Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Nyhed

29. januar 2025 10:18

Mange hunde lever stadigvæk under dårlige forhold

Dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi har inden for de seneste uger haft en række dyrevelfærdssager vedrørende hunde, der har været udsat for det, der som minimum defineres som ”uforsvarlig behandling”.
Fem hunde er blevet beslaglagt, imens syv andre er blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelse. Politikommissær opfordrer hvalpekøbere til at være opmærksomme.

Politiet

For små bure, korthårede hunde i udendørs løbegårde uden mulighed for at få varmen og mangel på de helt grundlæggende behov: mad, vand, et tørt og blødt leje samt motion.

Ovenstående er den korte opsummering på nogle af de forhold, der har gjort sig gældende i den seneste tids sager, som dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi har været ude til, når det gælder hunde.

 

 

Hvalpefabrikker i tomgang

Leder af sektionen, politikommissær Henrik Jensen, fortæller at der i nogle tilfælde er tale om det, man populært kalder ’hvalpefabrikker’. 

”Det, vi ser i øjeblikket, er, at markedet har nået et mætningspunkt. Nogle af de her avlere prøver at lave nogle hurtige penge, men når det så ikke er muligt at afsætte hvalpene, kan de ende i små bure. Her har mange af dem boet under kritisable forhold. Opholdsstederne har ligeledes været snavsede og uhumske. Vi kom ind til hunde, som gik på gulve, der var dækket med afføring og urin. Det er simpelthen ikke rimeligt at holde hund i sådanne omgivelser,” understreger Henrik Jensen. 

Politikommissæren fortæller videre: 
”De hvalpefabrikker, som vi møder, er hovedsagligt steder, hvor det er de små racer, som indgår. Herunder også de populære doodle-racer, som der har været massiv efterspørgsel på de seneste år.”

Hvalpefabrikkernes eksistensgrundlag er i sagens natur de købere, som vælger at lukke øjnene for den manglende dyrevelfærd eller som lader sig narre:

”Selvom en del hvalpe strander hos de her avlere, så må vi jo konstatere, at der er et marked, hvor køberne i mange tilfælde er villige til handle med de pågældende sælgere – også selvom de kan se, at noget ikke er helt, som det skal være. Ofte hører vi, at de ønsker at ’redde’ hvalpen, men det, de gør, er i stedet at understøtte en hvalpefabrik, der ikke har det etiske kompas kalibreret. Så længe der er penge at hente og købere til hvalpene, så vil vi have rigtig svært ved at bekæmpe de her hvalpefabrikker.”

 

 

Bøder og pålæg

Den seneste tids sager er alle begyndt med en anmeldelse til politiet, der så er taget på kontrol på stedet sammen med Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger.

En del af sagerne medførte pålæg efter anbefaling af embedsdyrlægerne. Et af pålæggene blev ikke opfyldt, hvorfor der skete beslaglæggelse af seks hunde. Denne sag afventer nu en juridisk behandling. 

I alt har politiet beslaglagt fem hunde, mens syv andre hunde er blevet overdraget til Dyrenes Beskyttelse. 

”Vi har et rigtig godt samarbejde med alle dyreværnsorganisationer. I disse her sager var det Dyrenes Beskyttelse, som traf hurtige beslutninger og overtog hundene. Det bedste er jo, når det kan gå af frivillighedens vej, og i de konkrete sager har ejerne af de syv hunde indset, at de ikke længere kan håndtere eller magter at have hundene af forskellige årsager. 

Henrik Jensen fortæller, at dyrevelfærdssager som disse som regel ender i bøder:
”Som regel kan vi på anbefaling fra dyrlægen give et pålæg, som ejeren skal efterkomme. Ligeledes vil der i de her sager blive givet bøder. Der skal ofte flere gentagelser til, før vi kan få nogen frakendt retten til at have dyr. Vi er meget opmærksomme på at følge op på sagerne for at sikre os, at ejerne følger op på de pålæg, der er blevet givet.”

 

 

Har du mistanke om uforsvarlig behandling af dyr? 

Hvis du mistænker, at en hund – eller andre dyr – bliver behandlet uforsvarligt, så er det vigtigt, at du handler på det. 
Nordjyllands Politi anbefaler, at du eksempelvis kontakter følgende instanser: 

 

Dyrenes Vagtcentral: På telefon 1812. De kan give råd og vejledning og i nogle tilfælde også hjælpe med at få dyret tilset.
Politiet: På telefon 114. Politiet kan undersøge sagen og tage de nødvendige efterforskningsskridt.

 

Husk: Det er vigtigt at dokumentere dine mistanker, hvis det er muligt, for eksempel ved at tage billeder eller videooptagelser.

 

 

Er du hvalpekøber?

Politiet får mange henvendelser fra personer, som har indgået køb af hvalpe og efterfølgende har fortrudt. Både på grund af moralske skrupler, men også fordi de mener, at de ikke har fået det, de har betalt for. Nogle har købt hunde, som efterfølgende har vist sig at være syge med store dyrlægeregninger til følge. Enkelte hvalpe er aflivet efter anbefaling af dyrlæger, uden det er lykkedes at få erstatning. Mange er gået forgæves, når de har forsøgt at få sælgeren til at påtage sig et ansvar.  
Ved henvendelse til politiet oplever mange at blive skuffede, idet en handel mellem to private parter ikke er en sag, som politiet behandler. 
Politikommissær Henrik Jensen har en appel til kommende hvalpekøbere: 

”Mange gode råd er givet til hvalpekøbere i gennem tiden: Orienter dig på internettet og læs grundigt igennem, hvad de forskellige danske dyreorganisationer og hundeorganisationer skriver om gode råd til købere, inden du anskaffer sig ny hund eller hvalp. Og frem for alt: Vær skeptisk. Vi har eksempler på, at sælgerne kører hvalpene hen i et andet hjem, hvor de så vises frem under mere ordentlige forhold.”

 

 

Pressens kontakt

Politikommissær Henrik Jensen, leder af dyrevelfærdssektionen ved Nordjyllands Politi: 3044 8878


Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 

Lene Kold

E-mail: lko024@politi.dk

Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

5. juni 2025

Nordjyllands Politi

Mistænkt til voldsepisode i Sindal efterlyses

Lørdag aften den 31. maj 2025 udspillede der sig en alvorlig voldsepisode på Sindal Marked; og det er ikke lykkedes for efterforskningen at finde frem til den mistænkte i sagen. Derfor går politiet nu ud med flere oplysninger om sagen i håbet om, at det kan afstedkomme informationer fra offentligheden, som kan medføre identifikation af den mistænkte. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

3. juni 2025

Nordjyllands Politi

24-årig mand anholdt i sag om drabsforsøg

I forbindelse med den verserende efterforskning vedrørende drabsforsøget forøvet den 30. maj 2025 i Nørresundby anholdt Nordjyllands Politi i går, den 2. juni 2025, en mistænkt mand i sagen. En sort Toyota Aygo efterlyses ligeledes til sagen.

2. juni 2025

Nordjyllands Politi

Politi-status efter Hjallerup Marked

Patruljer fra Nordjyllands Politi var igen i år til stede for at skabe tryghed på det traditionsrige Hjallerup Marked, hvor der iblandet festlighederne var en hel del sager for politiet at håndtere. Også alvorlige. Det oplyser den ansvarlige operationsleder, politikommissær Michael Karstenskov, der i det følgende gør status over markedet, som – fra en politimæssig synsvinkel – har givet noget arbejde for patruljerne og således været travle vagter for politifolkene på tjeneste.