Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 2.-3. februar 2025
Mistænkelige unge, spirituskørsel og stoffer. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Mistænkelige unge, Farum
En borger kontaktede klokken 11.20 søndag formiddag politiet og fortalte, at to unge mænd opførte sig mistænkeligt ved en adresse på Gammelgårdsvej. Her kunne borgeren se let røg fra et vindue. En patrulje kørte til stedet, men der blev ikke fundet noget af politimæssig interesse, ligesom de unge mænd var forsvundet fra stedet.
Sigtet for spirituskørsel, Hillerød
Søndag eftermiddag klokken 12.55 blev en 73-årig mand fra Allerød standset, da han kom kørende ad Ellevej. Her viste en alkometertest, at den 73-åriges promille var højere end tilladt, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel. Herefter blev den 73-årige taget med på politistationen, hvor en læge blev tilkaldt til at udtage en blodprøve fra ham. Blodprøven skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.
Kørte bil påvirket af stoffer, Frederikssund
Søndag aften traf politiet en 33-årig mand fra Hillerød ud for McDonald’s, hvor han førte en personbil, selv om han havde fået frakendt sit kørekort. Desuden var han påvirket af euforiserende stoffer. Han blev også fundet i besiddelse af en kniv samt kokain. Han blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer og for at køre i frakendelsestiden.