet og professionel understøttelse af politikredsene i hele Rigsfællesskabet.