Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 30.-31. oktober 2024
Tyverier, hærværk og spirituskørsel. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Tyveri fra bil, Charlottenlund
Mellem tirsdag aften og onsdag morgen klokken 07 er der stjålet et sæt forlygter fra en Porsche, som stod på Vilvordevej.
Kørte uden kørekort, Frederikssund
En 32-årig mand fra Hillerød blev klokken 07.55 standset, da han kom kørende ad Højvang. Her blev han sigtet for at køre bil i frakendelsestiden, da han tidligere var frakendt sin førerret, og denne frakendelse fortsat var gældende.
Hærværk mod biler, Helsingør
To biler, som stod på Sporegangen, er mellem tirsdag aften og onsdag morgen klokken 05.45 blevet udsat for hærværk. En af bilerne har fået skåret alle fire dæk op og er blevet ridset flere steder, mens den anden bil har fået flere ridser og en knust forrude.
Stjal hvidvin, Charlottenlund
En 23-årig mand fra Brønshøj blev onsdag klokken 17.20 taget for butikstyveri i Meny på Jægersborg Allé, hvor han havde stjålet ni flasker hvidvin. Den 23-årige blev sigtet for forholdet.
Spirituskørsel, Humlebæk
Klokken 20.15 standsede politiet en 44-årig mand fra Helsingør, der kørte 150 km/t ad Helsingørmotorvejen, hvor man måtte køre 100 km/t. Manden var spirituspåvirket og blev taget med til hospitalet for at få taget blodprøve.
Spirituskørsel
Er det første gang, du bliver taget for spirituskørsel og er din promille mellem 0,51 og 1,1 får du en bøde, der beregnes som din bruttoindkomst * promille, divideret med 25. Desuden får du en betinget frakendelse af dit kørekort. Det betyder, at du skal bestå en ny teori- og køreprøve inden for seks måneder. Dumper du til en af prøverne, skal du aflevere kørekortet og får det først tilbage, når du har bestået begge prøver. Endvidere skal du gennemføre et kursus om alkohol, narkotika og trafik (ANT-kursus). Straffen stiger for hver gang, du bliver taget med alkohol i blodet.
Vær med til at forhindre spirituskørsel
- Aftal hvem, der kører hjem inden I tager det første glas
- Forsøg at stoppe en beruset person, der vil sætte sig bag rattet. Tag evt. bil/knallertnøglerne fra vedkommende.
- Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
- Kontakt politiet på 114, hvis du ser en, der kører spirituskørsel