Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 03.- 04. april 2024
Stjålne lygter, færdselsuheld og tyveri. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Stjålet rat, Charlottenlund
Anmeldelse kl. 07.24 om, at der var stjålet et rat fra en Porsche på Teglgårdsvej sket mellem tirsdag den 2. april kl. 17.30 og onsdag den 3. april kl. 06.45.
Stjålne forlygter, Klampenborg
Anmeldelse kl. 07.41 om, at der var stjålet forlygter og navigationsanlæg fra en BMW på Drachmannsvej sket mellem tirsdag den 2. april kl. 16.45 og onsdag den 3. april kl. 07.30.
Hjul faldt af lastbil, Hillerød
En mandlig lastbilchauffør fra Slangerup kørte kl. 08.21 ad Hillerødmotorvejens forlængelse i nordgående retning, hvor lastbilens to bagerste venstre hjul faldt af, og forårsagede mindre skader på en personbil, som kørte i sydgående retning. Beredskabspatrulje til stedet. Trafikken glider i begge retninger. Ingen melding om personskade.
Tyveri fra varebil, Værløse
Anmeldelse kl. 08.27 om, at tyveri fra en varebil på Ballerupvej sket mellem tirsdag den 2. april kl. 17.00 og onsdag den 3. april kl. 07.50. Fer var klippet hul i sidedøren, og stjålet diverse værktøj for et større beløb.
Færdselsuheld, Gentofte
En 50-årig kvindelig bilist fra Hørsholm kørte kl. 08.29 i nordgående retning ad Helsingørmotorvejen, da hun i forbindelse med køkørsel påkørte en lastbil på højre bagerst del af elementet med materielskade til følge. Beredskabspatrulje til stedet og Redning til at bistå med oprydning, idet der var mange vragdele. Ingen melding om personskade.
Stjålne forlygter, Hellerup
Anmeldelse kl. 08.42 om, at der var stjålet forlygter, fælge og børnesæder fra en AUDI på Rågevej sket onsdag den 3. april kl. 08.40.
Stjålne forlygter, Hellerup
Anmeldelse kl. 09.27 om, at der var stjålet forlygter fra en Porsche på Bengtasvej sket mellem tirsdag den 2. april kl. 22.00 og onsdag den 3. april kl. 08.00.
Påkørt cyklist, Hørsholm
En 16-årig kvindelig cyklist fra Hørsholm cyklede kl. 11.25 ad Bolbrovej i vestgående retning ved Kystbanevej, hvor hun ville cykle forbi. Her blev hun påkørt af en ukendt personbil, som foretog et venstresving ind ad Kystbanevej. Beredskabspatrulje til stedet. Ingen melding om personskade.
Høj musik, Tisvildeleje
Anmeldelse kl. 11.27 om at der blev spillet meget høj musik på Hovedgaden. Beredskabspatrulje til stedet, som gav de musikspillende personer besked om at skrue ned.
Narkokørsel, Nærum
En 29-årig mandlig bilist fra Hornbæk blev kl. 11.30 sigtet for narkokørsel på Helsingørmotorvejen. Manden havde endvidere ikke førerret.
Tændte kogeplade i stedet for ovn, Jægerspris
Anmeldelse kl. 14.16 om brand i et hus på Solhøjstræde. Beredskabspatrulje og Brand til stedet. Ingen synlige flammer, kun røg. Det viste sig, at man ved et uheld havde tændt for en kogeplade i stedet for en ovn. På kogepladen stod en papkasse. Ingen melding om personskade.
Brand i stråtækt hus, Allerød
Anmeldelse kl. 14.27 om brand i personbil, som spredte sig til stråtækt hus, som lå lige ved siden af personbilen. Stråtækt huset brændte på loftet, og der var kraftig røgudvikling. Beredskabspatrulje og Brand til stedet. Beboere ude af huset. Brandslukningen stod på over flere timer, idet branden blussede op igen.
Ramte cyklist, Hellerup
En 80-årig kvindelig bilist kørte kl. 16.43 i nordgående retning ad Bernstorffsvej, hvor hun drejede til højre, da hun ramte en 29-årig mandlig cyklist fra København med den bagerste højre del af bilen. Cyklisten cyklede i sydgående retning ad Bernstorffsvej på cykelstien. Beredskabspatrulje og Ambulance til stedet. Cyklisten blev bragt til nærmeste hospital med personskade. Bilisten blev efterfølgende sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed og for ikke at overholde sin vigepligt.
Besiddelse af joint, Ølstykke
En 20-årig mand fra Ølstykke blev kl. 18.48 sigtet for besiddelse af joint og en mindre mængde hash på Tennisvej.
Forsøg på indbrud i villa, Rudersdal
Onsdag aften klokken 20.11 blev en 26-årig mand uden fast bopæl anholdt på Vejlesøvej og sigtet for forsøg på indbrud. Politiet havde fået en anmeldelse om, at manden kiggede ind af vinduerne og tog i flere dørhåndtag til gerningsstedet, men indbruddet mislykkes, idet dørene var låst. Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag.