Spring til hovedindhold

Forslag

Lagermand i opioid- og dopingnetværk idømt 3 års fængsel

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et netværk bag omfattende handel med opioider og doping. En 51-årig mand har nu tilstået sin rolle.

NSK logo

En 51-årig mand har tirsdag tilstået sin rolle i et opioid- og dopingnetværk ved primært at have fungeret som lagerarbejder i netværkets to lagre på Lolland og Sydsjælland.

 

Det er sket tirsdag ved Retten i Nykøbing Falster, som straffede den 51-årige med 3 års fængsel.

 

Manden, der er fra Maribo, tilstod i retten sin medvirken i en række forhold om indføring, modtagelse, besiddelse, oplagring og videreoverdragelse af samlet 1,4 millioner dopingenheder, godt 400.000 lægemidler i tabletform og godt 780.000 tabletter omfattet af narkotikalovgivningen, herunder en mindre del opioider.

 

Forholdene skete i en periode fra juni 2023 til oktober 2024 i forening med fire øvrige gerningspersoner, heriblandt en 35-årig mand, der i april 2025 blev idømt seks års fængsel for at have haft en styrende rolle i netværket.

 

Efterforskningen i sagen, der er sket i tæt samarbejde mellem NSK og Syd- og Sønderjyllands Politi med understøttelse fra Nordjyllands Politi, førte i oktober 2024 til anholdelser af fire mænd og en kvinde foruden ransagninger på en række adresser.

 

Under aktionen blev der fundet store mængder af forskellige ulovlige præparater, som blev beslaglagt.

 

Anklager i NSK, Malou Engel, siger:

 

”Den dømte har igennem hele gerningsperioden haft en rolle som lagermand og har udført nødvendigt arbejde for, at det var muligt for organisationen at drive lagrene med de anseelige mængder af narkotika, dopingmidler og lægemidler. Jeg er godt tilfreds med, at retten ved sin strafudmåling har valgt at lade kriminalitetens alvorlighed afspejle sig i dommen.”

 

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

26. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Anholdelsesaktion i sag om opioid-indsmugling og drabsforsøg

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod organiseret handel med blandt andet opioider og har i dag gennemført en anholdelsesaktion. Seks personer fremstilles i grundlovsforhør.

25. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

To idømt ni års fængsel for besiddelse af hårde stoffer

To mænd er idømt hver ni års fængsel i en sag om besiddelse og videreoverdragelse af 50 kg hash og 17 kg hård narkotika.

25. marts 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Bandemedlemmer anholdt for handel med 10kg kokain

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod organiseret handel med kokain og har i dag gennemført en anholdelsesaktion. Fire personer fremstilles i grundlovsforhør.