Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Nyhed

31. maj 2023 10:59

Bred indsats mod ulovlige knallerter i Nordjylland

Øget opmærksomhed i det daglige beredskab samt en række målrettede aktioner mod ulovlige knallerter, i maj måned. Det er den indsats, Nordjyllands Politi har lagt for dagen i anledning af, at knallertsæsonen er godt i gang.

For mange – særligt unge mennesker – er knallerten et praktisk og bekvemt køretøj, når kørekortet til bil stadig kun kan anes langt ude i horisonten. Samtidig er knallerten ofte et socialt samlingspunkt, som der skrues og ’makkes’ med. Nogle gange bliver der dog skruet lige lovligt højt op for både lyd, hastighed og risikovillighed. Det er en kilde til mange frustrationer for øvrige borgere, og hos Nordjyllands Politi indgår der dagligt henvendelser om problematikken.

For leder af Operativ Færdsel i Nordjyllands Politi politikommissær Jess Falberg er opgaven ikke ny: 
”At unge mennesker justerer på deres knallerter er jo ikke nogen ny tendens. ”Da far var dreng…" er en sætning, vi ofte hører. Vi har fuld forståelse for, at knallerten er noget, de unge samles om, men der er også mange måder at opgradere sin knallert på, hvor man ikke piller ved farten og gør det til en lille motorcykel. Den høje fart – kombineret med manglende erfaring – giver rigtig mange farlige situationer. Ofte også med tragiske konsekvenser.”

 

Målrettede indsatser

For Nordjyllands Politi er knallertkontroller ét af grebene i værktøjskassen. Den seneste aktion fandt sted med udgangspunkt fra lokalpolitistationen i Hobro. Her har politikommissær Ann-Britt Miller stået i spidsen for eksekveringen:

”Vi får mange henvendelser fra vores oplandsbyer her omkring Hobro, hvor knallerter er et problem, som fylder meget. Vi besluttede os derfor for at tage livtag med det og sætte ind med en aktion fordelt over to dage, nemlig tirsdag den 23. og torsdag den 25. maj. 
Her har vi dækket det meste af Himmerland med civilklædte betjente i løbetøj, på cykler, motorcykler og så videre. Når først rygtet går på, at vi er i gang, så spreder det sig hurtigt, og knallerterne bliver gemt behørigt væk.”

Ann-Britt Miller tilføjer: ”Det skal siges, at vi ofte løber ind i knallerter, som er fuldt ud lovlige og er behørigt forsikrede. Det var også tilfældet under denne aktion.”

 

Forebyggelse fremmer forståelsen

Et andet greb i værktøjskassen er forebyggelsesdelen, som er en del af dagligdagen i alle hjørner af politikredsen. Politikommissær Mikkel Mitchell fra Nærpoliti og Forebyggelse i Himmerland bruger året rundt megen tid på at tale med de nye trafikanter:

”Kontrollerne, hvor vi tester fartkapaciteten med rullefelt og tjekker for konstruktive ændringer, er ét af mange greb. Vi har en bred præventiv indsats, hvor vi besøger ungdomsskoler, klubber og fortæller om både regler og risiko. Forældrene har vi også en god dialog med. Senest er vi begyndt at indkalde til deciderede forældremøder, hvor vi rådgiver om at støtte de unge i, hvordan de opfører sig hensynsfuldt i trafikken.” 

Mikkel Mitchell uddyber:
”Mange forældre er ikke klar over, at deres barns knallert er ulovlig. Det er meget lidt, der skal til for, at knallerten kan gå ind under betegnelsen ”konstruktivt ændret”. Det er ikke kun fart, det handler om. Manglende sidespejle, uoriginale styr og den slags er også no-go. Vi skal huske, at det næste køretøj, disse unge trafikanter får rådighed over, er biler, så de gode vaner og forståelsen for sikkerhed er afgørende.”

 

Fortsat fokus

Selvom Nordjyllands Politi allerede har prioriteret en del ressourcer til maj måneds mange aktioner, så vil politikredsen også fremadrettet have fokus på at holde opsyn med de ulovlige knallerter. Operativ Færdsel planlægger flere målrettede aktioner i den nærmeste tid, hvor sektionen vil besøge oplandsbyerne i hele politikredsen samt udvalgte skoler og fritidsinstitutioner. 
Politiet har også nye tiltag på bedding, fortæller leder af Operativ Færdsel i Nordjyllands Politi politikommissær Jess Falberg, afslutningsvist:
“Vi er meget opmærksomme på sikkerheden når vi laver disse aktioner, og vil også kigge på muligheden for fremadrettet at bruge droner, når vi foretager målrettede aktioner.”

 

Pressens kontakt

Operativ Færdsel, politikommissær Jess Falberg: 4026 8193

Patruljetjeneste Himmerland, fg. politikommissær Ann-Britt Miller: 6120 7408

Nærpoliti og Forebyggelse Himmerland, politikommissær Mikkel Mitchell: 2441 9509

 

 

Resultater fra aktionerne

 

8. maj 

Nibe, Barmer, Farstrup, Svenstrup og Gug.

Aktion med operativ færdsel.

  • Der blev skrevet 17 rapporter fordelt på 21 forseelser
  • 8 ulovlige knallerter
  • 1 § 53 bilist
  • 12 andre blandede færdselsforseelser. 

 

10. maj.
Svenstrup, Frejlev, Vejggaard, Langholt og Vodskov

Aktion med Forebyggelse Aalborg.

 

  • 4 sager vedr. konstruktive ændringer.
  • Heraf var den ene et andengangstilfælde, hvorfor føreren – udover en beslaglagt knallert – kan se frem til en tur i retten, og en inddraget førerret til lille knallert.

 

11. maj 
Vesthimmerland 

10 videobiler med fokus på hastighed og spiritus (bilister), men til denne aktion blev der også kontrolleret knallerter. 

 

  • 5 knallerter var konstruktivt ændret med henblik på hastighedsforøgelse og fører vil bl.a. blive betinget frakendt sin førerret til lille knallert. 

    Udover de ulovlige knallerter, kan der fra denne aktion nævnes:

  • En 34-årig mand som valgte at fejre sin fødselsdag ved at overhale en videobil mellem Ålestrup-Gedsted med 142 km/t. mod tilladt 80 km/t.  Da han i forvejen var frakendt sit kørekort, var det ikke den bedste gave han gav sig selv.

  • En 25-årig mand valgte på samme strækning – ved synet af politiet – at give sin bil lidt gas for at komme hurtigt væk. Han blev imidlertid standset for sin hastighedsovertrædelse til et klip. Kørekort var ikke generhvervet – og han var påvirket af narkotika/medicin og måtte aflevere en blodprøve.

  • En 32-årig mand kørte på Roldvej ved Års og talte i mobiltelefon samtidig med at han kørte så stærkt, at han skulle have et klip i kørekortet. Ved standsningen blev det konstateret, at han var både narko- og spirituspåvirket. Kørekortet havde han i forvejen afleveret til politiet, og som om det ikke var nok, blev han ved en visitation fundet i besiddelse af narko. Bilen, han havde været ejer af i mindre end én uge, blev herefter beslaglagt.

  • En 28-årig mand kørte bil gennem den lille by Gl. Ullits, hvor vejen snor sig og der bl.a. derfor er en hastighedsbegrænsning på 40 km/t. Han valgte dog at gennemkøre strækningen med en hastighed på omkring det dobbelte. Han havde endvidere ingen førerret til køretøjet, var påvirket af både narko og alkohol ligesom han blev fundet i besiddelse af ca. 2 gram amfetamin. 

  • En 30-årig mand valgte at føre sin store motorcykel i Aars, til trods for, at han ikke havde erhvervet kørekort til andet end lille motorcykel. Endvidere havde han afmonteret støjdæmpningen i udstødningssystemet, så denne afgav unødig støj. Dette bevirker en skærpet bøde, samt bøde for ikke at have kørekort til stor motorcykel.

Uge 21

Landsdækkende indsats

Fokus på bløde trafikanter og deres sikkerhed.                                                                                                                                                       

Bløde trafikanter omfatter knallerter, cyklister, el-løbehjul, fodgængere, mv.
Kontrollen var målrettet de bløde trafikanters overtrædelser af færdselsloven. 

23. maj
Det østlige Himmerland

Stor, fælles færdselsaktion med lokalstationen Hobro, Himmerland, operativ færdsel og lokalpolitiet.


25. maj
Det vestlige Himmerland

Stor, fælles færdselsaktion med lokalstationen Hobro, Himmerland, operativ færdsel og lokalpolitiet.

 

  • Samlet set udløste de to seneste aktioner i Himmerland 80 sigtelser, men Nordjyllands Politi forventer at der tilgår flere sigtelser, idet der er indbragt i alt 7 knallerter, som der afventes undersøgelser på. 


Facts

 

Fart

Fartgrænsen på lille knallert er 30 km/t. Hvis du bliver målt i en fartkontrol og du kører hurtigere end 30 km/t, får du en fartbøde.

Politiet kan også teste, hvor hurtigt en knallert er i stand til at køre, ved at sætte den op på et “rullefelt”. Resultatet er gyldigt som bevis i retten. Hvis din knallert kan køre 40-42 km/t, får du en bøde. 
Kan den køre 43 km/t eller mere får du – oven i bøden – en betinget frakendelse af retten til at køre lille knallert, første gang du stoppes. Anden gang bliver knallerten konfiskeret. Det betyder, at den overgår til statens ejendom, og du får aldrig knallerten tilbage. Hvis du kører ulovligt og/eller uforsvarligt i trafikken, kan du få en bøde. 
Din knallert kan blive konfiskeret, hvis du overtræder loven flere gange. Men du kan også miste retten til at køre på lille knallert. Du kan få frakendt retten til at køre lille knallert enten betinget eller ubetinget, afhængigt af hvor alvorlig og farlig din overtrædelse er.


Du får en betinget frakendelse af retten til at køre lille knallert, hvis du fx: 

• kører spirituskørsel med en promille på 0,5-1,2 
• skader nogen/noget eller skaber en farlig situation 
• flygter fra en trafikulykke uden at forsøge at hjælpe tilskadekomne 
• kører mere end 60 % over skiltet hastighedsgrænse 
• ejer eller bruger en knallert, der er tunet eller som kan køre 43 km/t eller mere 
• Efter man har fået en betinget frakendelse af retten til at køre lille knallert, har man en prøvetid på 3 år, hvor frakendelsen ”tæller med”, hvis man overtræder loven igen på lille knallert En betinget frakendelse betyder, at du må fortsætte med at køre lille knallert, men kun på betingelse af, at du ikke overtræder loven igen. 


Du får en ubetinget frakendelse af retten til at køre lille knallert, hvis du fx: 

• kører spritkørsel med en promille over 1,2 
• kører med ulovlige stoffer i blodet 
• med vilje skader nogen/noget, eller kører farligt og hensynsløst 
• kører over 100 km/t og 100 % over den skiltede hastighedsgrænse 
• tidligere har fået en betinget frakendelse og får én igen inden for 3 år 
• på samme tid begår flere overtrædelser, der hver især ville medføre en betinget frakendelse.

Billeder fra knallertkontrol i Himmerland

 

Knallert på rullefelt

Rullefelt

Knallert

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 
Lene Kold 
E-mail: lko024@politi.dk  
Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

19. april 2024

Nordjyllands Politi

Tungvognskontrol på E45 viser plads til forbedringer

Tungvognscenter Nord afholdte, sammen med en række aktører, tungvognskontrol torsdag den 18. april 2024 nord for Randers på motorvej E45. Kontrollen afslørede plads til forbedringer.

18. april 2024

Nordjyllands Politi

Grundlovsforhør efter knivstik i Nørresundby

Der var formentlig tale om et sammenstød internt i det kriminelle miljø, da en 38-årig mand kort efter midnat, den 18. april 2024, blev stukket i brystet. Episoden fandt sted i et boligkvarter i Nørresundby. En 45-årig mistænkt blev kort efter hændelsen anholdt; han blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag.

12. april 2024

Nordjyllands Politi

To mænd anholdt for indbrud

Nordjyllands Politi skred i nat, den 12. april 2024, til anholdelse af to mænd, som politiet mistænker for at stå bag flere tilfælde af indbrudskriminalitet begået forskellige steder i politikredsen i løbet af de sidste måneder.