Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 26.-27. januar 2025
Brande og en behjertet borger. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Mistede herredømmet, Gørløse
En 20-årig mand fra Frederiksund mistede søndag formiddag klokken 10.45 herredømmet over sin bil i et solouheld, da han kom kørende i krydset Roskildevej/Hovedvejen. Den 20-årige kørte således over i den modsatte kørebane og endte herefter i grøften. Der er ingen meldinger om personskade.
Fulgte borger hjem, Farum
En 51-årig mand fra Farum ringede søndag eftermiddag kort før klokken 13.30 og fortalte, at han på Farum Bytorv havde truffet en ældre kvinde, som ikke helt vidste, hvor hun boede eller, hvor hun skulle hen. Kvinden havde efterfølgende vist sit sundhedskort til den 51-årige, som herefter havde fulgt hende hjem og igen kontaktede politiet for at fortælle, at kvinden nu var hjemme i god behold.
Ild i airfryer, Nivå
Søndag aften kort før klokken 18 kom en anmeldelse om, at der var brand i en lejlighed på Nivåhøj. Her viste det sig, at der var gået ild i en airfryer. Ingen personer kom til skade ved branden.
Bil i brand, Nærum
Søndag aften klokken 20.29 kom en anmeldelse om, at der var brand i en bil, som stod på Ahornstien. Et vidne så en mørkklædt person flygte fra stedet umiddelbart inden branden.
Lavede kassedyk, Birkerød
En mand lavede søndag aften klokken 21.40 et kassedyk og stjal et kontantbeløb fra Rema1000 på Bistrupvej, mens personalet var optaget af gøremål andre steder i butikken. Manden forlod herefter stedet til fods ad Bistrupvej i sydlig retning.