Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 20.-21. marts
Bedrageri, uro og stjålet scooter. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Bedrageri, Græsted
En 79-årig kvinde anmeldte torsdag klokken 10.33, at hun den 27. februar om eftermiddagen var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra PensionDanmark. Han forklarede, at kvinden ikke kunne få udbetalt sin pension grundet svindel. Han stillede hende om til ”Nordea”, der oplyste, at de ville afhente hendes kort og kode. Kort efter ankom en mand, der fik udleveret både kort og kode.
Butikstyveri, Farum
Klokken 12.47 anmeldte Rema 1000 på Farum Hovedgade, at en mand og en kvinde havde stjålet varer for flere tusinde kroner. Manden fyldte varer i et medbragt indkøbsnet, mens kvinden gik ud gennem kassen uden varer for at lukke manden ud. De stjal blandt andet 11 okseculotter og 10 ribeye.
Narkokørsel, Gentofte
Torsdag klokken 13.50 standsede politiet en bil på Lagergårdsvej. Den 22-årige mand fra Lyngby, der førte bilen, var påvirket af euforiserende stoffer. Han erkendte at have røget en joint og blev sigtet for forholdet.
Gasflasker stjålet, Gentofte
Circle K anmeldte klokken 19.42, at de om natten havde været udsat for tyveri. Fra et aflåst bur uden for butikken var der blevet stjålet 15 gasflasker.
Kvinde skabte uro, Helsingør
En 41-årig kvinde fra Hørsholm skabte kort efter midnat fredag så meget uro og uorden på Casino Helsingør, at politiet blev tilkaldt. Da patruljen kom til stedet, havde kvinden imidlertid forladt casinoet.
Sigtet for spirituskørsel, Nivå
Klokken 00.55 natten til fredag blev en 40-årig mand fra Nivå standset, da han kom kørende i Islandshøjparken. Her viste det sig, at hans promille var højere end tilladt og, at han ikke havde noget gyldigt kørekort. Den 40-årige blev sigtet for begge forhold og taget med til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres nærmere for at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.
Stjal avisbuds scooter, Gentofte
En patrulje måtte klokken 02.38 køre til Vangedevej for at løse en uoverensstemmelse mellem en 44-årig lokal mand og et avisbud. Den 44-årige var klokken 02.38 kommet hjem fra en bytur og mente, at avisbuddet uretmæssigt havde taget et billede af nummerpladen på mandens bil. Det fik ham til at stjæle avisbuddets scooter, og da han ikke ville aflevere den tilbage, blev politiet kontaktet. Patruljen fik mæglet mellem parterne.