Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 04. - 05. august 2025
Beruset kvinde, rygsæk genforenet med ejer og groft hærværk. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Beruset kvinde, Gentofte
Klokken 11.33 blev politiet kaldt til Lyngbyvej, hvor en 38-årig kvinde fra Vanløse lå og halvsov i det offentlige rum og ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Hun var så stærkt beruset, at politiet valgte at tage hende med på stationen, hvor hun blev anbragt i detentionen for at sove rusen ud.
Rygsæk og ejer genforenet, Klampenborg
Klokken 15.45 kontaktede en café på Dyrehavevej politiet, efter de havde fået indleveret en rygsæk med pas og andre personlige dokumenter. Ejeren, en 51-årig mand fra Charlottenlund, blev lokaliseret og kunne kort efter glæde sig over at få sine ejendele tilbage.
Groft hærværk, Frederikssund
Klokken 21.15 pågreb politiet to af tre personer, der havde været nede og male graffiti på seks DSB-tog. De blev sigtet for hærværk.