Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 19. februar til den 21. februar 2024
Indbrud ved tandlæge, mand sigtet for at flyve med drone, butikstyveri, narkokørsel og tricktyveri på plejehjem. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

Indbrud ved tandlæge
Da en medarbejder ved en tandlæge mødte på arbejde mandag morgen, opdagede hun, at der havde været indbrud henover weekenden.
Tyven var kommet ind gennem et vindue ved at bryde det op med et koben. Det havde efterladt mærker på vinduesrammen. Herefter havde vedkommende gennemrodet personaleskabene og opbrudt et pengeskab.
En pengekasse med en del kontanter havde tyven taget med sig, da han forlod stedet igen gennem en bagdør.
Indbruddet fandt sted på Testrupvej i Aalestrup. Har du set noget? Kontakt politiet på 114.
Droneflyvning
Mandag morgen ringede forsvaret til vagtcentralen, idet en drone fløj nært et militært område i Frederikshavn.
En patrulje kørte ud til stedet, hvorfra dronen var blevet sendt op, for at finde droneføreren.
Det viste sig, at droneføreren ikke havde certifikat til at flyve med dronen. Derfor sigtede politiet ham for at overtræde bekendtgørelsen om droneflyvning.
Klik her og læs mere om droneregler.
Tricktyveri på plejehjem
Mandag eftermiddag blev to ældre borgere udsat for tyveri i deres hjem på et plejehjem i Tversted.
I det første tilfælde var tyven gået ind i plejebolig gennem en terrassedør. Han havde forklaret den kvindelige beboer, at han var forsikringsrådgiver, og at han skulle vejlede hende om at gemme sine kontanter i tilfælde af indbrud. De gemte kontanterne, men da manden igen forlod kvindens hjem, var pengene også væk.
Kort efter slog tyven også til hos en af naboerne. Denne gang gik tyven ind ad hoveddøren og var begyndt at rode i en ældre herres ting. Da borgeren spurgte, hvad manden lavede, svarede han ikke. Tyven fandt den ældre herres tegnebog og forlod stedet med den.
Beskyt dig mod tricktyve i hjemmet:
- Vær opmærksom og lav faste aftaler.
- Luk kun nogen ind du kender eller har en fast aftale med.
- Kender du dine naboer, kan I hjælpe med at holde øje og passe på hinanden.
- Hav ikke for mange kontanter i hjemmet og hav ikke din pung liggende fremme.
Læs mere her.
Slagsmål mellem butikstyv og butiksdetektiv
Alarmcentralen modtog mandag eftermiddag en anmeldelse vedrørende en butikstyv og en butiksdetektiv, der var oppe og slås i et supermarked i Danmarksgade i Aalborg.
Forinden havde tyven stjålet varer for omkring 2000 kr. men han smed varerne fra sig lige inden, butikstyven tog fat i ham. Tyven slog butiksdetektiven i ansigtet og tog halsgreb på ham.
Politiet skyndte sig at rykke ud til stedet. Her anholdte de med det samme butikstyven.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Læs mere på www.nabohjælp.dk/app eller hent nabohjælps gratis app her:
Narkokørsel i Aabybro
Natten til onsdag anholdte og sigtede politiet en mand for at køre narkokørsel og for at være i besiddelse af narkotika.
Da manden kom kørende ad Aalborgvej i Aabybro, standsede politiet ham. Politiet kunne med det samme mærke, at manden var påvirket.
Han forklarede, at han havde taget amfetamin for en time siden, hvilket han også var i besiddelse af.
Følg Nordjyllands Politi på:
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til en hver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her:
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555