Fra døgnrapporten: 4,49 gram hash fundet ved ransagning af påvirket bilists køretøj, kontanter stjålet ved indbrud
Nordjyllands Politi udgiver på de fleste hverdage et uddrag fra døgnrapporten. Læs uddrag fra den 16.-17. januar 2020. Følg os på Twitter og Facebook.

Foto: Rigspolitiet
Nordjyllands Politi – Indbrudstyv blev hurtigt anholdt
Nordjyllands Politi anholdt i går eftermiddags – d. 16. januar 2020, kl. 14.44 – en 28-årig indbrudstyv i Aalborg kort efter et indbrud. Politiets efterforskning i sagen giver anledning til, at den anholdte kan sigtes for flere forhold.
Brønderslev – bilist anholdt for kørsel under påvirkning af stoffer og mangel på førerret
En patrulje på Bredgade i Brønderslev observerede torsdag den 16. januar kl. 19:09, at en bilist kørte uden sikkerhedssele. Patruljen eftersatte derfor personbilen, der kort efter holdte ind til siden. Føreren af bilen, en 23-årig mand, blev mødt af betjentene. Manden blev her skønnet påvirket og blev derfor instrueret i at deltage i en narkometertest.
Testen gav udslag, da manden var påvirket af cannabis. Ved en nærmere undersøgelse blev det også tydeligt, at manden ikke havde erhvervet kørekort til personbil. Den 23-årige mand blev derfor sigtet og anholdt for mangel på sikkerhedssele, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer og kørsel uden førerret.
Svenstrup J – 4,49 gram hash fundet ved ransagning af påvirket bilists personbil
En personbil blev standset til et rutinetjek på Gultentorpvej i Svenstrup J torsdag den 16. januar kl. 22:10. Patruljen henvendte sig til føreren af bilen, som var en 21-årig mand. Manden blev skønnet påvirket, hvilket en narkometertest understregede.
Bilen blev derefter ransaget, da der var mistanke til, at der var stoffer i bilen. Der blev i alt fundet én joint og 4,49 gram hash i køretøjet. Den 21-årige mand blev derfor sigtet og anholdt for kørsel under påvirkning af stoffer såvel som brud på loven om besiddelse af euforiserende stoffer.
Din reaktionsevne bliver påvirket af stoffer
Sætter du dig bag rattet i påvirket tilstand, øger du risikoen for at blive involveret i en trafikulykke markant. Der er forskel på, hvordan din reaktionsevne bliver påvirket afhængig af, hvilken typer stoffer du har taget.
Læs mere om reglerne for kørsel med stoffer i blodet her: sikkertrafik.dk/.../ulovlige-stoffer
Gistrup – værktøj stjålet ved indbrud i varebil
Mellem onsdag den 15. januar kl. 16:00 og torsdag den 16. januar kl. 09:45 blev en varebil udsat for indbrud på Mølletoften i Gistrup. Tyven brød bagdøren op ved låsen med et koben. Fra varebilen stjal tyven blandt andet en kasse med håndværktøj og en kantsliber.
Har du set mistænkelig færden på Mølletoften i Gistrup? Kontakt politiet på 114.
Storvorde – kontanter stjålet ved indbrud i fritidshus
Et fritidshus blev udsat for indbrud på Frydenstrand i Storvorde mellem tirsdag den 14. januar kl. 23:00 og torsdag den 16. januar kl. 14:20. Indbrudstyven fik adgang til huset gennem en terrassedør, som han/hun brød op med et ukendt redskab. Tyven bevægede sig gennem en stue, et køkken, et soveværelse og et badeværelse. Herfra blev blandt andet et antal kontanter stjålet. Tyven forlod gerningsstedet gennem terrassedøren.
Har du set mistænkelig færden på Frydenstand i Storvorde? Kontakt politiet på 114.
Mariager – kældervindue knust ved indbrud i privat bolig
En privat bolig blev udsat for indbrud i Mariager torsdag den 16. januar kl. 05:45-15:10. Indbrudstyven fik adgang til huset ved at knuse en rude i et kældervindue, hvorefter tyven klatrede ind i huset. Tyven åbnede skabe og skuffer i hele huset. Intet er dog meldt stjålet på nuværende tidspunkt. Tyven forlod gerningsstedet gennem det knuste vindue.
Har du set mistænkelig færden i Mariager? Kontakt politiet på 114.
Sådan undgår du indbrud – også, når du er på ferie
- Lås værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud. Har du en stige udenfor, så lås den fast.
- En høj hæk giver tyven ro til at bryde ind. Overvej, om du skal klippe din hæk ned eller gøre plankeværket lavere.
- Tænk på, hvad tyven kan se gennem dine vinduer. Sæt de værdifulde ting, så de ikke er synlige udefra.
- Få det til at se ud som om, der er nogen hjemme, når du og din familie er væk.
- Der må gerne være lidt uorden i haven, så det ser ud som om, der er nogen hjemme. Lad fx haveslangen eller trillebøren stå fremme.
- Lad være med at annoncere at du er på ferie. Skriv om din ferie på sociale medier når du er kommet hjem. Få hjælp fra din nabo, mens du er væk. Naboen kan fx gå en runde om dit hus, fylde affald i din affaldspose, eller parkere sin bil foran dit hus.
- Læs mere om nabohjælp her: dkr.dk/.../nabohjaelp/
Følg os på Twitter og Facebook @NjylPoliti.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555