Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 13. marts til den 18. marts 2025
Spritkørsel på motorcykel, fuld kvinde med bare tæer i klitter anholdt, flere indbrud, ældre kvinde udsat for bedrageri to dage i træk, spiritus- og narkokørsel samt tyveri fra fitnesscenter. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

Spritkørsel på motorcykel endte med uheld
Tidligt torsdag morgen blev en 20-årig mand anholdt for at køre spirituskørsel på sin motorcykel.
Han kørte ad Kalumvej i Brønderslev, da han pludselig mistede herredømmet over motorcyklen og styrtede. Den unge mand efterlod motorcyklen og gik fra stedet, men en borger havde dog set uheldet, og hun ringede til politiet.
Politiet testede den unge mandspromille, og den gav udslag for en promille, der var højere end 0,5, som er den tilladte grænse.
Han var tidligere dømt for spirituskørsel og var frakendt førerretten, og derfor blev motorcyklen konfiskeret.
Her kan du læse om reglerne for motorcykelkørekort.
Fuld kvinde med bare tæer i klitter anholdt
Torsdag eftermiddag ringede en borger til vagtcentralen, fordi hun var bekymret om sin 36-årige datter.
Datteren lå i en grøft i et klitlandskab i Blokhus, var meget påvirket af alkohol og var ikke i stand til at tage vare på sig selv. Kvinden skiftede imellem at bevæge sig, dejse om og rejse sig igen med uforudsigelige bevægelser.
Da politiet ankom til stedet, forklarede anmelderen, at kvinden havde drukket en halv flaske vodka og havde truende adfærd. Politiet så, at hun lå i græsset i klitlandskabet med bare tæer, og at hun var meget beruset.
Hun blev sat ind på patruljevognens bagsæde for at få varmen, men her blev hun aggressiv, råbte højt, fægtede med sine arme og bankede på bildøren.
Politiet anholdt kvinden, hvorefter hun afruste i detentionen på politigården. Hun blev løsladt omkring klokken 23 torsdag aften.
Dobbelt indbrud i opgang
I Søndergade i Brønderslev var der indbrud i to lejligheder i samme opgang på første etage torsdag.
Indbrudstyven brød ind i den ene lejlighed ved at fjerne låsecylinderen i hoveddøren. Derefter gennemrodede tyven hele lejligheden og stjal en telefon og diverse smykker.
Tyven kom også ind i den anden lejlighed ved at fjerne låsecylinderen, men der vides endnu ikke, hvad tyven stjal.
De to låsecylindere lå i opgangen, da indbruddene blev opdaget.
Læs mere her om Nabohjælp i etageejendomme.
Mand anholdt: “Jeg ved godt, den er gal”
Selvom en mand var frakendt retten til at køre bil, satte han sig alligevel bag rattet tidligt fredag morgen.
Politiet stansede ham på Vesterbro i Aalborg, og manden steg med det samme ud af bilen og undskyldte for patruljen, da han godt vidste den var helt gal.
Manden lugtede af alkohol og havde rødsprængte øjne, i bilens midterkonsol stod en øl og i førersidens dørlomme lå der jointpapir.
Han fortalte, at han havde drukket aftenen forinden, men intet havde drukket om morgenen, og at det var omkring en uge siden, at han sidst havde røget hash. Han fik foretaget en alkometertest, der viste en promille på 0,52.
Politiet sigtede og anholdt manden for kørsel uden førerret og spirituskørsel. Derfor blev han kørt til Aalborg Skadestue for at få taget en blodprøve, som også viste, at han var påvirket af cannabis. Han blev derfor også sigtet for narkokørsel.
Ældre kvinde udsat for kontaktbedrageri to dage i træk
Fredag formiddag blev en 93-årig kvinde offer for et kontaktbedrageri. En kvinde ringede på hjemme hos den ældre kvinde – på Livervej i Sønderlev ved Hjørring – og hun forklarede, at hun var fra banken. Hun var kommet for at hente den ældre kvindes hævekort, fordi "det var ved at være tid til, at det skulle skiftes ud".
Den ældre kvinde udleverede sit hævekort til bedrageren, men hun kontaktede efterfølgende hurtigt banken og fik lukket kortet. Bedrageren havde heldigvis ikke nået at hæve penge på det.
Dagen efter ringede en mand til den ældre kvinde og forklarede, at han også var fra banken. Kort efter ringede en kvinde på og forklarede, at hun var kommet fra banken for at hente den ældre kvindes smykker, fordi de skulle tyveriforsikres.
Den ældre kvinde var stadig meget chokeret over episoden, der fandt sted dagen forinden, og derfor udleverede hun smykkerne til bedrageren.
Indbrud i Gammel Hasseris
På Æblevangen i Gammel Hasseris var der indbrud i et hus fredag aften, i mens beboeren var på ferie.
Tyvene kom ind i huset ved at knuse en rude i et vindue med en ukendt genstand. De gennemrodede alle rum og stjal en Playstation, et ur og en del pengesedler i forskellige valuta.
Politiet sikrede flere spor, snakkede med naboer og sikrede TV-overvågning, da de ankom til stedet.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Læs mere på www.nabohjælp.dk/app eller hent nabohjælps gratis app her:
Tissende mand endte med anholdelse og to sigtelser
En ung mand blev anholdt og sigtet for to forhold natten til lørdag i forbindelse med, at han urinerede op ad en bygning i Vesterå i Aalborg.
En gående patrulje så manden, der tissede op ad muren, og de rettede henvendelse til personen og forklarede, at han nu blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at urinere på et offentligt sted.
Den unge mand ville dog ikke oplyse nogle af sine personoplysninger, og efter flere forespørgsler fik han at vide, at hvis han ikke oplyste hans navn og adresse, ville han blive anholdt og sigtet for ikke at oplyse generalier, således hans identitet kunne fastlægges.
Han nægtede stadigvæk at besvare spørgsmålene, og derfor blev han anholdt og sigtet jf. ordensbekendtgørelsen og retsplejeloven.
Tyve fundet via log og overvågning
Søndag aften gik to mænd på rov i et omklædningsrum i et fitnesscenter på Edderupvej i Assens ved Mariager. De stjal en dynejakke, en trøje og en sportskaste, men de blev hurtigt opdaget.
Motionscenteret tjekkede nemlig overvågningen, og den kunne de sammenholde med aktivitetsloggen fra nøglebrikkerne, der bruges til at komme indi centeret. På den måde fandt de frem til de to mænd, der kort havde været på besøg.
Politiet ransagede derefter deres adresse, hvor tyvekosterne blev fundet. Derfor blev de to mænd også sigtet for tyveriet.
Følg Nordjyllands Politi på:
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til en hver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her:
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555