Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 23.-24. maj 2024
Hærværk, tyverier, og narkokørsel. Her er uddrag af døgnrappporten fra Nordsjællands Politi
Flere biler ramt af hærværk, Hellerup
Mellem onsdag aften og torsdag morgen er et større antal biler på flere villaveje i Hellerup blevet ramt af hærværk. En eller flere ukendte gerningspersoner har lukket luften ud af bilernes dæk for at gøre opmærksom på klimakonsekvenserne af bilkørsel. Nordsjællands Politi efterforsker sagerne.
Sigtet for indbrud, Hellerup
To unge mænd på henholdsvis 16 og 17 år, den ene fra Birkerød og den anden uden fast adresse, blev klokken 13.38 anholdt og sigtet for indbrud i en villa på Dyssegårdsvej. Indbruddet blev begået torsdag mellem klokken 02.52 og 07.45, hvor de to skaffede sig adgang til villaen via en ulåst dør. De blev endvidere sigtet for forsøg på databedrageri, idet de forsøgte at anvende et kreditkort, som de havde stjålet under indbruddet.
Kørte frontalt ind i traktor, Græsted
En 65-årig mand fra Gilleleje måtte på hospitalet efter han i sin personbil var kørt frontalt ind i en traktor på Dønnevældevej. I forbindelse med tekniske undersøgelser og oprydning efter uheldet var strækningen spærret for trafik i nogle timer. Årsagen til sammenstødet er endnu ikke fastlagt.
Sigtet for narkokørsel, Frederikssund
Torsdag formiddag klokken 10 blev en 49-årig mand fra Helsingør standset, da han kom kørende ad Frederikssundsvej. Her blev han sigtet for narkokørsel og taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Gik rundt med økse, Ålsgårde
En ung mand iført blandt andet kasket og en baclava vakte torsdag eftermiddag omkring klokken 14 mistanke, da han kom gående med en økse ved Hellebækskolen. Flere patruljer kom til stedet, hvor det viste sig, at der var tale om en 12-årig dreng, som var på vej i skoven for at mødes med nogle klassekammerater og bygge en hule. For at undgå myg og andre insekter havde den 12-årige iført sig kasket og baclava, som tildækkede det meste af hans ansigt. En af de patruljer, som var rykket ud til stedet, tog efterfølgende en snak med drengen, hans forældre og med skolen og fik talt oplevelsen igennem med dem.
Forlygter stjålet, Charlottenlund
Fra en bil, som stod på Frølichsvej, er der mellem onsdag aften og torsdag formiddag klokken 10 stjålet et par forlygter. Tyveriet blev anmeldt klokken 15.14.
Unge kvinder taget for tyveri, Kgs. Lyngby
To 15-årige unge kvinder fra Espergærde, blev torsdag kort før klokken 18 anholdt og sigtet for butikstyveri mod fem forretninger i Lyngby Storcenter, hvor der var stjålet tøj og parfumer. De unge kvinders forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om sagerne.
Butikstyveri, Halsnæs
Klokken 20.30 fik politiet en anmeldelse om et butikstyveri i en forretning på Nørregade.
En 55-årig og en 38-årig mand kom ind i forretningen, hvor de fyldte en indkøbsvogn og en taske med forskellige madvare. De betale for varen i indkøbsvognen, men den ene gik forbi kasselinjen med tasken
uden at betale for den indhold. En politipatrulje kom til stedet, og de to personer blev sigtet for butikstyveri.
Kørte bil påvirket af medicin, Gentofte
Klokken 22.13 fik politiet en anmeldelse fra en borger, der kørte i bil på Helsingørmotorvej i Gentofte. Hun oplyste, at hun havde kørt efter en bil siden København, som slingrede over alle tre vognbaner på motorvejen, var ved at påkøre autoværn og andre bilister. Politiet kom til stedet og fik standset billisten – en 38-årig mand fra Ålsgårde, som viste sig være påvirket af receptpligtigt medicin i en grad der var uforenelig med at køre bil. Manden blev anholdt og indbragt for blodprøve.
Røveri, Lyngby-Taarbæk
Klokken 00.44 fik politiet en anmeldelse om, at en 15-årig og en 16-årig ung mand var blevet udsat for røveri på Jernbanepladsen ved busholdepladsen. To mænd på en knallert var kørt forbi de to unge mænd, hvorefter den ene på knallerten steg af og gik hen til de to forurettede og b.la. udtalte “vil i skydes” og “giv mig alt I har”, samtidig med at han holdt sin hånd i bukserne, som hvis han havde en pistol. De to forurettede udleverede en i-phone, en sølv halskæde og en pung, hvorefter gerningsmændene kørte fra stedet ad Buddingevej i retning mod Buddinge.