Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 26.- 27. december 2023
Fyrværkeri, færdselsuheld og spirituskørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.
Færdselsuheld, Kvistgård
En 50-årig mandlig bilist fra Slagelse kørte ad Hornbækvej i vestlig retning, og skulle flette sammen med den øvrige trafik i samme kørselsretning. Her blev han påkørt fra siden af en 87-årig mandlig bilist, der kørte i samme retning, idet den 87-årige ikke havde bemærket den anden bilist. Beredskabspatrulje til stedet. Ingen melding om personskade.
Spirituskørsel, Frederiksværk
En 59-årig mand fra Frederiksværk blev kl. 15.25 sigtet for at køre på knallert, uagtet at han var påvirket af alkohol udover det tilladte.
Fyrværkeri til ulempe, Nordsjælland
Der har i det forløbne døgn været flere anmeldelser af fyrværkeri til ulempe. På Byvej i Frederikssund blev der fyret fyrværkeri af tæt på et stråtækt hus, på Birkhøjterrasserne i Farum blev beboerne generet af lyden fra Krysantemumbomber, på Selsøvej blev der skudt fyrværkeri mod nogle huse og ved biblioteket i Hillerød blev der fyret fyrværkeri af langs med jorden. Nordsjællands Politi opfordrer til, at man overholder sikkerhedsreglerne for brug af fyrværkeri og i øvrigt tager hensyn til dem, der bor og færdes dér, hvor man fyrer fyrværkeri af.
Sigtet for narkokørsel, Skævinge
En 44-årig mand fra Frederiksværk blev tirsdag aften klokken 20.25 standset, da han kom kørende ad Amtsvejen. Her blev han sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret. Den 44-årige blev kørt til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres med henblik på at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Røg uden brand, Helsingør
Man siger som regel, at der ikke går røg af en brand uden, at der er ild. Men det var imidlertid tilfældet tirsdag aften klokken 21.07 i en bolig på Sabroesvej. Her udviklede et pillefyr så meget røg, at både politi og brandvæsen blev alarmeret – men der var heldigvis ingen ildløs.
Postkasse sprængt i luften, Nivå
Tirsdag aften klokken 21.20 begik en eller flere ukendte gerningspersoner hærværk mod en postkasse ved en bolig i Skovparken, da de sprængte postkassen i stykker.
Kørte ind i elmast, Holte
En 33-årig mand fra København blev klokken 23.13 sigtet for narkokørsel, da en narkometertest viste, at han var påvirket af euforiserede stoffer. Den 33-årige mand var umiddelbart inden kørt ind i en elmast i krydset Kongevejen/Hørsholm Kongevej. Han blev taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres med henblik på at fastlægge hans nøjagtige påvirkningsgrad til brug for den videre behandling af sagen.
Sigtet for spirituskørsel, Kgs. Lyngby
Kort før midnat blev en 23-årig mand fra Frederiksberg standset, da han kom kørende ved Skovbrynet. Her blev han sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres med henblik på at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.
Musik til ulempe, Frederikssund
En patrulje kørte klokken 01.53 natten til onsdag ud til en bolig i Lundeparken, hvor der blev spillet så høj musik, at de omkringboende blev generet af det. Beboeren på stedet blev derfor bedt om at skrue ned.
Sigtet for spirituskørsel, Hillerød
Klokken 03.17 natten til onsdag blev en 19-årig kvinde fra Helsingør standset, da hun kom kørende ad Overdrevsvejen. Her viste en alkometertest, at hendes promille var højere end tilladt. Den 19-årige blev taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra hende. Den skal nu analyseres med henblik på at fastlægge hendes nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.