Uddrag af politirapporterne 13. – 15. august
Nordjyllands Politi udgiver på flere hverdage uddrag fra politikredsens rapportmateriale.

Farsø: Indbrud i villa
På Svalevej i Farsø har der været indbrud i en villa mellem mandag formiddag og onsdag formiddag. Et vindue ved siden af terrassedøren blev brudt op – formentlig med et koben. Indbrudstyven har været i hele huset, men gået målrettet efter smykker. Der blev stjålet diverse guld- og sølvsmykker, herunder halskæder, øreringe og armbånd. En patrulje kom til stedet og udtog spor til videre brug i sagen.
Har du set mistænkelig færden i området? Kontakt Nordjyllands Politi på telefon 114.
Hjørring: Narkokørsel
En 27-årig mandlig bilist blev torsdag standset i Hjørring og testet positiv for cannabis i en narkometertest. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Patruljen tog ham med til blodprøveudtagning til brug i den videre sag. Hændelsen fandt sted natten til torsdag.
Hadsund: Tyveri fra ejendom
På Kærvej ved Veddum har der mellem tirsdag aften og torsdag morgen været ubudne gæster på et nedlagt landbrug. Der blev stjålet en flishugger med benzinmotor, en svejsemaskine af mærket Migatronic med gasflaske, fire letvægtsgasflasker, elværktøj og gamle motorsave.
Aalborg: Besiddelse af hash
Under en civil patrulje i Aalborgs gågader onsdag aften observerede betjentene en mand på mountainbike, som han førte igennem gågaden. Da cyklisten bemærkede patruljen, cyklede han flere gange rundt om dem. Ved nærmere observation blev han skønnet tydeligt påvirket af euforiserende stoffer, og der var en svag lugt af cannabis fra hans person.
Ved visitation blev han fundet i besiddelse af 2,53 gram hash i sin bukselomme.
Vestbjerg: Tyveri fra bil på pendlerplads
Mellem torsdag morgen kl. 06.40 og 16.20 samme dag blev der begået hærværk mod en personbil på Vestbjerg Pendlerparkering ved Bakmøllevej. Ruden i passagersiden blev knust, og der blev stjålet padelbat, padelbolde, træningstøj, bilens batteri, pandelampe, tommestok m.m.
Aalborg: Motorcyklist sigtet for flere forhold
En patrulje observerede torsdag aften en motorcyklist, der kørte på Egnsplanvej med en hastighed højere end tilladt. Under kørslen overhalede han en personbil højre om, og motorcyklen var monteret med falsk nummerplade. Føreren var frakendt sin førerret og blev testet positiv for både amfetamin og kokain. Han blev anholdt og kørt til hospitalet for blodprøveudtagning til brug i den videre sag.Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555