Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 10.-11. juni 2025
Færdselsuheld, bedrageri og brandstiftelse. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Færdselsuheld, Farum
En 52-årig mand fra Slangerup kørte klokken 08.27 ad Frederiksborgvej i sydgående retning, hvor han i forbindelse med en sammenfletning ramte en bil ført af en 60-årig mand fra Charlottenlund. Ingen personer kom til skade.
Færdselsuheld, Helsinge
En 67-årig kvinde kom klokken 09.03 kørende i en varebil med påhængstrailer ad Nellerødvej i østgående retning, da hun påkørte en bro. Det medførte sammenstød med toppen af traileren, hvilket fik hele lasten til at falde af og blokere kørebanen. Falck blev tilkaldt for at rydde op. Begge vejbaner var midlertidigt spærret, og trafikken var derfor kortvarigt påvirket.
Kontaktbedrageri, Frederikssund
Klokken 14.39 fik en 90-årig kvinde besøg af en person, der udgav sig for at være fra banken. Personen fik udleveret kvindens dankort, en større mængde smykker samt et smykkeskrin og forlod herefter adressen.
Kontaktbedrageri, Kongens Lyngby
En 80-årig kvinde blev klokken 17.28 telefonisk kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra banken. Kort tid efter dukkede personer op på hendes adresse og fik udleveret tre dankort. Der blev efterfølgende hævet 21.000 kroner.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Kgs. Lyngby
En 34-årig mand fra Skovlunde blev tirsdag klokken 19.57 sigtet efter lovgivningen om euforiserende stoffer. En patrulje traf ham og en anden mand i p-kælderen på Jernbanepladsen, hvor den 34-årige lugtede kraftigt af hash, og i og omkring hans bil blev der fundet pølsemandsposer med hash. Sigtede erkendte forholdet.
Lovgivning om euforiserende stoffer. Kgs. Lyngby
En 35-årig mand fra Kgs. Lyngby blev klokken 20.41 sigtet for at være i besiddelse af cannabis. Stofferne blev konfiskeret, og den 35-årige erkendte forholdet.
Brandstiftelse, Charlottenlund
En 83-årig mand blev tirsdag klokken 21.51 sigtet for at forårsage en brand, da han smed et tændt cigaretskod i en skraldespand, som stod op af et hus’ sydøstlige væg. Der gik ild i skraldespanden, og huset fik sodskader. En patrulje slukkede branden med en pulverslukker, og manden blev sigtet efter brandlovgivningen.