Fra døgnrapporten: Vinduesviskerhader og hånd i vindueskarmen
Følgende er uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport.

Foto: Rigspolitiet
PH-lamper i vindueskarmen
En stuelejlighed på Sjællandsgade i Aalborg fik natten til mandag 11. marts besøg.
Indbrudstyven kunne muligvis se en PH-lampe i vindueskarmen i lejligheden.
Ruden blev i hvert fald knust, hvorefter gerningsmanden har rakt hånden ind for at fjerne lampen fra vinduet.
Tænk over, hvad der kan ses igennem dine vinduer. En PH-lampe i vindueskarmen eller en bilnøgle på stuebordet er som slik for indbrudstyven.
Designertyve i Pandrup
Seks Arne Jacobsen 7’er-stole.
Dét blev udbyttet for en eller flere indbrudstyve, da de lagde vejen forbi et sommerhus i Pandrup.
Her forsøgte de først at brække en terrassedør op med et medbragt koben, men måtte give op. Tyvene knuste derfor ruden i døren i stedet, hvorefter de kunne komme ind.
Med fri adgang til huset kunne tyvene tage for sig af designermøblerne.
Vinduesviskerhader i Aalborg
Natten til mandag 11. marts har der været en eller flere personer på Jyttevej i Aalborg. Disse personer har muligvis haft noget imod vinduesviskere. Flere biler på vejen er nemlig blevet udsat for hærværk, hvor vinduesviskerne er blevet bøjet eller knækket.
Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Værktøjstyv på byggeplads
En bygning på Søndergade i Frederikshavn er pt. i gang med at blive renoveret.
Et par indbrudstyve valgte derfor at gøre fuld brug af arbejdspladsen i weekenden 8. – 11. marts.
Tyvene fik skruet et beslag til en hængelås ud ad væggen, hvorefter de kunne komme til værktøjet på stedet.
Der blev blandt andet stjålet en grå varmeblæser, to vinduer, en vinkelsliber og en kapsav.
Har du set noget eller er du blevet tilbudt billigt værktøj uden kvittering? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Knallertkørsel med sprit i blodet
Søndag aften 10. marts ringede telefonen ved vagtcentralen.
Anmelder kørte pt. bag en knallert på Aggersundvej i Løgstør. Knallerten blev ført meget slingrende.
En patrulje blev sendt af sted til adressen.
Her fik de en snak med den 38-årige knallertfører, der virkede noget påvirket.
Han blev derfor taget med på Hobro Skadestue, hvor en blodprøve skulle bekræfte betjentenes formodning.
Tyv skræmt væk af hunden
Søndag aften 10. marts fik en indbrudstyv noget af en overraskelse, da han var forbi Løgstørvej i Farsø.
Han brækkede nemlig en hoveddør til en villa op med et ukendt redskab, hvorefter han kunne gå ind i huset.
Tyven valgte dog ikke at gå ind i huset. Det vides ikke hvorfor, men der bor også en hund i huset, som måske ikke har været helt tilfreds med gæsten.
Lommetyv i nattelivet
Fredag aften 8. marts gik en mand på Absalonsgade i Aalborg.
En anden mandsperson kom op bag anmelder, stak hånden i anmelders lomme og stjal en Samsung Galaxy S8 derfra.
Herefter løb tyven fra stedet.
Anmelder satte efter, men måtte sande, at han ikke kunne følge med.
Er du blevet tilbudt en billig S8’er uden kvittering? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Forulykket spritbilist i Frederikshavn
Tidligt søndag morgen 10. marts forulykkede en bil på Tuenvej i Frederikshavn.
Bilisten havde påkørt en varslingspæl og derefter en jordvold.
En patrulje blev kaldt til ulykkestedet, hvor de fik en snak med bilisten.
Den 34-årige bilist var heldigvis ikke kommet noget til, men var tydeligt beruset.
Han blev derfor sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand og blev taget med på stationen, hvor en blodprøve skulle bekræfte promillen.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555