Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 08.- 09. april 2024
Hashsalg, tyveri og spirituskørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Tyveri fra byggeplads, Halsnæs
Mellem fredag og mandag har der været et tyveri fra en byggeplads på Vinderød Enghavevej.
Anmelder oplyste, at gerningspersonen var kommet ind via byggehegn, som ikke var låst af. Der var stjålet 20 pakker med 150 millimeter hård rockwool.
Tyveri fra gravemaskine, Hillerød
Mellem lørdag klokken 12 og søndag klokken 13 er der blevet stjålet et styremodul til værdi af 300.000 kroner stjålet fra en gravemaskine ved at skrue den løs og klippe kablerne over. Gravemaskinen havde stået på en åben plads ved Brennum Park.
Udlændingeloven i øvrigt, strafferetlig, Helsingør
Mandag klokken 11 blev to personer anholdt på en byggeplads på Højvangen. De to personer fra Belarus på henholdsvis 36 og 24 år arbejdede uden opholds- og arbejdstilladelse.
Spirituskørsel, Helsingør
En 55-årig mand fra Helsingør blev i går klokken 12.39 standset på Rønnebær Alle. Han kørte bil, selvom han var påvirket af spiritus over det tilladte. Sigtede erkender forholdet. Han blev kørt til en kontrollerende blodprøve.
Motorkøretøj, kørsel uden førerret, Rudersdal
Klokken 13.10 blev en 40-årig mand stoppet i en bil på Kongevejen. Manden kørte rundt uden kørekort.
Vold, Hillerød
Klokken 15.56 fik politiet en anmeldelse om en voldssag fra Hillerødmotorvejens forlængelse, før Frederiksværk afkørslen. En 55-årig kvinde var kørt ind i en parkeringslomme langs vejen og det samme havde en anden bil gjort. Føreren af den bil - en 43-årig mand – var ifølge forurettede derefter gået mod kvindens bil, hvor han havde vredet sidespejlet rundt og slået kvinden. Han blev efterfølgende anholdt.
Hashsalg, Hillerød
En 30-årig mand fra Hillerød blev kl. 19.32 sigtet for hashsalg på Hostrupsvej.