Fra døgnrapporten: Sommerdækstyveri, indbrud og skræmte motorcykeltyve
Følgende er uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport.

Foto: Rigspolitiet
Motorcykeltyve i Aalborg
Natten til tirsdag 23. april blev en beboer på Lindskovvej i Aalborg opmærksom på noget postyr ovre ved naboen.
Det viste sig at være flere mænd, der var i færd med at stjæle naboens motorcykel.
Da tyvene spottede anmelder, valgte de dog at tage flugten i stedet for. Under flugten efterlod de en trailer på stedet.
Indbrudstyv efter kontanter i Aalborg
Mandag aften 22. april var der besøg i en butik på Vesterbro i Aalborg.
Dette var dog i en låst butik og udenfor åbningstid. Tyven havde ikke intentioner om at købe noget, men valgte derimod at brække et vindue til baglokalet op, hvorefter han kunne komme ind i butikken.
Fra butikken fik han tømt et kasseapparat for byttepenge.
På overvågningen kunne ses en hætteklædt person.
Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Gløder ved shelter i Skagen
Politi og brandvæsen blev mandag aften 22. april kaldt ud til Gl. Landevej i Skagen.
Via 112 havde de nemlig fået en anmeldelse om, at der var gløder meget tæt på et shelter ved stedet.
Gløderne blev slukket af brandvæsenet.
Tænk dig om, hvis du skal grille i naturen for tiden. Det er meget tørt over hele landet.
Mulig spritbilist i Aabybro
Telefonen lød mandag eftermiddag 22. april ved vagtcentralen.Det var en person, der kørte bag en hvid Kia i Aabybro, som kørte noget slingrende og usikkert.
Da vagtcentralen søgte på nummerpladen i deres system, kunne de se, at ejeren af bilen ikke havde noget kørekort.
En patrulje blev derfor sendt af sted.
De fik stoppet den 45-årige mand, som ikke var påvirket, men derimod snakkede i håndholdt telefon.
Han fik derfor en bøde for at snakke i håndholdt mobiltelefon samt for at køre bil uden kørekort.
Kør bil, når du kører bil. Så kommer vi alle sikkert frem.
Elektroniktyv i Gistrup
Mellem 18. og 21. april har der været ubudne gæster forbi en lejlighed på Hadsundvej i Gistrup.
Her har de brækket et vindue op, hvorefter de kunne stjæle en Acer bærbar computer samt en Playstation 3.
Hærværk i Brønderslev
En ellers uskyldig bil parkeret på Peder Møllers Plads i Brønderslev blev mellem 20. og 21. april udsat for hærværk.
Sidespejlet er blevet rykket af og knust.
Har du set noget mistænkeligt eller bare en person, der havde problemer med sidepejle, i ovenstående tidsrum? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Indbrudstyv i Gedsted
En havedør blev mellem mandag 22. april og tirsdag 23. april brudt op i Gedsted.
Med en åben havedør kunne indbrudstyven frit gennemrode hele huset på Blaabærvej.
Han slap af sted med forskellige kontanter.
Sommerdæk stjålet i Aalborg
Tirsdag morgen 23. april, da en 39-årig kvinde skulle på arbejde, spottede hun en Toyota Aygo, der havde fået stjålet alle hjul.
Den var blevet efterladt på fire belægningsfliser.
Bilen tilhørte en anden beboer på vejen.
Har du spottet nogen komme rullende med fire hjul, så hører vi gerne fra dig på 114.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555