Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 26.- 27. november 2025
Butikstyverier, bedragerier og en biljagt. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Butikstyveri, Hillerød
Klokken 10.39 modtog politiet en anmeldelse fra Normal i SlotsArkaderne, hvor en butikstyv havde været på spil. En 28-årig mand fra Hillerød var gået ind i butikken med en barnevogn og et barn på armen. Her tog han en parfume, lagde den i barnevognen og dækkede den med en flyverdragt, hvorefter han forlod butikken uden at betale. Den 28-årige erkendte forholdet.
Bedrageri, Gentofte
En 76-årig kvinde blev onsdag omkring klokken 13 telefonisk kontaktet flere gange af en ukendt mand, der udgav sig for at være fra banken. Han oplyste, at der var registreret overførsler til Ukraine fra hendes konto, og at han derfor ville komme forbi for at afhente hendes kreditkort og smykker. Kort tid efter mødte han op på adressen og tog både kreditkort og smykker, som senere blev misbrugt til flere hævninger.
Butikstyveri, Humlebæk
Matas i Humlebæk Centeret anmeldte klokken 14.33 et butikstyveri, hvor en 24-årig udenlandsk mand havde stjålet tre parfumeæsker fra Armani og to fra Valentino til en samlet værdi af 4.439,75 kroner. Den 24-årige forlod butikken uden at betale ved sidste betalingsmulighed og blev derfor anholdt og kørt med på stationen.
Bedrageri, Hillerød
Onsdag eftermiddag modtog politiet en anmeldese om, at en 87-årig kvinde klokken 09.00 samme dag var blevet telefonisk kontaktet af en ukendt mand, der udgav sig for at være fra politiet. Han forklarede, at han var i gang med en større efterforskning. Han oplyste, at han ville komme ud til adressen for at hente hendes kreditkort. Efter manden havde været forbi og taget kreditkortet, blev der efterfølgende hævet 7.000 kroner.
Bedrageri, Birkerød
En 77-årig kvinde blev onsdag udsat for bedrageri. Hendes barnebarn anmeldte klokken 17.39, at kvinden var blevet kontaktet af en person, der udgav sig for at ringe fra "Nordea". Personen oplyste, at der var ved at blive overført penge til Sverige. Kort efter dukkede en mand op på kvindens adresse og fik udleveret hendes smykker til en værdi af cirka 100.000 kroner samt 5.000 kroner i kontanter.
Forsøg på bedrageri, Hørsholm
En 81-årig kvinde blev onsdag omkring klokken 13.30 udsat for forsøg på bedrageri. En mand mødte op på hendes adresse for at afhente hendes kreditkort og forsøgte samtidig at få bankoplysninger ud af hende, hvilket hun afviste. Inden besøget havde en person, der udgav sig for at ringe fra "Spar Nords IT-afdeling", kontaktet hende og fortalt, at der ville ske en overførsel på 6.000 kroner på hendes konto, og at han ville sende en kollega forbi for at afhente kreditkortet. Manden spurgte desuden, om hun havde guld i hjemmet, hvilket kvinden afviste at oplyse.
Bedrageri, Farum
En 81-årig kvinde blev omkring klokken 17.15 telefonisk kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra "Nordea". Kort efter kom en mand forbi for at ”sikre” hendes smykker. Efterfølgende blev der hævet 15.000 kroner på kvindens konto.
Spirituskørsel og kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby
Klokken 20.18 blev en 42-årig mand standset af politiet på Lyngby Kirkestræde. En alkometertest viste en promille på 1,54, og han havde desuden ikke førerret. Manden blev taget med til blodprøveudtagning og sigtet for de to forhold.
Brand, Gentofte
Klokken 22.32 modtog politiet anmeldelse om brand i en lejlighed på Stolpegårdsvej. Hele opgangen blev evakueret, men ingen kom til skade. Brandens arnested er endnu ikke fastlagt. Fire brandbiler ankom til slukningsarbejdet, som blev afsluttet klokken 01.25. Lejligheden udbrændte.
Biljagt, Helsingør
Klokken 00.29 traf politiet en personbil på Kongevejen, som de ville standse på grund af mangelfuld lygteføring – bilen kørte kun med tågelygterne tændt. Føreren forsøgte imidlertid at køre fra politiet, som eftersatte bilen i sydgående retning mod Helsingørmotorvejen. Under flugten nåede bilen op omkring 200 km/t i en 70-km/t-zone. Politiet forsøgte med blandt andet sømmåtter at få bragt bilen til standsning.
Klokken 00.46 blev en 32-årig mand fra København anholdt efter en kontrolleret påkørsel af bilens bagerste højre hjørne. Ingen kom til skade. Manden var påvirket af både alkohol og stoffer og blev sigtet for i alt 14 forhold, herunder vanvidskørsel. Køretøjet blev beslaglagt.