Foto: Rigspolitiet
Hvornår skal du ringe 114?
Her er eksempler på henvendelser, hvor du kan ringe 114:
- Anmeldelse af forbrydelser, der ikke har akut behov for politiets udrykning
- Du har brug for vejledning, fx om sagens gang, parkering, færdsel eller andet
- Du vil videregive oplysninger eller tip til politiet
- Du har en generel forespørgsel til politiet
Du kan også videregive oplysninger til politiet skriftligt via formularen Tip politiet
Alle opkald til 114 bliver optaget.
Hvad sker der, når jeg ringer 114?
1
Når du ringer 114, bliver du mødt af følgende besked: Velkommen til dansk politi. Vi gør opmærksom på, at samtalen bliver optaget.
Du kan derefter blive bedt om at indtaste postnummeret på det område, du befinder dig i. Hvis ikke du indtaster et postnummer, viderestiller vi dig til Københavns Politi, som hjælper dig videre.
Har du været udsat for tyveri, indbrud eller lignende og ønsker at indgive en anmeldelse?
Tast 1
Vi viderestiller dit opkald til et af politiets servicecentre.
Har du en generel forespørgsel, eller søger du en bestemt medarbejder eller en bestemt afdeling?
Tast 2
En medarbejder i en af politiets omstillinger besvarer dit opkald.
Ønsker du oplysninger om vores åbningstider?
Tast 3
Åbningstiderne bliver oplæst.
Værd at vide om 114
Politiets servicecentre besvarer 114-opkald. Politiet har 12 servicecentre i Danmark. Vi vil som udgangspunkt viderestille dig til den politikreds, du befinder dig i. Hvis ventetiden er længere end forventet, viderestiller vi dig til den første ledige medarbejder i landet.
Såfremt du ringer uden for servicecentrenes normale åbningstid (kl. 07.00 - 23.00), viderestilles du til vagtcentralen.
Hvis du ringer til 114, men skulle have ringet 112, vil vi bede dig om at afslutte opkaldet og selv ringe til 112, så dine GPS-oplysninger bliver videresendt til alarmcentralen.
Hvis din henvendelse ikke skal løses af politiet, vil vi hjælpe dig videre. Det kan fx være, når det drejer sig om en af nedenstående sager:
- Påkørsel af dyr på motorvejen. Her henviser vi til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812
- Civile søgsmål, fx bodeling, samværssager mv. Her henviser vi til fogedret, statsforvaltning eller anden relevant myndighed
Du skal ringe 112, hvis der er tale om en akut farlig situation, fx i tilfælde af spøgelsesbilister på motorvejen. Det er dog vigtigt, at du er opmærksom på, at du ikke selv bryder færdselsloven, når du ringer til politiet.
Hvis der i stedet er tale om, at du oplever, at folk kører uansvarligt et bestemt sted på din vej til arbejdet, kan du ringe 114. Vi har herefter mulighed for at sende en færdselspatrulje ud for at føre kontrol på det pågældende sted.