Fra døgnrapporten: Internetsnak i virkeligheden, spritkørsel og tyverier
Følgende er uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport.

Foto: Rigspolitiet
Fuld mand i morgentrafikken
Tidligt onsdag morgen 13. februar modtog vagtcentralen et opkald fra en tankstation på Ringvejen i Hjørring.
Anmelder mente, at føreren af en bil så noget påvirket ud.
En patrulje blev sendt til stedet.
Da de tog kontakt til den 20-årige bilist, var det tydeligt, at han var påvirket.
Alkometeret blev fundet frem, og bilisten fik lov at afprøve det. En promille på hele 1.88 blev det til, som medførte en straksindragelse af kørekortet.
En blodprøve på stationen skulle desuden bekræfte promillen.
Counter-strike-snak i virkeligheden
Tirsdag eftermiddag 12. februar blev et par betjente mødt af noget af en tone, da de var forbi en tankstation på Frederikshavnsvej i Hjørring.
En 23-årig mand valgte nemlig at kalde betjentene for ukvemsord og nævnte desuden, hvad han ville gøre med betjentenes mødre, hvis han fik muligheden.
Det er udsagn, man ofte hører i Counter-Strike eller League of Legends, hvor man ikke kan andet end at ignorere det. Her førte det dog til en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
Tænk før du taler – både på nettet og i virkeligheden.
Værktøjstyve i Brovst
Elværktøj af både Milwaukee samt forskellige beslag blev udbyttet for en eller flere gerningsmand, da de var forbi Skrænten i Brovst mellem tirsdag eftermiddag 12. februar og onsdag morgen 13. februar.
Låsen i bagdøren blev brækket op på ukendt vis, hvorefter gerningsmændene kunne tage for sig af værktøjet.
Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Lommetyv i Gaden
Lørdag aften 9. februar var en 18-årig mand i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
En lommetyv havde også lagt vejen forbi samme beværtning i Gaden denne aften.
Lommetyven udså sig anmelder, som han formåede at komme tæt nok på til at kunne stjæle anmelders tegnebog fra hans lomme.
Undgå lommetyven
- Pas godt på din taske og tegnebog, når du er ude at handle.
- Hold godt øje med din taske og mobil, når du er i byen.
- Pas godt på dine værdigenstande, når du går i byen.
Computertyve i Aalborg
Gammel Hasseris Skole fik mellem tirsdag eftermiddag 12. februar og onsdag aften 13. februar besøg af en eller flere indbrudstyve.
De slap af sted med syv arbejdscomputere fra kontorer på skolen. Umiddelbart er de kommet ind igennem vinduet, men der er ikke nogen tegn på opbrud nogen steder.
Har du husket at lukke vinduet? Med et åbent vindue, kræver det kun sekunder for tyven at stjæle en laptop i stuen eller PH-lampen i vindueskarmen.
Bykørsel med alkohol i blodet
Tirsdag aften 12. februar var en patrulje forbi en beboer på Hobro. Der var nemlig kommet en anmeldelse om, at personen måske havde drukket inden han kørte bil.
Da patruljen tog en snak med personen, forklarede han, at han havde drukket en del øl i løbet af eftermiddagen, hvorefter han så havde kørt en tur i løbet af aftenen.
Patruljen fandt alkometeret frem, som den nu sigtede fik lov at puste i. Det slog ud med en promille på over det tilladte.
Han blev derfor sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand.
En blodprøve på stationen skulle bekræfte promillen.
Rom og cola i Aalborg SØ
En flaske rom og to dåser cola.
Dét var, hvad en butikstyv forsøgte at slippe af sted med tirsdag aften 12. februar, da han var forbi en butik på Diskovej i Aalborg SØ.
En butiksdetektiv på stedet spottede dog, hvad tyven havde gang i, og fik stoppet ham på den anden side af kasselinjen.
I stedet for en omgang rom og cola modtog han en sigtelse for butikstyveri.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555